Gnid sårene når månen er halv

Neringa Abrutytė: Fingre
Oversat af Sotiris Souliotis

forlaget politisk revy, 2003

Her er en sand historie ude fra virkeligheden. For cirka en måned siden købte jeg et par digtsamlinger i Den Blå Avis, den ene et eksemplar af Tomas Transtömers Samlade dikter 1954-1996. Sælgeren viste sig også selv at være lyriker, endda en gevaldigt god en af slagsen, litauiske Neringa Abrutytė, og da jeg modtog pakken med bøgerne, opdagede jeg til min store glæde, at hun også havde vedlagt et eksemplar af sin egen, danske udgivelse, Fingre fra 2003. Oversat af Sotiris Souliotis. De to digtsamlinger, jeg oprindeligt havde været interesseret i, placerede jeg i reolen, og jeg har endnu ikke haft tid til at kigge nærmere på dem. Til gengæld satte jeg mig straks til at læse Abrutytė. Det begynder sådan her: "Man skal svømme længe og få øjnene fyldt med vand for, lige efter at have lukket dem for søvnen, at kunne få øje på den azurblå bund, som sammen med vandet, der er klart som sprit, beroliger sjælen".

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der for tiden har Dante på hjernen (se også min omtale af Majbrit Hjelmsbos to digtsamlinger), men den dér "azurblå bund" fik mig straks til at associere til Jorge Luis Borges' foredrag om Den Guddommelige Komedie, hvori han opholder sig ved det sted i Skærsilden, hvor Dante sammenligner daggryets farve med en "orientalsk safir". Denne safir, siger Borges, er "fuld af Tusind og én Nat". Det har ikke meget med Neringa Abrutytės digtsamling at gøre, måske, men det har det alligevel, for ligesom samlingen starter med vand, med det azurblå og potentielt eventyrlige, ender den også med vand, nu blodigt: "Da jeg prøvede at barbere et hår af benet med dit barberblad skar jeg mig i venen - det løber ud i det kolde vand og hele dette møde ligner snarere mystik". Det er prosaisk og dagligdags, men også magisk og "snarere mystik". I digtet drømmehud er der i øvrigt også "en blå flamme på søens overflade". 

En del af Abrutytės digte, som det vil være fremgået af de ovennævnte eksempler, er prosadigte. Andre, heriblandt min personlige favorit, synet af de hængte, er mere traditionelle og med linjebrud: "jeg tog en knogle med hjem fra kirkegården / jeg har hørt / at med den skal man gnide sårene / når månen er halv // ikke kradse i sårene hvert år". Digtet, der er både smukt og genuint rørende, handler om døden. Fingre er på i alt kun 35 sider (faktisk 42, men digtene starter på side 7), men samlingen er ikke hurtigt læst, for den er dyb. Der er kærlighed og tab af kærlighed, erindring, skræk og humor, alt sammen underspillet og ligesom i eftertanken, men netop derfor og på forunderlig vis så meget mere overbevisende. 

Fingre var en fornem gave at få foræret, og jeg føler mig ret overbevist om, at det er en af de digtsamlinger, jeg vil blive ved med at vende tilbage til. Bogen er cirka 22 år gammel, og så vidt jeg ved, er der ikke udgivet andre lyriske værker af Neringa Abrutytė på dansk. Der findes vistnok tre digtsamlinger på litauisk fra henholdsvis 1995, 1997 og 2003. Digtene i Fingre stammer fra de to første og fra digte publiceret i en lyrikalmanak i 1999 og 2001.