Jeg er stadig Henrik Larsen

Henrik Larsen: Skibbrudgade
Eget forlag, 2025

Der skal være åbenhed i forvaltningen, så lad mig straks bekende, at jeg ikke blot personligt kender Henrik Larsen og har udgivet bøger sammen med ham, men at jeg også aktivt har været involveret i udgivelsen af Skibbrudgade. Larsen er en produktiv digter, og dette er hans hidtil længste digtsamling. Hele 149 sider er det denne gang blevet til, et efter forfatterens eget udsagn "forsøg på at skrive et hovedværk", hvilket han i samme åndedrag karakteriserede som som både "dumt" og "ren hybris". Måske. Det er prisværdigt at have ambitioner, synes jeg. I Henrik Larsens særlige tilfælde vil jeg imidlertid tillade mig at gentage, hvad jeg tidligere har skrevet om Hverdagsmaskeret, nemlig at Larsens totaltekst "ikke (selv om han vistnok selv tror det) består af enkeltdigte eller individuelle værker, men af hans almindelige dage kontinuerligt refereret og kommenteret". Hovedværket er for så vidt det hele. Skibbrudgade er det nyeste bidrag til hans magnum opus.

Samlingen består i hovedsagen af erindringsdigte, ofte lakoniske ("De fleste digtere er døde / De fleste mennesker er døde"), og af øjebliksbilleder. Således for eksempel digtet Februar: "Jeg ved, at vintergækker / og erantis er skudt op / Har ikke set dem selv / men stod og overhørte damen / henne på Svane apoteket / da hun bad om sit Wegovy / Hun havde meget tynde ben". Det er kendetegnende for Henrik Larsens digte, at de er klinisk rensede for ethvert tilløb til metaforik, ornamentering eller metafysik. Digtene er konstaterende, og de er, hvad man måske kunne kalde sprogligt monokrome. Havde Larsen været maler i stedet for digter, ville han givetvis have malet sort-hvide malerier som Franz Kline, en kunstner, der i øvrigt også var kendt for at sky al form for højtravende snak. Snarere end at forsøge at være digter (hvilket han ganske afgjort er), kan det nogle gange føles som om, Henrik Larsen bestræber sig på netop ikke at være det, på ikke at skrive 'poetisk', og det giver ham sin helt egen, distinkte og personlige stemme. "Jeg er stadig Henrik Larsen," skriver han i digtet Tilstandsrapport, "så længe, jeg har kræfterne". Efter Skibbrudgade at dømme er han imponerende godt kørende, så vi kan forhåbentlig se frem til mange flere digtsamlinger fremover.            
 

Det store ja til det hele

Steffen Baunbæk: Det lange farvel - en collage om landsbyen Voel
BoD, 2025

Steffen Baunbæks Det lange farvel, der udkom i maj i år, er ikke en digtsamling, men en erindringsbog skrevet af en digter - og af en fin en af slagsen. Omdrejningspunktet er, jævnfør undertitlen, byen Voel, der ligger cirka 11 kilometer øst fra Silkeborg og 13 kilometer fra Virklund, hvor jeg i øjeblikket sidder og skriver disse linjer. Værket er inddelt i tre hovedafsnit, henholdsvis Glimt fra Vestergården, der handler om forfatterens farmor og farmor, Sten ved kirken, der er en gennemgang af diverse, nu afdøde personer, som forfatteren har kendt, og Voel-frisen, som udgør cirka halvdelen af bogen, og som er en collage af forskellige erindringer og historiske fakta om Voel. Endvidere indeholder bogen også et kort forord og en litteraturliste. 

En erindringsbog om en mindre, midtjysk by vil som udgangspunkt muligvis appellere til læsere med et personligt forhold til byen og/eller forfatteren, men derudover er der velsagtens tale om det, man med nogen ret kan kalde en nicheudgivelse. Alligevel vil jeg varmt anbefale alle - og herunder ikke mindst andre digtere - at læse den. Det lange farvel handler slet ikke om lyrik eller litteratur, men bogen er et genuint rørende, overbevisende og meget tiltalende eksempel på den form for moden inklusion, som for mig at se er en forudsætning for at kunne skrive gode digte. Der findes digtere, herunder især yngre digtere, som tror, at man kan skrive negativt på modvilje, på alt det, man personligt, politisk, æstetisk eller på anden vis ikke bryder sig om og ønsker at tage afstand fra. Det kan man efter min bedste overbevisning ikke, i hvert fald ikke på tilfredsstillende vis. Man kan kun skrive på det, man tager ind. Det, man allerede på forhånd har distanceret sig fra, kan man ikke skrive på. 

For at kunne skrive gode digte, er man nødt til at være generøs, og det er Steffen Baunbæk i sine erindringer. Alle og alting får lov til at være som betydningsfulde dele af historien, og intetsteds undervejs føler han trang til at kritisere eller til at distancere sig. Han formår at bære det hele, og derfor kan han også potentielt bruge det hele. Også kunstnerisk. I sin bestræbelse på at sige farvel til Voel siger han samtidig et stort ja til alt, der var livet, som det var, og det er både smukt og inspirerende. Så læs den endelig. Det er en meget fin bog.