Stjernehåb

Majbrit Hjelmsbo: Ovenfra og ned
Forlaget Ravenrock, 2012

Majbrit Hjelmsbo: U-vending og andre retningsskift over tid
Forlaget Ravnerock, 2019

I løbet af den seneste, kolde februaruge har jeg læst to ældre digtsamlinger af lyriker og anmelder Majbrit Hjelmsbo, henholdsvis Ovenfra og ned fra 2012 og U-vending og andre retningsskift over tid fra 2019, begge udgivet på Forlaget Ravnerock. 

Hjelmsbo er bedst, når hun er erotisk og "i leg med halsens / fimredun". Ovenfra og ned indeholder adskillige erotiske digte, og det kødelige og sensuelle er ikke kun forbeholdt mødet med den anden, men karakteriserer også hendes forhold til naturen. "Han / dryppede / al sin kærlighed / ned på hendes / læber" på samme måde som "stille regn" i et andet digt drypper "som tusinde / våde / prikkende / kys", og "Afrodisisk havskum" ved en strandkant "Får mig til at synde / Mellem skaller og småsten". Også kunsten anskues erotisk. I digtet Croquis taler digteren om "mine negles rødkridt" og "kalligrafiske / kærlighedsgerninger", og i Om musik lyder det om tonerne, at "Jeg red på / dem alle".

Som det fremgår af de anførte eksempler skriver Majbrit Hjelmsbo ofte i staccatoform og med mange linjebrud, mere udpræget i Ovenfra og ned end i U-vending og andre retningsskift over tid. Der gik hele syv år fra den første til den anden digtsamling, og U-vending er mere udvortes og lakonisk konstaterende. Det er ikke længere det umiddelbare begær, der er i fokus, men derimod en tabserfaring: "Jeg elsker dig / ikke mere", "Jeg er dødvægten i din rygsæk", "Jeg er luft for dig", "Hun gav sig til at sørge". "Uvist af hvilken grund", står der i digtet med samme titel, "bryder verden sammen". Kødet overrisles ikke længere af kys, men er sat under pres som en rullepølse, og "ingen rullepølse / uden hjerte / slag". Ikke hjerteslag, men hjerte og slag. Der er kun én vej, lyder det i digtet Ultimatum, nemlig "lodret ned / mod / afgrunden", og man enten lade sig falde eller af egen fri vilje springe derned og med Lars Lilholts ord give håbet den længste frist. 

Det er faktisk lige præcis dér, U-vending og andre retningsskift over tid ender, med håbet: "En udbrændt / døende / stjerne / tænder håb / lige dér / hvor engle fødes". Jeg ved ikke, om det fra digterens side er en bevidst reference til Dante Alighieri, der jo som bekendt afslutter alle tre dele af Den Guddommelige Komedie med en henvisning til stjernerne. Under alle omstændigheder: Efter endt læsning kunne jeg ikke lade være med at sidde og ønske, at Majbrit Hjelmsbo ville gøre Dante til sit næste projekt. Hun kunne i så fald passende starte, hvor Helvede i Molbechs oversættelse ender: "Og vi steg ud og genså himlens stjerner." "Jeg vil / bevægelsen", skriver Hjelmsbo i titeldigtet U-vending. Hos Dante lyder det, at "drift og vilje blev i mig bevæget, / så jævnt som hjulet drejes, af den kærlighed / der driver solen og de andre stjerner". Se op og skriv det ned.     

            

En gave hvis jeg ser det

Heather Spears: Jeg kan stadig tegne - Udvalgte digte
Oversat af Niels Hav
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2019

Heather Spears, der som 86-årig døde i 2019, var en canadisk tegner og forfatter. I 1962 emigrerede hun sammen med mand og børn til Danmark, men livet igennem fortsatte hun med at skrive digte og romaner på engelsk. Det blev til i alt 11 digtsamlinger og fem romaner foruden tre bøger med tegninger. Hun modtog adskillige fornemme priser for sit værk, og University of British Columbia er hjemsted for et Heather Spears-arkiv. Hun tog ofte til Canada for at holde foredrag og læse op af sine værker eller for at undervise. Udvalget Jeg kan stadig tegne er smukt oversat af den danske digter Niels Hav.

Som tegner specialiserede Heather Spears sig i, jævnfør titlen på en af hendes bøger, spædbørn i krise. Hun tegnede for tidligt fødte og dødfødte børn. To af hendes udgivelser viser tegninger af nogle af de børn, der omkring 1989-90 blev ofre for den palæstinensiske intifada og for Al-Aqsa-massakren. Det forekommer mig ret væsentligt at forsøge at forstå, hvad dette faktisk betyder. Heather Spears brugte tusindvis af timer på med en blyant i hånden at nærstudere og detaljeret gengive, hvad de fleste af os andre knapt nok kan holde ud at tænke på. Som hun skriver i digtet Dødfødt, Herlev Hospital: "Barnet, misfarvet, / næsten sort, er anbragt / på en slags plastbakke / hun er i en rød sparkedragt, og jeg må sige / at hendes mor vil have hende tegnet med bare fødder". Spears' tilværelse, sådan må det have været, var præget af den dybeste alvor og af en enorm empati. De døde børn skulle ikke glemmes, heller ikke selv om det krævede af hende, at hun konstant måtte konfrontere sig med gruen. 

Flere af digtene i Jeg kan stadig tegne er alderdomsdigte, hvori digteren også adresserer sine egne endelighedserfaringer: "hver ny smerte / bliver spurgt: vil det her blive kronisk?", "Kan du huske / dengang det ikke gjorde ondt?". Hun skriver om koncentrationsbesvær og sammenligner sig i Måske er jeg ved at blive muslim med en ydmyg troende, fordi hun på sine gamle dage hele tiden falder og lander på knæene, "ned i hundestilling / klar til bøn". Spears døde som nævnt kun to år efter udgivelsen. Andre digte i samlingen er politiske, således eksempelvis Guddigtene, hvori  Gud blandt andet er i FN, deltager i en militær pressekonference og "overvejer sin næste inkarnation som tank": "Han vil / sørge for, at Hans er helt almindelig / skabt i Hans billede / dens drab / vil tage alle andre drab på sig". Iblandt de inkluderede er også et flot digt om Storebæltsbroen ("pludselig / er jeg tilhænger af fremtiden"), om Nyborg Station, om vikingeudgravninger og andet. Derudover er medtaget en enkelt prosatekst, Kvinden, der tegnede døde babyer: "Kvinden, der tegnede døde babyer, lo af og til, spiste chokolade og læste pæne krimier i sengen, mens hun passede på ikke at gætte slutningen". 

Heather Spears var en på alle måder imponerende person, og Jeg kan stadig tegne er en imponerende digtsamling. Den er alvorlig, men ikke uden underspillet humor. Den handler om store ting, men er nem at læse, og digtene er følsomme og gribende. Med et udtryk, Spears selv anvender i digtet LFV: Efter endt læsning sidder man tilbage med en følelse af "nøgen forundring og usikker glæde", hvilket velsagtens er det bedste, vi med rimelighed kan tillade os at forvente. Og som nok er mere, end vi reelt har fortjent: "regn, sensommerasters, sorte marker, / sådan er november, en gave hvis jeg ser det".               

En syndefuld griserøv

Albert Hytteballe Petersen: Brev til menneskesønnen
Illustreret af Hans Krull
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2015

Albert Hytteballe Petersen: Laika - min hund
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2019

Allerede i de allerførste linjer i det allerførste digt i Albert Hytteballe Petersens digtsamling Laika - min hund gør han det klart, at han "Nægter fortsat at diskutere / mine kunstneriske forsøg. / Læser ikke mine anmeldelser." Det er jo sådan set befriende, for så kan jeg bagtale ham, uden at han opdager det, i hvert fald for så vidt mine bloglæsere også holder mund. Og der er meget at sige om ham, herunder at han er en fantastisk god digter, og at han (i hvert fald i en dansk kontekst) er helt unik. Der er mig bekendt ikke andre, der skriver som Albert Hytteballe Petersen. Han er sgu sin egen.

Hytteballe Petersen er en politisk digter, men også spirituel. Samlingen Brev til menneskesønnen er, som titlen lader forstå, et brev til Jesus "fra en syndefuld griserøv". Digteren er en slags surrealist, men fuldstændig tro mod det konkrete og historiske. Han er international (og har internationalt format), men digtene er aldrig frit i luften svævende. De er intimt bundet til faktiske steder: Rudkøbing Sygehus, Oure Kirkegård, en flaskeautomat i Bilka, Nørrebrogade 132, 5A-bussen, Netto, Færøerne, skibsværfter o.s.v. Han er humorist, men han er gravalvorlig. Han er det hele, bare aldrig kedelig. Som han skriver i digtet Fynsk snakkesalighed: "her på jorden / er det djævelen / der ikke vil diskutere", og Albert Hytteballe Petersen har taget Vorherres parti. Han vil diskutere alting, herunder også idiotien og uretfærdigheden, "verdens store røvhuller", grådigheden og den såkaldte danskhed. 

Brev til menneskesønnen, der i øvrigt er illustreret af Hans Krull, er inddelt i tre afsnit: Min menneskesøn, som er et selvbiografisk digt om Albert Hytteballe Petersen eget forhold til Jesus og kristendommen, Herrernes menneskesøn, et politisk digt om (mis-)brugen af Jesus-figuren, "Religiøse patentmonopoler" og teknokratiet, og Mennesønnen på Nørrebrogade, hvori Kristus identificeres med en "kakaofarvet" og "nummerløs" dreng ved navn Muhammed, som ender med at blive udvist og torteret til døde. Laika - min hund rummer ud over en række smukke og rørende digte om Laika blandt andet også en lille håndfuld Skibsværftspoesi, erindringsdigte fra tidligere jobs.  

Albert Hytteballe Petersens digte, får man fornemmelsen af, udspringer af en slags simpel tro, måske endog grænsende til hellig enfoldighed, som når han et sted lader Jesus sige, "Det er simpelt, kærlighed, / elsk dem alle, elsk for helvede", og som kritisk kan favne alt. Det operative ord er "kritisk", for selv om han står med åbne arme, er der i intellektuel henseende afgjort intet naivt over Hytteballe Petersen, tværtimod. Hans blik er skarpt og gennemtrængende, også når det gælder religionen. Som han skriver i digtet Rovdyrtid i Laika - min hund (digtets titel henviser vel nok til Mandelstam, som nævnes tidligere i samlingen): "Ved at gøre det spirituelle / til et organiseret religiøst anliggende / ved at begrænse poesien / til et finkulturelt erhverv [...] ved at overlade vores tvivl / til regnearks teologer / er vi borgere blevet forvandlet / til stumme tilskuere / i et cirkus / der ikke kan styre sine rovdyr".

Tag nu bare og læs ham.         

Den første kærlighed

Peter Nielsen: Jeg bor her kun
Centrums Lyrikbibliotek, 1987

Peter Nielsen: Medfødte sekunder
Centrum, 1992

Peter Nielsen: Ansigter, hensigter
Centrum, 1994

Der skal være åbenhed i forvaltningen, så lad mig sige det, som det er: Min danske yndlingsdigter er Peter Nielsen. Sådan har det været de sidste cirka 40 år, og det kommer næppe til at ændre sig. Den for mig betydeligste digtsamling fra mine ungdomsår i 1980'erne og 1990'erne var hverken skrevet af Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen eller Pia Tafdrup. Det var Peter Nielsen Medfødte sekunder fra 1992. Det var den digtsamling, der mere end nogen anden omvendte mig til poesien, og som for alvor gjorde mig til en læser af digte. Hvis jeg ikke dengang tilfældigt var faldet over den, sad jeg næppe i dag og skrev omtaler af digtsamlinger i denne blog. 

Også i Peter Nielsens lyriske forfatterskab er Medfødte sekunder en skelsættende bog. Hans digtsamlinger (og der er heldigvis mange) kan opdeles i et før og et efter. Fra og med Medfødte sekunder ændrede hans digte karakter, og jeg har en begrundet mistanke om, at ændringen i hvert fald til dels skyldtes påvirkning fra den amerikanske digter John Ashbery. Ashbery, der døde i 2017, var en af det 20. århundredes største digtere, og omkring 1989 oversatte Peter Nielsen hans digtsamling Selvportræt i et konvekst spejl, der oprindeligt var udkommet i 1975. Bogen er vistnok fortsat den eneste, der nogensinde har vundet både Pulitzer Prize, National Book Award og National Book Critics Circle Award. Arbejdet med den danske oversættelse har indlysende og forståeligt nok gjort indtryk på Nielsen, som efterfølgende har haft talentet til så at sige at adoptere Ashberys måde og at gøre den til sin egen uden på noget tidspunkt at komme til at lyde som en epigon. Det er for sent at opfinde poesien, og man er nødt til, som Per Højholt ville have sagt, at skrive i røven på nogen. Det kan ikke være anderledes, og i årene, der er forløbet siden Medfødte sekunder udkom i 1992 har Peter Nielsen siddet lige så stille i sit hjem i Hinnerup og skrevet ene ene fantastiske digtsamling efter den anden. 

Som man siger: Man glemmer ikke sit første kys, og jeg har en særlig forkærlighed for de tre digtsamlinger, der introducerede mig til Peter Nielsens værk. Ud over Medfødte sekunder er det henholdsvis Jeg bor her kun, udgivet i 1987, to år før Ashbery-oversættelsen udkom, og Ansigter, hensigter fra 1994. De seneste tre digtsamlinger, Peter Nielsen har udgivet, er Tider (Rosinante, 2017), Planetstier (Rosinante, 2019) og Inden årstiderne; regnlys (Herman & Frudit, 2020).