Jeg sætter en grænse for tomheden

Johannes L. Madsen: Udvalgte digte
Vindrose, 1985

Johannes L. Madsen blev født i 1942 og døde i 2000. Hans mest aktive periode som forfatter var i tiåret fra 1965, hvor 20 Opdigte og A B Se Digte udkom, til 1975, hvor Min fuldautomatiske pen udkom på forlaget Swing. Derefter kom der kun en børnebog, Læs igen bog fra 1983, og samme år en enkelt fortælling i Gyldendal-antologien Fantastiske fortællinger. I 2003 udgav Arena al Johannes L. Madsens poesi i et samlet værk med titlen JLM, redigeret af Lars Bukdahl og Eli I. Lund. Udvalget i Udvalgte digte fra 1985 er foretaget af Knud Holten. Mit eget eksemplar er et kasseret bibliotekseksemplar, som jeg for 20 år siden købte for en tier på Skanderborg Bibliotek. Johannes L. Madsen-bøger er svære at finde (eller i hvert fald bekostelige at købe), for folk vil ikke af med dem, og der er ikke mange i omløb.   

Johannes L. Madsen var en særling, et syrehoved og en gudsbenådet digter. Han startede med at skrive såkaldt konkret poesi, men udviklede sig senere til en mere traditionel lyriker, fortsat med fokus på sproget som sprog, men billedrigt og originalt: "svirpende tunger / som slikker en ubegribelig måne", "kun spaltet / af dødens / stillestående fisk", "dyrenes øjne de / driver i skovens bassiner", "de fløjtende fugle / bryder indover øjenlågene". Der er ikke langt til andre betydelige digtere som Simon Grotrian og Katarina Lewkovitch, men Madsen var et andet sted. Det er nok muligt, at et af de i samlingen inkluderede digte har titlen Telema, men der er intet religiøst eller metafysisk over Johannes L. Madsens skrift. På den anden side af det konkrete og det konkretes forviklinger er tomheden. Digtet i tomheden fra nedspildt spruttende af syre både indledes og afsluttes helt bogstaveligt med linjen "jeg sætter en grænse for tomheden". Uden for digtet er kun det hvide papir, som altså er tomt, men som også (som udfoldet i Per Højholts poetik) er det intet, det værende opstår ud af, og som altså er en mulighedsbetingelse. Hvis der ikke var hvidt papir, kunne digtet ikke stå på det hvide papir. Det er en materialistisk tilgang til poesien, ikke en religiøs eller spirituel. 

Det er bare en personlig holdning, og det kan for så vidt være ret ligegyldigt, men meget af sen-60'ernes og 70'ernes konkrete poesi er nu om stunder svært at læse, synes jeg. Og når jeg siger "svært", mener jeg kedeligt. Helt ærligt. Johannes L. Madsen, som i sine tidlige digtsamlinger var en prominent repræsentant for genren, var og er imidlertid anderledes, måske fordi han ganske enkelt var bedre, men i hvert fald og under alle omstændigheder fordi han var billedstærk. Læs denne ene, afsluttende linje fra digtet Forbudt lys: "sent på en sommer smagte vi af hinanden". Det er jo en hel kærlighed, lige dér. Det er fantastisk. 

Johannes L. Madsens digte er for alle. Han er i særdeleshed, efter at han blandt andet takket være Bukdahl blev genopdaget, blevet en digteres digter. Han er sådan en, digtere læser for selv at blive bedre, for at tage ved lære af ham. Fordi han var så god. Som sagt: Bøgerne er svære at finde, hvis man vil købe dem, men der er jo altid bibliotek.dk. Skanderborg Bibliotek ejer ikke længere et eksemplar af Udvalgte digte, for det står nu hjemme hos mig.