Det Poetiske Bureaus Forlag, 2017
Katarina Lewkovitch er en ustyrlig god digter. Hun er en af mine personlige favoritter. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om hendes digtsamling Aorta, som udkom i 2020. Udgivelsen Tilbage til Sirius er tre år ældre, men på alle måder lige så smuk, herunder også i udstyr. Det er en virkelig flot bog med forside af billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt. Den er trykt i kun 150 nummererede eksemplarer, hvoraf nogle stadig kan købes, og hvis du er kvik, slår du til med det samme. Også fordi jeg forudser, at bogen en dag bliver mange penge værd.
Alt, hvad Katarina Lewkovitch er som digter, er hun også ikke og omvendt, og det gør hende selvsagt meget svær at beskrive. Hun er en religiøs digter, men afgjort ikke himmelvendt, for hun har neglene helt nede i kødet. Som religiøs er hun en slags hermetisk okkultist, der bedriver sortekunst, men hun er også aldeles ikke en okkultist, men det modsatte, en kristen, der bekender sig til lyset. Sammenlignet med digtere, der skriver i et umiddelbart letforståeligt dagligsprog, er Lewkovitchs digte sværere at læse, men de er overhovedet ikke svære at læse, for de står helt skarpt og skinner som hud i et regnvejr. Eller af sved på et lagen. De er med et ord, hun selv bruger i samlingen, "klargjorte", gjort så klare som de kan være. Som jeg også bemærkede i min omtale af Aorta: Lewkovitchs nærmeste, åndelige slægtning i dansk lyrik må velsagtens være Simon Grotrian, som hun på nogle måder minder om, men Lewkovitchs digte er ikke som Grotrians, der jo på det nærmeste konstituerer en hel sprogverden for sig selv, som man kan spejle sig i. Den verden, Lewkovitchs digte angår, er så afgjort denne verden, vores verden med al dens skønhed, dens vold og dens gru. Sammenligningen er muligvis ubegavet, og den handler formodentlig mere om mig selv og min vestjyske hjerne, end den handler om noget reelt, men mens jeg sad og læste Tilbage til Sirius, var det ikke Grotrian, der klang i det fjerne, men faktisk Gunnar Ekelöf. Måske var det primært fordi, Katarina Lewkovitch skriver med en tilsvarende form for naturlig autoritet, men der er også noget andet, en forbundethed med det kreaturlige og med mulden. "Det store ord jeg", lyder det i mit yndlingsdigt af Ekelöf, Når man er kommet så langt, "måske et flinteskår / hvormed en i tandløshed har skrabet sit seje / kød". Hos Lewkovitch lyder det: "jeg venter længere nede".
Fremfor at citere hist og pist fra samlingen vil jeg i stedet tillade mig at gengive hele dette syndflodsdigt, som for mig at se tydeligt demonstrerer digterens enorme talent:
"Par i ark, arkens pagt
to og to med olieblad
vi kommer med selvmordstoget
graner falder tungt over lungen
strømmen tager blidt i de druknedes hår."
Det er sanseligt, det er erotisk, det er voldsomt, og det er poetisk. Og med hele bibelhistorien på slæb. Det er med et udtryk, hun selv anvender i et andet digt, et dyk med hovedet ned i "sakralsuppen", og det er ganske enkelt fremragende.
Katarina Lewkovitch er en af vore helt store digtere. Hun har mig bekendt ikke udgivet så mange digtsamlinger, og selv om jeg seriøst håber, der kommer flere, er det ok, for hendes digte kan sagtens holde livet ud, og man kan læse dem igen og igen. Sådan som man kan med stor litteratur. Køb og læs hende endelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar