Jeg er stadig Henrik Larsen

Henrik Larsen: Skibbrudgade
Eget forlag, 2025

Der skal være åbenhed i forvaltningen, så lad mig straks bekende, at jeg ikke blot personligt kender Henrik Larsen og har udgivet bøger sammen med ham, men at jeg også aktivt har været involveret i udgivelsen af Skibbrudgade. Larsen er en produktiv digter, og dette er hans hidtil længste digtsamling. Hele 149 sider er det denne gang blevet til, et efter forfatterens eget udsagn "forsøg på at skrive et hovedværk", hvilket han i samme åndedrag karakteriserede som som både "dumt" og "ren hybris". Måske. Det er prisværdigt at have ambitioner, synes jeg. I Henrik Larsens særlige tilfælde vil jeg imidlertid tillade mig at gentage, hvad jeg tidligere har skrevet om Hverdagsmaskeret, nemlig at Larsens totaltekst "ikke (selv om han vistnok selv tror det) består af enkeltdigte eller individuelle værker, men af hans almindelige dage kontinuerligt refereret og kommenteret". Hovedværket er for så vidt det hele. Skibbrudgade er det nyeste bidrag til hans magnum opus.

Samlingen består i hovedsagen af erindringsdigte, ofte lakoniske ("De fleste digtere er døde / De fleste mennesker er døde"), og af øjebliksbilleder. Således for eksempel digtet Februar: "Jeg ved, at vintergækker / og erantis er skudt op / Har ikke set dem selv / men stod og overhørte damen / henne på Svane apoteket / da hun bad om sit Wegovy / Hun havde meget tynde ben". Det er kendetegnende for Henrik Larsens digte, at de er klinisk rensede for ethvert tilløb til metaforik, ornamentering eller metafysik. Digtene er konstaterende, og de er, hvad man måske kunne kalde sprogligt monokrome. Havde Larsen været maler i stedet for digter, ville han givetvis have malet sort-hvide malerier som Franz Kline, en kunstner, der i øvrigt også var kendt for at sky al form for højtravende snak. Snarere end at forsøge at være digter (hvilket han ganske afgjort er), kan det nogle gange føles som om, Henrik Larsen bestræber sig på netop ikke at være det, på ikke at skrive 'poetisk', og det giver ham sin helt egen, distinkte og personlige stemme. "Jeg er stadig Henrik Larsen," skriver han i digtet Tilstandsrapport, "så længe, jeg har kræfterne". Efter Skibbrudgade at dømme er han imponerende godt kørende, så vi kan forhåbentlig se frem til mange flere digtsamlinger fremover.            
 

Det store ja til det hele

Steffen Baunbæk: Det lange farvel - en collage om landsbyen Voel
BoD, 2025

Steffen Baunbæks Det lange farvel, der udkom i maj i år, er ikke en digtsamling, men en erindringsbog skrevet af en digter - og af en fin en af slagsen. Omdrejningspunktet er, jævnfør undertitlen, byen Voel, der ligger cirka 11 kilometer øst fra Silkeborg og 13 kilometer fra Virklund, hvor jeg i øjeblikket sidder og skriver disse linjer. Værket er inddelt i tre hovedafsnit, henholdsvis Glimt fra Vestergården, der handler om forfatterens farmor og farmor, Sten ved kirken, der er en gennemgang af diverse, nu afdøde personer, som forfatteren har kendt, og Voel-frisen, som udgør cirka halvdelen af bogen, og som er en collage af forskellige erindringer og historiske fakta om Voel. Endvidere indeholder bogen også et kort forord og en litteraturliste. 

En erindringsbog om en mindre, midtjysk by vil som udgangspunkt muligvis appellere til læsere med et personligt forhold til byen og/eller forfatteren, men derudover er der velsagtens tale om det, man med nogen ret kan kalde en nicheudgivelse. Alligevel vil jeg varmt anbefale alle - og herunder ikke mindst andre digtere - at læse den. Det lange farvel handler slet ikke om lyrik eller litteratur, men bogen er et genuint rørende, overbevisende og meget tiltalende eksempel på den form for moden inklusion, som for mig at se er en forudsætning for at kunne skrive gode digte. Der findes digtere, herunder især yngre digtere, som tror, at man kan skrive negativt på modvilje, på alt det, man personligt, politisk, æstetisk eller på anden vis ikke bryder sig om og ønsker at tage afstand fra. Det kan man efter min bedste overbevisning ikke, i hvert fald ikke på tilfredsstillende vis. Man kan kun skrive på det, man tager ind. Det, man allerede på forhånd har distanceret sig fra, kan man ikke skrive på. 

For at kunne skrive gode digte, er man nødt til at være generøs, og det er Steffen Baunbæk i sine erindringer. Alle og alting får lov til at være som betydningsfulde dele af historien, og intetsteds undervejs føler han trang til at kritisere eller til at distancere sig. Han formår at bære det hele, og derfor kan han også potentielt bruge det hele. Også kunstnerisk. I sin bestræbelse på at sige farvel til Voel siger han samtidig et stort ja til alt, der var livet, som det var, og det er både smukt og inspirerende. Så læs den endelig. Det er en meget fin bog.   
           

Det sker at vi mødes

Bente Clod: Imellem os
Lyrikbogklubben Borgen-Gyldendal, 1983

Bente Clods Imellem os udkom på Gyldendal i 1981. Mit eksemplar er fra 1983, udgivet af Lyrikbogklubben efter at bogen året før og aldeles velfortjent havde været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Det er næsten med sikkerhed forkert, og jeg vil givetvis gøre mig til grin ved overhovedet at foreslå det, men inde i mit eget hoved, helt privat, består digtsamlingen i hvert fald i afsnit af en form for magisk realisme ("En måne / eller måske en ukendt, orange planet / svæver tungt over den blå blå jord. / Nogen lukker vinduet i det forladte hus med gardinet / i nittenhundredeooteoghalvtreds"), som mig bekendt ikke var udbredt i de tidlige 80'eres danske lyrik. Det 44 år siden, samlingen udkom, og selv om der undervejs er referencer til ting og sager, nutidens unge velsagtens vil være nødt til at google, herunder Jan-bøger, Tommy Steele og Otto Leisner, virker den stadig nøjagtig så frisk og lige-midt-i-tiden, som den må have gjort dengang. 

Digtsamlingen, der er på i alt 77 sider, er i fire dele, betitlet henholdsvis Husker du, Med Tiden, Krystalnætter og Det kan ikke ses men det er der. Som det fremgår af i det mindste de to første titler, er tiden og erindringen væsentlige temaer, det-vi-var, og det-vi-blev: "Det sker at vi mødes og aflyser alle andre aftaler. / Det sker at vi mødes og skilles hurtigt igen". Tidligere i samme digt, Husker du ..., lyder det: Imorgen tidlig skilles vi / for fremtiden skal passes / og min morgen er ikke din". Der er masser af implicitte tab i Bente Clods digte, men en af hendes store, lyriske styrker er, at hun aldrig bliver sentimental, tværtimod: Digtene sprudler af liv, af livsevne og af livsmod. De mange minder, som hun i samlingen skriver på, tynger ikke hendes digte, men er saft og kraft: "Vi voksede op på hvalspyt og nattergalehaner [...] Sammen rejste vi gennem skovenes skov / over de tretten oceaner med kraftcentret i bund!" For så vidt minder Imellem os lidt om Tishani Doshis Piger kommer ud af skovene, som jeg tidligere har omtalt, og som jeg var tilsvarende begejstret for. Clod skriver stærkt, sanseligt og autentisk, og man føler sig mere til stede i sin egen tilværelse efter at have læst hende. Det er kendetegnet for stor litteratur, og jeg anbefaler digtsamlingen varmt.                

 

Arbejder isbjørne også over?

Hans Kappel Skau: Arbejder isbjørne også over?
Wadskjær Forlag, 2024

Hans Kappel Skaus Arbejder isbjørne også over? er ifølge forlagsteksten trykt på bagsiden af bogen "en humoristisk arbejdskritik skrevet i [en] hybridform", der både omfatter historiske notater, korte prosatekster og digte. Humoren er sort og i nogen grad misantropisk. Bogen, der er på i alt 72 sider, handler i hovedsagen om Hans Kappel Skaus tid som arbejder på Svalbard. Efter en kort, historisk intro om hvalfangst og lampeolie beretter forfatter-jeg'et om sin studietid, om at føle sig på afstand af andre og om at leve i et København ("Jeg var så pisse træt af at bo i København") fuld af mennesker, "Objekter, som jeg hver dag skal overhale på min cykel. Genstande, jeg skal stå bagved i supermarked, ved lægen, hos bageren." Han vælger i stedet at flytte til Svalbard, hvor han blandt andet arbejder som turguide, indtil han til sidst igen ender tilbage i København ("Her er så pisse kedeligt / Det var ligegyldigt at møde mine venner i dag"), hvor han cykler "helt tæt på fodgængerne / jeg vil så gerne lange dem en over nakken" og mediterer over, hvor let det ville være at skubbe de øldrikkende "smarte folk" på Dronning Louises bro i vandet: "Det ville være [...] spændende at se dem i deres mund, når de falder / Bare fucke dem en lille smule op / ganske harmløst, selvfølgelig / men de skal ikke tro, at smerten kun er abstrakt." Og hér ender bogen, med disse linjer: "Ja. Det er sådan, fantasien er: / Give dem en over nakken / og spæne væk på sin cykel".

Livet på er Svalbard er heller ikke nemt. Som turguide plages forfatter-jeg'et af "mareridt i orange telte", og han får "svejseøjne og gigtfingre [...] mit røvhul sprækker. Min pik svier, når jeg pisser, og jeg har forvredet min skulder". Han arbejder med maskiner, men "Jeg hader maskiner. De vil mig det ikke godt", og turisterne er ofte ubehøvlede og/eller berusede. Skau har imidlertid rig mulighed for at studere dynamikken blandt den internationale gruppe af mennesker, han arbejder sammen med, og han lærer noget om forudsætningerne og den historiske baggrund for øgruppens erhvervsliv, herunder minedriften. Samtidig er der naturen, som kan være køn at kigge på, men som også for eksempel inkluderer den syge polarræv, forfatteren en dag finder ved sin scooter, "sørgelig og klam", men som han nægter at skyde, for "Jeg er bondesøn. Vi rører ikke ved syge dyr". 

Arbejder isbjørne også over?, der i øvrigt er smukt illustreret af Björk Mo van Dijk, er en mærkeligt rørende bog. Jeg skriver "mærkeligt", for egentlig synes jeg ikke, den burde være det: Forfatter-jeg'et gør sig afgjort ingen anstrengelser for at stille sig charmerende eller forstående an. Han er ærligt talt, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, lidt af en tværing, men han er ærlig, og hans tekster virker autentiske. Man tvivler ikke på, at han ved, hvad han taler om, når han som ovenfor citeret henviser til "smerten", der ikke kun er "abstrakt", og jeg kunne personligt, mens jeg sad og læste, ikke lade være med at beundre ham. Han gjorde det faktisk, han kæmpede sig igennem, og selv om det er en 'arbejderkritisk' historie, er det også et slags eventyr. Ud og hjem igen. Ikke en turistrejse, men hårdt knokleri og virkelighed hele vejen. Det er seriøst godt gået                      

 

Den vilde musling

Milena Rudež: Skyen i vandet / Oblak u vodi
Milena Rudež (DK) og Daorson (Sverige), 2023

Milena Rudež: Efterårsdage / Jesenji dani
Milena Rudež (DK) og Daorson (Sverige), 2025

Digtet Den vilde musling fra Efterårsdage lyder sådan: "lukker en fremmed / ind og danner en / glimtende perle". Det er en slags Milena Rudež'sk poetik, for det er sådan, hun gør. Hun er selv en vild digter-musling, i hvert fald for så vidt "vild" ikke betyder brutal eller løbsk, men organisk og naturlig. Hun digter om det konkrete, ofte små ting, som leder til de største. Et sted skriver hun smukt og melankolsk om "denne stive smålige verden", at "dens intethed [...] er godt pakket ind og / farer sammen ved en mindste raslen". Det er den dér raslen, hun skriver på, virkelighedens små ryk. 

I Skyen i vandet fra 2023 og Efterårsdage, som er udkommet i år, er også formen tilsvarende petit. Skyen i vandet består af haikudigte: "Over alt er der spor / efter andre i mit hus. / Jeg har selv bragt dem". Værket er inddelt i to hovedafsnit, henholdsvis Over marken og lunden og Bag de kulsorte skyer, og hvert hovedafsnit er inddelt i en række underafsnit. Også adskillige af digtene i Efterårsdage er haiku: "Blade på stien / samlet af vinden eller / mænd til gravhøje", men hvor førstnævnte primært består af naturlyrik, handler sidstnævntes andet afsnit, Efterårsdage på plejehjemmet, om Rudež' besøg hos sin mor på et plejehjem, hvor der står "En blomst på bordet / Andet pynt passer på hvad / de gamle spiser". De to yderligere afsnit i Efterårsdage har overskrifterne Stien langs banen og Birkens små grene. I begge digtsamlinger er digtene trykt på både dansk og bosnisk. 

Efterårsdage handler blandt andet om død og om tab, ikke in your face, men stilfærdigt, værdigt og med behørig respekt for det uudsigelige. De allersidste ord i samlingen lyder: "Mine lydløse skridt i / den tomme gade". Ikke raslen, men tavshed. Milena Rudež er en fantastisk god digter, og jeg anbefaler hende varmt.             

Skriv, skriv, skriv

Emilie Nørgaard Madsen: Reflekterende
Wadskjær Forlag, 2024

Emilie Nørgaard Madsens Reflekterende er på hele 129 sider, og bogen byder på 69 digte skrevet i knækprosa-form. Madsen er nordjyde, og ifølge forlagets præsentationstekst er der tale om "en hudløs ærlig digtsamling, der skildrer de rå og ufiltrerede øjeblikke fra digterens 26-årige liv". Det er bekendelseslitteratur med hilsen til Vita Andersen: "Jeg lærte ordet i folkeskolen / Tryghedsnarkoman / Og det er / Et af mine yndlings". Disse første linjer fra digtet Elleve giver for så vidt et udmærket indtryk af stilen: "Som barn er jeg / En smilende pige / Glad og umiddelbar / Men forkert / For besværlig / Store følelser fanget / I en alt for lille krop / Og jeg har altid skulle / Fikses". Digteren skriver om sin barndom, familie, venner, skolegang, sin tid på en efterskole, sit job i en dagligvarebutik, om parforhold og i et enkelt digt om sit forhold til Gud ("Jeg er for ung / Til at love noget").     

Jeg havde i første omgang og af to grunde besluttet mig for ikke at skrive en omtale af Reflekterende. For det første er jeg cirka dobbelt så gammel som Emilie Nørgaard Madsen, og jeg er bedsteborgerlig og kedelig. Digtsamlingen er ikke skrevet for folk som mig, men for Madsens jævnaldrende, som potentielt kan spejle sig i den og relatere sig til de problemstillinger, hun behandler. Det er muligvis blot en undskyldning for dovenskab fra min side, for jeg kunne jo strenge mig an og forsøge at sætte mig i hendes sted og så videre, men jeg var også forbeholden af en anden grund: Jeg har det svært med det dér 'hudløst ærlige' og med bekendelsesgenren i det hele taget, for den sætter mig som kritisk læser i en prekær og lidt ubehagelig situation. Den gør det vanskeligt at tale om digtene som digte uden samtidig at tale om digterens selvforståelse eller mangel på samme. Det traditionelt gode digt er interessant, blandt andet fordi det altid er klogere end digteren, der har skrevet det. Det ved mere. Bekendelsesdigtet er anderledes. Ikke forkert, selvfølgelig ikke, men anderledes, fordi det i bekendelsesdigtet ofte er forfatteren, der tror sig klogest. Sproget er blot et middel til at udtrykke en sandhed, forfatteren på forhånd mener at kende. Helt eksemplarisk er i denne henseende Madsens digt Syvogtredive, hvori hun beretter om, hvordan hun en aften går i skoven "Og finder så vej / Tilbage / Til mig selv". Hvordan skal jeg som et midaldrende knottenhoved forholde mig til det? Jeg forstår naturligvis, hvad hun mener, men min umiddelbare reaktion er ikke desto mindre, "Nej, du fandt ganske afgjort ikke tilbage til dig selv. Du finder aldrig tilbage til dig selv. Det er derfor, du skriver digte." Hvilket, hvis jeg sagde det, indlysende ville få mig til at lyde som lidt af et røvhul, også selv om det ville være sandt.         

Men jeg ombestemte mig altså, for mens jeg sad og tænkte det ovenstående, blev jeg også klar over, at det jo reelt var helt lige meget. Det er bare mig, der er for meget ... mig. Emilie Nørgaard Madsen har skrevet en digtsamling, hvori hun offentligt og ærligt forsøger, som titlen siger, at reflektere over nogle af de indtryk og oplevelser, der har været med til at forme hende som person. Samlingen er en italesættelse i hendes helt eget sprog og uden nykker, og den slags er prisværdigt og bør støttes. I digtet Sytten lyder det rørende: "Vi er til forældresamtale / Og du siger / At jeg er / Reflekterende / Mit livs største kompliment [...] Og du opfordrer mig til at skrive / Skriv, skriv, skriv / En forfatter gemt i maven / Forhåbentlig bliver hun endelig / En realitet". Det gjorde det. Madsen har beundringsværdigt realiseret sig selv som forfatter, og hun er ankommet. Jeg vil gerne byde hende velkommen. I tilfælde af at hun en dag skulle komme til at læse dette, vil jeg tillade mig at gentage, hvad jeg tidligere og i en anden sammenhæng har skrevet her på bloggen: Såkaldte almindelige mennesker, hvad angår poesien, har aldrig har bidraget med noget som helst af betydning. Det er (med Emilie Nørgaard Madsens eget ord) 'forkerte' mennesker, der digter. De digter på deres forkerthed. Det er dér, digtene kommer fra. Skriv, skriv, skriv nogle flere.     

Poesiens hastighed

Reza Farmand: Poesiens fine klinik
Forlaget Ravnerock, 2025

Det har for så vidt ikke noget med den litterære kvalitet at gøre, men Reza Farmand er en sympatisk digter. Jeg har tidligere her på bloggen omtalt hans digtsamling fra 2023, Det er blodet der elsker, som handlede om kærlighed, og som man blev helt varm indeni af at læse. Den nye samling, Poesiens fine klinik, handler også om kærlighed, men mere specifikt, som titlen lader ane, om kærlighed til poesien, ikke kun intellektuelt, men også sensuelt. Som det lyder allerede i samlingens første digt, Mig og min poesi: "I nat følte jeg dens ånde / Mod min hals / Og dens ben mellem mine gloser". Faktisk taler Farmand i digtet nærmest om sin kærlighed til poesien som en slags erotisk utroskab, for selv "Da min elskede kyssede min hånd kærligt før søvn / Og gled den over sit køn / Lagde jeg diskret / Min anden hånd på poesiens køn". "Poesien," lyder titlen på digt nummer to, "er den vildeste af alle kærester". 

Digtene i bogen er ifølge en note oversat af forfatteren fra persisk, og ligesom det var tilfældet med den forrige samling er der noget østligt, eventyrligt og magisk over sproget: "Jeg har taget min poesikappe på", skriver Farmand et sted. "Det er gennem ordene, guderne passerer / Og omringer menneskene". I et digt, der i særdeleshed interesserer mig, Spørgsmålene stråler på min poesi, taler han om vanskeligheden ved være digter eller ved være påvirket af sprogets 'magnetisme', nemlig at det gør ham "langt mere ubehændig end du tror": "Jeg må holde mine ord / Væk fra poesiens magnetiske felter / For at kunne gennemføre / En ukompliceret samtale". At forsøge at føre en fornuftig samtale med en digter kan undertiden være lidt af en udfordring, netop fordi sproget for digtere er magnetisk: Ethvert ord associerer straks til andre ord, metaforer bryder straks sammen og/eller leder til andre metaforer, som presser sig på og forlanger at komme til udtryk. Alting hænger sammen med noget andet, ikke nødvendigvis logisk, men altså magnetisk, hvilket måske også bare er et andet ord for erotisk. 

Sproget, som Højholt plejede at sige, er liderligt, og det er liderligt med en hastighed. Der er et gennemgående tema i Reza Farmands digtsamling, hastighed: "[Poesien] Griber pludselig min hånd", "Den er frygtløs over for hastigheder [...] Og får mig til at løbe", "En poesi der har fælles fjer med hastighed", "Poesi som går et andet skridt i mig", "opløses hastigt i mig", "I hastighederne lader jeg min poesi flyve", "Jeg fornyer min poesi med hast [...] For at kunne iagttage tidens ansigt godt / Rider min poesi på enhver hastighed", "Min poesis tid er altid knap". I digtet Poesi er verdens andet sprog lyder det ganske enkelt, at "Poesi er den rene hastighed". Jeg er opfostret på en blanding af frikadeller med brun sovs og Charles Olson, og mens jeg sad og læste Poesiens fine klinik kunne jeg ikke lade være med at tænke på Charles Olsons berømte essay fra 1950, Projective Verse, hvori han taler om et digt som "a high-energy construct and, at all points, an energy-discharge", hvor "ONE PERCEPTION MUST IMMEDIATELY AND DIRECTLY LEAD TO A FURTHER PERCEPTION". Det er godt, når skal digtes, måske, men ikke nødvendigvis, der der skal tales om poesi. Eller fornuftigt om andre ting. I sin nye samling formår Reza Farmand at skrive langsomt, fattet og smukt om det hurtige, og det er beundringsværdigt.