Som modtager af sit åndedræt

Jakob Brønnum: Tidsforskydninger
Forfatterforlaget Attika, 2024

Der er nogle linjer fra Paul Celans digt til Nelly Sachs, Zürich, zum Storchen, jeg altid har holdt meget af. De lyder i min egen, ringe oversættelse: " Vi / ved ikke, du ved, / vi / ved jo ikke / hvad tæller". Det er en af de ting, man bliver mere bevidst om, efterhånden som man bliver ældre og for alvor begynder at mindes: At det er ret umuligt at forudse, hvad der med tyngde vil lagre sig i erindringen og få lyset i det indre rum til at bøje, ligesom tyngdekraften gør det med lyset i det udvortes. Man kunne måske forestille sig, at det var det store ting i tilværelsen, der ville gøre størst indtryk, bryllupper og konfirmationer og den slags, men sådan er det sjældent. Det er i hvert fald ikke min erfaring. Det er de små ting, man klarest husker: "brønde, reb, knirkende jern", "gule blomster / ved siden af nedløbsrøret", "smagen af lakridsrod", "fodbold / med hundehvalpe mellem benene", et forstørrelsesglas eller en lommekniv. 

Eksemplerne er fra Jakob Brønnums digtsamling Tidsforskydninger. Samlingen består dels af erindringsdigte og digte, hvori erindringen som fænomen undersøges og problematiseres. Vi husker, men vi glemmer også, og som det lyder i digtet Tårne og glemsel: "Glemslen er ikke altid nådig". I Det bærende skriver digteren lakonisk, at "glemslen har alle forudsætninger / for at blive til noget stort". Undertiden kan det føles, som om "tiden opfører sig som en vinduesvisker". Dertil kommer også, som det bemærkes i Samtalen, at "Tiden har flyttet ordene". I Psykoanalyse taler Brønnum om et "slags kratværk / mellem en selv og den erindrede barndomsby". 

Der er helt bogstaveligt meget musik i Tidsforskydninger, herunder "en slags gylden tone / måske fra en guitar", "klynger af klangflader", Tonernes fysik, "vindmusikken", en solsort, der "lyder som Miles Davis", "tonerne / i regndråber", "stykker musik af Haydn", "Flammernes bossa nova" og en strygekvartet af Beethoven. Bagom er der imidlertid også en stor tavshed. Dagene "stræber mod hvidt", skriver Jakob Brønnum i digtet Bomuldens mærke. I Mure og katarakter er "glasset / ind til dagen" "blevet gennemsigtigt", og i Smuldrede billeder har der "meldt sig et tomrum". Når musikken fader ud, er der stille, og dét, der tilbage, er "Den hvide morgen, den der altid vender tilbage" og digteren "som modtager af åndedrættet". Og det er sådan, det er. 

Der er noget sart og sprødt over digtsamlingen, og fornemmelsen forstærkes af omslaget og de inkluderede, meget fine illustrationer af Edward Weie.