Det åndgribelige - Et interview med digteren Irene Sidenius

Min største læseroplevelse i 2024 var Irene Sidenius' digtsamling Jeg spejler en krig, udgivet på forlaget Brændpunkt. Jeg skrev en omtale af samlingen i oktober 2024, og måneden efter skrev jeg også en omtale af Sidenius' to tidligere udgivelser, Jeg skriver et træ fra 2018 og Jeg drømmer en natsværmer fra 2022. 

Jeg blev nysgerrig efter at vide mere om digteren Sidenius, og jeg er taknemmelig for, at hun indvilligede i at give dette interview. I det følgende fortæller hun lidt om sin baggrund som digter, om sine inspirationskilder og om sin skriveproces. 


Bo:

Irene Sidenius, tak fordi du har sagt ja til at give dette interview. Jeg vil være fræk nok til at starte med at stille dig et måske lidt plat spørgsmål. Som det er fremgået af mine omtaler af dine digtsamlinger her på bloggen, er jeg meget begejstret for dem. Hvordan bliver man så god til at skrive, som du er? Har du altid skrevet, eller er det noget relativt nyt? Har du taget kurser, eller har du gået på en forfatterskole af en slags?

Irene:

Jeg blev faktisk rystet over din begejstring for mine digte. Jeg har vænnet mig til et stille liv omkring mine værker. At nogen virkelig læste min digtsamling med en interesse som din gjorde mig stum. Som en anden digter, Katarina Lewkovitch, skrev til mig, da hun blev set: "Det gør ondt at blive set og det gør ondt ikke at blive set." Lige nu glæder det mig at blive set.

Det er en svær opgave, du sætter mig på, men jeg prøver at svare på dine spørgsmål.

Hvordan man bliver god til at skrive? Jeg ved ikke, hvad "god" er, men jeg kan mærke i skriften en egenart, ordene er anderledes ledende hver gang. Som om noget vokser i sproget og har været lagret i mellemtiden som vin, man ikke kan tage hul på for tidligt, selvom vinen kommer fra den samme stok. Jeg kender den ikke på forhånd og ved ikke, hvor den kommer fra. Jeg kan godt lide at være arbejder på digtet og ikke ejer.

Der ligger mange års læsning og stemmer, der har talt til mig, fra jeg lærte at læse, bogens mysterium. Nogle stemmer blev mine læremestre, måske bare i korte sætninger, men vigtige iagttagelser. Jeg møder dem på vejen og er derfor aldrig helt alene, når jeg skriver. Når for eksempel Walter Benjamin siger, at digtet som det moderne menneske må rumme opbrud og selvmodsigelser, og hvad han ellers i den aktuelle nutid vil sige.

Jeg sammenligninger også af og til digtningen med at være billedhugger. Værket ligger gemt i stenen, og du må tage det væk, som ikke er værk. Det kræver en særlig sans for at slippe værket fri. Nogle gange tager det lang tid, andre gange er det nemt.

Det er måske et svar lige så "plat" som dit spørgsmål. Men lad os begge finde et andet ord for det, vi vil tale om, ikke? Jeg opfatter ikke dig som plat, heller ikke mig selv, men vi må jo hver især overveje, om der er noget om snakken. Jeg går mere i dybden nu.

I et af mine digte skriver jeg "ridser i min sengegavl" … og i kalk. Da jeg var lille, to til fire år, boede far og mor og to børn i en lejlighed i et smalt stræde. Lyden af skridt og tramp steg op mellem husene som gennem en højtaler. Jeg husker endnu lyden af soldaterstøvler, de hårde tramp mod brosten. Jeg ridsede længe før, jeg lærte at skrive ord. Jeg forstod ikke, hvad at skrive var, men at ridse bare en lille streg betød at åbne til noget andet. "Andet". Ordet rids hører til i teksten. Jeg ridsede i kalk, hvortil hører ord som kirke, hav, grav, barn. Imellem disse ord findes evigheden, en nærhed, som er lige hér udenfor tid. I denne evighed befinder jeg mig, når jeg skriver. Her opstår værket. Sådan har det været, siden jeg kom ind i skriften. Jeg husker årene, da jeg længtes efter at skrive, imens jeg skrev og skrev og lærte alt det, jeg måtte kassere, inden jeg kom frem.

Jeg har som kunstner arbejdet med at ridse med grafiknålen ind i zink, kobber og pap med mange lag lak. Det har været som at sætte spor, banke på og få svar. Jeg tror, der for mig er tre sprog, maleri, grafik og digtning, som jeg har delt med verden.

Bo:

Jeg har læst de tre digtsamlinger, du har udgivet på Brændpunkt. Findes der andre, tidligere samlinger? Har du udgivet andet?

Irene:

Nogle af mine tekster har været med i antologier. Jeg var engang taknemmelig over, at nogle af mine tekster var sluppet ud i verden, hvilket gjorde mig meget nervøs. Det, jeg skrev, var godt nok til at blive udgivet, men jeg var endnu for angst for mødet med verden udenom.

Jeg skrev og talte engelsk i firsernes Chicago. Jeg fandt i gratisavisen The Reader undervisning i creative writing hos Mel Levatino i en nordlig, slidt bydel. Han havde haft flere internationalt prisvindende elever, han levede af at se os, klodsede, ambitiøse, nogle pakket ind i sjaler og tørklæder, vokse ud af den skal, vi havde indkapslet os i. Gamle elever og kendte forfattere kom og læste op i vores ramponerede cementlokale, som jeg på et tidspunkt følte var en undergrundsbevægelse. Mel Levatino havde et kald, han må være nær 100 år nu. Han har lige sendt kapitler fra sin sidste bog via mail. I årevis underviste han om aftenen i uptown uden at betale for skolelokalet. En sort pedel lod os være, jeg tror han måske selv havde en drøm langt inde om at skrive, og han værnede om den i os.

Måske holdt jeg på mine historier uden at vide hvorfor. Hvis der var et hvorfor. Min far havde været i modstandsbevægelsen, og vores hus blev bombet. Jeg mødte en russisk forfatterinde, der havde været fange i Sibirien. Så mødtes vi, og hun fortalte om at skrive i fangenskab med daglig vold på sin krop. Nogle skrev om high school, incest, mysterier og ufoer. Jeg begyndte med ord som tjære, ulv, røg, flugt, smoking (dinner jacket), ensomhed, jordkælder, æbler, hedestrækninger. Ud af det voksede granskove og Kiruna, et ord, som blev et sted i mig, som lagde grunden til skrift og frihed til digte og short stories. Nogle af mine tekster blev udgivet i litteraturtidsskrifter for længst omkommet i markedsstrømmen. Jeg kom ind i en billedkunstnercirkel, Labyrinth. Den blev en slags familie. En kendt kunstner sagde: "Vi er den familie, du selv har valgt." De så mig. Jeg følte mig set. Vi gjorde os umage for hinanden.

Tilbage i Danmark 10 år efter var alt fremmed Jeg havde jeg mistet min udvikling som kunstner i det danske sprog. Kunsten næres af ubegribelige sammenhænge ligesom nervesystemet. Firserne blev tilbage i Chicago som forenede nervesystemer i kunstakademiet, en skrivegruppe udsprunget af Mel Lavatinos creative writing, kunstcirklen Labyrinth, C.G.Jung Instituttet, performance art-teatret Persephones Lab, café Pergolesi, arbejde, arbejde, arbejde for at holde livet kørende. Meget skete for mig i firsernes Chicago.

Valg, skæbne, familie. Tilbage i København begyndte jeg forfra med at finde mig selv og måske en vej. I min hjerne forblev Kiruna et eksil for skriften.

Ti år med andres bøger og studier, blandt andet religionshistorie på Københavns Universitet og danske kurser om C.G. Jungs psykologi og tre år i Fjaltring på vestkysten.

Saxo oprettede en forfatterskole på nettet. Tekster blev set af andre hver uge i flere år. Mine tekster blev ikke valgt. Det var et anderledes voksested for mennesker med forfatterdrømme, nogle på kanten af depression, nogle med en skarp tunge og humor, en ejendomsmægler, som slog igennem med et ihærdigt og voksende forfatterskab, en krimiforfatter, som fik stor medvind og ramte sine læsere på nettet. Det var mennesker fra hele Danmark, og der var ingen grund til konkurrence, ingen overordnet kritik, ingen særlig, synlig jantelov, ingen anden struktur end tidspunktet for indsendelse af den næste tekst. Skriveskolen stod på i nogle år, indtil Saxo lukkede formatet, og de der kunne, overgik til WordPress.

Bo:

Kan du fortælle lidt om din baggrund? Når man møder digter-jeg'et Irene Sidenius i digtene, hvor kommer hun så fra?

Irene:

Digter-jeg'et er vist vokset ud af en åndelig integration af temaer som krigen, far og mor, kirken, landskaber, strandenge, fugle, fly, bydele, familie, kærlighed og tab, arkitektur, sjælens eksilpladser, indre og ydre, muligvis en vej mod integration af modsætninger, indre og ydre, ægteskabet mellem sæler og jomfru Marias sengehalm, mord, selvmord og død. Sjælens udødelighed. Tro, håb og kærlighed.

Bo:

I begge mine omtaler af dine digtsamlinger på bloggen sammenlignede jeg dig med Inger Christensen. Du har efterfølgende i en e-mail ladet mig forstå, at det nok var en smule misvisende, og at du føler, du er gået en anden vej end Christensen. Det interesserer mig. Er det noget, du har lyst til at uddybe, og kan du eventuelt fortælle lidt om dig selv som digtlæser? Hvilke digtere holder du af, og hvilke digtere har rent faktisk påvirket dig mest?

Irene:

Jeg mødte Inger Christensen i tresserne og i halvfjerdserne. Første gang var hun sammen med Poul Borum. Vi mødtes ofte på det samme værtshus. Man drak og røg og snakkede. Han var udadvendt, hun indadvendt. Jeg tror, at hun havde udgivet sin første digtsamling. Hun virkede farveløs, han flamboyant. Jeg opfattede hende som digter, før jeg vidste det om hende. Det var måske Poul Borum, der fortalte det. Da jeg fik at vide, at de var gået fra hinanden, forstod jeg det godt.

Jeg mødte hende senere, da hun havde skrevet det. Jeg arbejde bag kameraet i forbindelse med Henning Carlsens film Er I bange?. Inger Christensens digte indgik som en rød tråd gennem filmen, fremført af musikgruppen Burning Red Ivanhoe. Vi kørte meget i bil sammen mellem filmoptagelser og lydoptagelser i et musikstudie, og vi havde mange samtaler om det, der lige var foran næsen for os begge to. Ingen tænkte så meget på at mødes privat i den periode. Hun omtalte aldrig sig selv som digter.

Jeg tror, at forskellen mellem Inger Christensen og mig er hendes fødte tilgang til litteraturen og dens mennesker i København. Mennesker omkring Poul Borum var også hendes mennesker, adgangen, dørene var åbne, selvom om man ikke gik ind ad dem.

Jeg var enlig mor, boede i København, hvor min fars familie kom fra, en stor familie med megen selskabelighed og musik. Jeg var som eneforsørger nødt til at arbejde, passe mit barn og at handle på de krav, der blev stillet til mig. Men jeg tænkte om mig selv, at jeg var kunstner og tegnede og malede sideløbende, og ridsede, satte spor. Mange af mine digte er "født" i barndommen i mine bedsteforældres baghave i Charlottenlund, som havde en hemmelig høj med sten, højt græs og en lille skov. Jeg husker min farmor en nat på højen. Jeg stod ved siden af hende og holdt sikkert fast i hendes forklæde. Det var et fortryllet øjeblik, da hun udpegede en stjernehob på himlen, hvori Sirius indgår. Sirius er også et værksted for ånden, et bibliotek for hemmeligheder, og hvor drømme bor. Sirius er også en himmels hundehvalp.

Jeg kom ikke på universitetet som ung på grund af synden, sex. Jeg fik et barn udenfor ægteskab, og jeg ville ikke giftes. Dengang var det kulsort.

Bo:

Jeg er nysgerrig efter at høre noget om din proces, når du skriver. Der gik fire år fra Jeg skriver et træ udkom i 2018, til Jeg drømmer en natsværmer fra 2022. Derefter gik der yderligere to år, før Jeg spejler en krig udkom. Det er i alt seks år. Havde du allerede alle tre bøger i hovedet, da du satte dig ned for at skrive det første digt i den første samling, eller udviklede det sig efterhånden? Og er du villig til at fortælle lidt om, hvad du helt konkret gør, når du skriver et digt? Går det langsomt, eller går det hurtigt? Tager du på forhånd noter? Ved du i det store og hele, hvad det pågældende digt skal handle om, inden du skriver det?

Irene:

Jeg ved ikke, om det går an at sammenligne skriveprocesserne med åndelige svangerskaber og fødsler. De er skrevet under forskellige omstændigheder, de er helt forskellige, og hver bog er helt sig selv, når de er skrevet. Forud er der måske en slags inkubationstid, måske en erkendelsesproces, som har taget skrivetid, måske i årevis, kredsende omkring dybere, eksistentielle følelser før undfangelsen, en slags opvågnen og accept. Jeg skriver løbende og føler mig knyttet til mit daglige skriv, selvom jeg også forsømmer det og mister troen på mig selv som forfatter undervejs. Jeg kan føle det, som om jeg er faldet langt bort fra kaldet. På et tidspunkt begynder jeg at mærke, at digtene kommer igen, en slags forhøjet eller oprigtig tilstand og troen på, at der "i stenen" vil være en skulptur. Det betyder, at digtene allerede er der midt i det endnu uformelige, og at jeg begynder at tro på, at digtet vil vise sig ved, at jeg møder op og tager imod det. Det synes jeg er svært og angstprovokerende samtidig med, at jeg elsker at tro og mærke livet udfolde sig fra "Ordet". Ordene, sproget, mit "åndgribelige".

Bo:

Da jeg stillede dig det forrige spørgsmål, brugte jeg udtrykket "handle om". Hvordan har du det med idéen om, at digte "handler" om noget? Kan man overhovedet sige sådan?

Irene:

Digtene handler altid om noget, men de er ikke et dække for noget andet. De er født og derfor ukendte, de er åbne døre for dem, der læser dem, også for mig. Selv når jeg bruger ord som far og mor, handler de ikke om min far og mor, men måske om alles far og mor eller vilkårets far og mor eller arketypen far og mor, men mest som strejf ligesom et vindpust, som aldrig er det samme, aldrig det samme vindpust. Digtenes sprog er et andet end det daglige sprog. Jeg kan godt lide betegnelsen "eksistensmeddelelser".

Jeg har set en fars hånd om en skovl i et digt skrevet af en irsk digter, Seamus Heaney. Jeg læste det, da jeg var ung, og jeg glemmer det aldrig. Den hånd og den skovl blev skrevet som en bloddråbe på vådt trækpapir, og alt det udenom digtede jeg selv videre på. Nogle digte bærer en sammenhæng og kan ikke undværes. Nogle bærer en dyb betydning i sig selv. Nogle gange skifter de plads.

Bo:

Jeg vil gerne spørge dig om et specifikt digt fra Jeg skriver et træ. Der er et helt kort digt, der lyder: "munden en drøm / bær dig selv", og det har sat sig på tværs i mit hoved. Lige siden, jeg læste det, har jeg gået rundt og gentaget det for mig selv. Kan du tale lidt om dét digt? Hvor kom det fra?

Irene:

"munden en drøm / bær dig selv". Jeg vil prøve at sige noget om digtet, som jeg læser det nu:

"drømmen" ligger i sit sted ubevidst i langsom tilblivelse og kan endnu ikke transformeres til sprog, kan endnu ikke siges ... "munden".

"bær dig selv" er et vilkår. Kun digtet kan udsige sig selv, og digteren må bære det at vente, at bære det at være i sin ensomhed, ene om at være digter, er selv ansvarlig for at skrive eller at få et ord ned på papiret.

Bo:

Er det flere digtsamlinger på vej?

Irene:

Det betyder noget, at forlaget gerne vil have et manuskript fra mig, at der er i hvert fald nogen, der tager imod i den anden ende. Alligevel ved jeg det ikke. Jeg skriver, og "jeg kan mærke noget".