Jeg er stadig Henrik Larsen

Henrik Larsen: Skibbrudgade
Eget forlag, 2025

Der skal være åbenhed i forvaltningen, så lad mig straks bekende, at jeg ikke blot personligt kender Henrik Larsen og har udgivet bøger sammen med ham, men at jeg også aktivt har været involveret i udgivelsen af Skibbrudgade. Larsen er en produktiv digter, og dette er hans hidtil længste digtsamling. Hele 149 sider er det denne gang blevet til, et efter forfatterens eget udsagn "forsøg på at skrive et hovedværk", hvilket han i samme åndedrag karakteriserede som som både "dumt" og "ren hybris". Måske. Det er prisværdigt at have ambitioner, synes jeg. I Henrik Larsens særlige tilfælde vil jeg imidlertid tillade mig at gentage, hvad jeg tidligere har skrevet om Hverdagsmaskeret, nemlig at Larsens totaltekst "ikke (selv om han vistnok selv tror det) består af enkeltdigte eller individuelle værker, men af hans almindelige dage kontinuerligt refereret og kommenteret". Hovedværket er for så vidt det hele. Skibbrudgade er det nyeste bidrag til hans magnum opus.

Samlingen består i hovedsagen af erindringsdigte, ofte lakoniske ("De fleste digtere er døde / De fleste mennesker er døde"), og af øjebliksbilleder. Således for eksempel digtet Februar: "Jeg ved, at vintergækker / og erantis er skudt op / Har ikke set dem selv / men stod og overhørte damen / henne på Svane apoteket / da hun bad om sit Wegovy / Hun havde meget tynde ben". Det er kendetegnende for Henrik Larsens digte, at de er klinisk rensede for ethvert tilløb til metaforik, ornamentering eller metafysik. Digtene er konstaterende, og de er, hvad man måske kunne kalde sprogligt monokrome. Havde Larsen været maler i stedet for digter, ville han givetvis have malet sort-hvide malerier som Franz Kline, en kunstner, der i øvrigt også var kendt for at sky al form for højtravende snak. Snarere end at forsøge at være digter (hvilket han ganske afgjort er), kan det nogle gange føles som om, Henrik Larsen bestræber sig på netop ikke at være det, på ikke at skrive 'poetisk', og det giver ham sin helt egen, distinkte og personlige stemme. "Jeg er stadig Henrik Larsen," skriver han i digtet Tilstandsrapport, "så længe, jeg har kræfterne". Efter Skibbrudgade at dømme er han imponerende godt kørende, så vi kan forhåbentlig se frem til mange flere digtsamlinger fremover.