Stjernehåb

Majbrit Hjelmsbo: Ovenfra og ned
Forlaget Ravenrock, 2012

Majbrit Hjelmsbo: U-vending og andre retningsskift over tid
Forlaget Ravnerock, 2019

I løbet af den seneste, kolde februaruge har jeg læst to ældre digtsamlinger af lyriker og anmelder Majbrit Hjelmsbo, henholdsvis Ovenfra og ned fra 2012 og U-vending og andre retningsskift over tid fra 2019, begge udgivet på Forlaget Ravnerock. 

Hjelmsbo er bedst, når hun er erotisk og "i leg med halsens / fimredun". Ovenfra og ned indeholder adskillige erotiske digte, og det kødelige og sensuelle er ikke kun forbeholdt mødet med den anden, men karakteriserer også hendes forhold til naturen. "Han / dryppede / al sin kærlighed / ned på hendes / læber" på samme måde som "stille regn" i et andet digt drypper "som tusinde / våde / prikkende / kys", og "Afrodisisk havskum" ved en strandkant "Får mig til at synde / Mellem skaller og småsten". Også kunsten anskues erotisk. I digtet Croquis taler digteren om "mine negles rødkridt" og "kalligrafiske / kærlighedsgerninger", og i Om musik lyder det om tonerne, at "Jeg red på / dem alle".

Som det fremgår af de anførte eksempler skriver Majbrit Hjelmsbo ofte i staccatoform og med mange linjebrud, mere udpræget i Ovenfra og ned end i U-vending og andre retningsskift over tid. Der gik hele syv år fra den første til den anden digtsamling, og U-vending er mere udvortes og lakonisk konstaterende. Det er ikke længere det umiddelbare begær, der er i fokus, men derimod en tabserfaring: "Jeg elsker dig / ikke mere", "Jeg er dødvægten i din rygsæk", "Jeg er luft for dig", "Hun gav sig til at sørge". "Uvist af hvilken grund", står der i digtet med samme titel, "bryder verden sammen". Kødet overrisles ikke længere af kys, men er sat under pres som en rullepølse, og "ingen rullepølse / uden hjerte / slag". Ikke hjerteslag, men hjerte og slag. Der er kun én vej, lyder det i digtet Ultimatum, nemlig "lodret ned / mod / afgrunden", og man enten lade sig falde eller af egen fri vilje springe derned og med Lars Lilholts ord give håbet den længste frist. 

Det er faktisk lige præcis dér, U-vending og andre retningsskift over tid ender, med håbet: "En udbrændt / døende / stjerne / tænder håb / lige dér / hvor engle fødes". Jeg ved ikke, om det fra digterens side er en bevidst reference til Dante Alighieri, der jo som bekendt afslutter alle tre dele af Den Guddommelige Komedie med en henvisning til stjernerne. Under alle omstændigheder: Efter endt læsning kunne jeg ikke lade være med at sidde og ønske, at Majbrit Hjelmsbo ville gøre Dante til sit næste projekt. Hun kunne i så fald passende starte, hvor Helvede i Molbechs oversættelse ender: "Og vi steg ud og genså himlens stjerner." "Jeg vil / bevægelsen", skriver Hjelmsbo i titeldigtet U-vending. Hos Dante lyder det, at "drift og vilje blev i mig bevæget, / så jævnt som hjulet drejes, af den kærlighed / der driver solen og de andre stjerner". Se op og skriv det ned.