Mellem omgivelserne og omstændighederne

Kim Sindberg: Månen over i'et i Helsinki
Forlaget mellemgaard, 2024

Kim Sindberg: Et ÅrsværkSted
BoD, 2025

Kim Sindberg er produktiv og har til dato udgivet mere end 20 bøger. Månen over i'et i Helsinki og Et ÅrsværkSted er vistnok hans digtsamlinger nummer henholdsvis syv og otte. Sådan cirka. Sidstnævnte, Et ÅrsværkSted, byder på digte fra alle uger i 2024, 56 i alt, oprindeligt publiceret på Facebook og Instagram. Månen over i'et i Helsinki er i fire dele plus en prolog og et coda. 

Jeg kunne aldrig under normale omstændigheder finde på at benytte udtrykket "fedt", for jeg er vestjyde, og vi snakker ikke sådan. Alligevel vil jeg i dette tilfælde gøre en undtagelse og mene, at Sindbergs digte er fedt fabulerende. Egentlig burde jeg vel kalde digtene surrealistiske, i hvert fald delvist, og referere til nogle af de globalt guldrandede, surrealistiske lyrikere, men jeg vil hellere (for jeg er stadig vestjyde) sammenligne med Johnny Madsen: "Det er koldt fra alle verdenshjørner / og ballonlungerne hvæser", lyder det hos Sindberg. "Kører mod strømmen / med Dostojevski i håret / og en hvilepuls under frysepunktet", "Der står en profet med grus i tænderne / for enden af ørkenen", og "Den moderne mand / i rød skovmandsskjorte / stod midt på Highway 3 / i Billings, Montana / og betragtede himmelrummet". Mens jeg læste, kunne jeg ikke lade være med at sidde og nynne: "Der er tusind mil til en tanker / Og mine Reebok er fulde af vand / Jeg synes jeg kan høre Bounty lette anker / Og sejle til Bountyland".

Det er grove løjer at sammenligne digtere på den måde, det forstår jeg naturligvis, men det er ok, dels fordi det er komplimenterende at blive nævnt i samme åndedrag som Johnny Madsen, og dels fordi Kim Sindberg så ganske afgjort ikke er en epigon. Han er helt sin egen, og omend han har det fabulerende og sprog-smidige til fælles med Madsen, er han i sine digte ikke tilsvarende mytologiserende. Som han i Et ÅrsværkSted skriver i et hyldestdigt til Michael Strunge: "sproget forsvinder / under dine fødder / med livets hastighed". Alting hvirvles op, det private, det sociale, det politiske, og vi kan gribe efter det, men det fortabes ligesom sommeren i digtet 2024uge2: Lost in Transit "et sted mellem omgivelserne / og omstændighederne". "Nu er der", som han skriver, "meget der tyder på / at den [sommeren] er gået tabt".        

Tredje del af Månen over i'et i Helsinki, betitlet gemmebogen, er et systemdigt, hvori hvert vers indledes med ordene "Mens vi gemmer os i". Femte vers lyder: "Mens vi gemmer os i den hvide victorianske have / går en giraf ind / i den brændende skov". Det kan vel næppe blive meget mere freudiansk, og det lyder som en beskrivelse af et maleri af Salvador Dali. Men er selvsagt også politisk. Kim Sindberg er i sine digte over det hele, for det hele er i ham, og han skriver det. Det er ofte morsomt, fordi billederne i digtene er originale og overraskende, men det er "lykkelige fødder / på et gulv af sorg". Et digt i Månen over i'et i Helsinki har titlen Øjne i et konvekst spejl, og hvad enten det er sandt eller ej, kan jeg godt lide at forestille mig, at det er inspireret af John Ashberys Selvportræt i et konvekst spejl. (Kim Sindberg, hvis du læser dette og ikke kender ham: Ashbery er af din slags.) "Den Kinesiske spionballon / dalede yndefuldt", lyder det i Sindbergs digt. Ashbery (i Peter Nielsens fremragende oversættelse fra 1989) skriver: "Ballonen siger bang, opmærksomheden / vendes sløvt bort".

Sindberg er en fornem og egenartet digter, man bør unde sig selv at læse. Så tag og gør det. Af de to nævnte digtsamlinger er Et ÅrsværkSted den mest løse i kødet, men den er billig, og jeg kan ikke komme i tanker om en eneste grund til, at man ikke skulle købe dem begge.