Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så begejstret for at have opdaget en ny digter, som jeg er for at have opdaget Irene Sidenius. Hun er helt utrolig talentfuld. Mig bekendt har hun indtil videre kun udgivet tre digtsamlinger. Den første kom i 2018, Jeg skriver et træ, og den var god. Derefter gik der fire år, før den næste udkom, Jeg drømmer en natsværmer, og den var endnu bedre. Og i år, to år senere, er udkommet Jeg spejler en krig, som jeg tidligere har omtalt på bloggen, og som er den bedste digtsamling, jeg har læst i år. Sidenius lagde ud med en imponerende debut, og progressionen siden har været nærmest skræmmende. Allerede efter kun tre digtsamlinger, alle udgivet på forlaget Brændpunkt, har hun efter min bedste overbevisning formået at etablere sig som en af vor betydeligste, nulevende digtere.
I min tidligere omtale af Jeg spejler en krig sammenlignede jeg Sidenius med Inger Christensen. Det var muligvis frækt, men ikke desto mindre vil jeg gøre det igen, for det er for svært for mig at lade være. Ligesom Christensen har Sidenius evnen til at få sammenflettet det allermindste og mest intime med det politiske og det historiske, herunder også med krigen og volden, og ligesom Christensen mestrer hun det sitrende afmålte. Jeg plejer ikke at citere hele digte, men jeg vil gøre en undtagelse med dette digt fra Jeg drømmer en natsværmer, hvori digteren ligefrem taler om "målebånd", og som eksemplificerer, hvad jeg taler om:
et rum mellem dig og et skovbryn
en sansning og mulig som bygning
et målebånd allerede har målt
stå stille i mørket
hvor stierne krydser hinanden
vent gå ikke bliv
og skoven lukker dig ind
i sin uberørte blindhed
Som blandt andet min store helt, Charles Olson, holdt af at påpege, er et digt et spændingsfelt. Det er spændingen, der gør et digt interessant, og noget tilsvarende kan vel siges om arkitektur ("mulig som en bygning"). Digtet om skovbrynet står skarpt og nærmeste gnistrende med alle sine modpoler: En mulighed og en tilladelse ("skoven lukker dig ind"), en venten og en gåen, en blindhed og en opmåling, en afstand ("et rum mellem dig ... ") og en krydsning.
Når jeg ovenfor har antydet, at Sidenius efter min mening bliver bedre fra digtsamling til digtsamling, er det fordi, spændingen (såvel som det konkret arkitektoniske m.h.t. digtenes opsætning) stiger fra samling til samling, og sproget ligesom strammes. Og misforstå mig ikke. Allerede fra det allerførste digt i den første samling, Jeg skriver et træ, er hun på, men de tidligste digte er ligesom luftigere. Måske er det i virkeligheden blot en smagssag, hvad man foretrækker, og under alle omstændigheder kan det være helt lige meget, for man bør læse alt, hvad hun har udgivet. Seriøst.
Irene Sidenius' digte er det hele: Det er erindringsdigte, herunder blandt andet om hendes farmor ("vi blafrer som skibe / min farmor og jeg"), det er kærlighedsdigte og længselsdigte, naturdigte og politiske digte, drømmedigte og digte om det sanselige. Ikke hver for sig, men samtidigt, alting. Det sidste digt i Jeg drømmer en natsværmer slutter med linjerne "jeg vil sy en afgrund sammen / i det sene vinterlys". I et andet digt i samlingen lyder det: "for enden af stien der springer en kilde [...] se koppen på bordet / hvor lyset står tændt". Det er en helt privat association, det forstår jeg, men da jeg læste det, tænkte jeg på Andrej Tarkovskijs film Vandringsmanden, som handler om en rejse ind i "zonen" på vej mod en slags kilde, og som ender med en pige, der sidder og kigger på et glas på et bord med "lyset" som en spirituel eller åndelig magt. (I Tarkovskijs film Nostalghia er der en lang scene med en mand, der bærer et lys). Der er ikke langt fra Irene Sidenius og hendes "sene vinterlys" til Tarkovskij, det synes jeg ikke. Heller ikke selv om min association måske bare er tilfældig. Hendes digte er i hvert fald smukke på den samme måde.
Det skal i øvrigt blot tilføjes, at Sidenius også selv har lavet illustrationerne til digtsamlingerne, og at bøgerne er flotte. Jeg anbefaler dem på det varmeste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar