Nu krøller bønnen i bålet

 

Katarina Lewkovitch: Aorta
Forlaget ANARKI, 2020

Det er helt simpelt og burde ikke være nødvendigt at skrive, men jeg gør det alligevel, for det er vistnok en ret udbredt misforståelse: Nogle mennesker tror fejlagtigt, at digte er en slags koder. De tror, at digte er tekster, som for så vidt lige så godt kunne have været formuleret i et umiddelbart forståeligt dagligsprog, men som digteren i stedet, fordi han eller hun er en særling, har valgt at kryptere og gøre svære at læse. Læserens opgave, hvis man tror sådan, bliver da at afkode digtene for derigennem at nå tilbage til den letforståelige mening. Det ville, hvis det var sådan, det forholdt sig, være en fuldstændig fjollet og formålsløs øvelse. Digteren kunne jo bare fra start have sagt, hvad han eller hun egentlig mente.

Men digte er ikke koder. Der er ikke noget, der er krypteret. At læse digte er ikke som at løse krydsord. Med en måske lidt upræcis formulering: Digte betyder, hvad der står i dem. Det er dét, der står i dem, de betyder. Så hvad stiller man op med sætninger som disse fra Katarina Lewkovitchs digtsamling Aorta: "Lagt i et fad fra det strålende tribunat / risler æter over en skovsyrepagt"? Man tager dem på sig, og man tager dem med sig. Hvis jeg må tillade mig at parafrasere en digter, der ikke umiddelbart har meget med Lewkovitch at gøre, nemlig Frank Jæger: Intet fornuftigt menneske ville nogensinde finde på at spørge, hvad regnvejr egentlig betyder. Regnvejr betyder regnvejr, og vi får regnen trykket ind mod vore hjerter, mens vi går. Det samme gælder poesien, i hvert fald når den har format og "lyser i fjergrønt og guld" som i Aorta.

Der er som antydet et pænt stykke vej fra Frank Jæger og Vi, der valgte regnen til Katarina Lewkovitch, men der er ikke langt fra Lewkovitch til Simon Grotrian, måske heller ikke i religiøs henseende. Digtene i Aorta er brutale. Universet, digteren skriver ud fra og billedrigt fremmaner, er ikke blot en grundtvigsk "dødningesal", men et "destruktionsparadis" fyldt med "råddent væv", "tændte lunter", "engen [...] smadret i mit ansigt", "sortsvedne liljer", et terræn med "spor af angst", "udslåede tænder", "bræk, kødnåle", "pigtråd", "blodstænk", "lemmer i petroleumsbadet" og "en bagbundet bøddel". Det er voldsomt, men det er ikke sjofelt chokerende. Det er intimt, vedkommende og vigtigt, for gennem det hele er der også noget andet, der taler, en slags paradoksal kristentro på trods, der er stærk, netop fordi den virker så utilstrækkelig. Der ingen ild i en busk i ørkenen, men "nu krøller bønnen i bålet". Det er en "tro af strå / i vandets tid", og "Krist morgen" er forgæves "indrammet i en liljemark". Korset vil ikke "stå i bukserne", men er impotent. Ikke desto mindre er det troen og troens mysterium, sådan læser jeg Lewkovitch, der fører os fra destruktionsparadiset til "vidunderlighedsklinikken". Det er dér, samlingen ender: "du fører mig til vidunderlighedsklinikken / lukker bogen om et rindende bryst". Det er mælk som det levende vand til blodet. Der er ikke nogen skønhed, som ikke også er grusom, og Aorta er en på alle måder smuk bog.