Den vilde musling

Milena Rudež: Skyen i vandet / Oblak u vodi
Milena Rudež (DK) og Daorson (Sverige), 2023

Milena Rudež: Efterårsdage / Jesenji dani
Milena Rudež (DK) og Daorson (Sverige), 2025

Digtet Den vilde musling fra Efterårsdage lyder sådan: "lukker en fremmed / ind og danner en / glimtende perle". Det er en slags Milena Rudež'sk poetik, for det er sådan, hun gør. Hun er selv en vild digter-musling, i hvert fald for så vidt "vild" ikke betyder brutal eller løbsk, men organisk og naturlig. Hun digter om det konkrete, ofte små ting, som leder til de største. Et sted skriver hun smukt og melankolsk om "denne stive smålige verden", at "dens intethed [...] er godt pakket ind og / farer sammen ved en mindste raslen". Det er den dér raslen, hun skriver på, virkelighedens små ryk. 

I Skyen i vandet fra 2023 og Efterårsdage, som er udkommet i år, er også formen tilsvarende petit. Skyen i vandet består af haikudigte: "Over alt er der spor / efter andre i mit hus. / Jeg har selv bragt dem". Værket er inddelt i to hovedafsnit, henholdsvis Over marken og lunden og Bag de kulsorte skyer, og hvert hovedafsnit er inddelt i en række underafsnit. Også adskillige af digtene i Efterårsdage er haiku: "Blade på stien / samlet af vinden eller / mænd til gravhøje", men hvor førstnævnte primært består af naturlyrik, handler sidstnævntes andet afsnit, Efterårsdage på plejehjemmet, om Rudež' besøg hos sin mor på et plejehjem, hvor der står "En blomst på bordet / Andet pynt passer på hvad / de gamle spiser". De to yderligere afsnit i Efterårsdage har overskrifterne Stien langs banen og Birkens små grene. I begge digtsamlinger er digtene trykt på både dansk og bosnisk. 

Efterårsdage handler blandt andet om død og om tab, ikke in your face, men stilfærdigt, værdigt og med behørig respekt for det uudsigelige. De allersidste ord i samlingen lyder: "Mine lydløse skridt i / den tomme gade". Ikke raslen, men tavshed. Milena Rudež er en fantastisk god digter, og jeg anbefaler hende varmt.             

Skyggedigte / Soldigte

Milena Rudež: Skyggedigte / Soldigte
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

"Regnen er holdt op", lyder det i et af Milena Rudež' digte i samlingen Skyggedigte / Soldigte, "men det drypper stadig / fra den gamle tagrende. // Og når vi har glemt alle ordene / så er der kærlighed". Det har på det seneste været noget rædderligt vejr, i hvert fald her på Silkeborg-egnen, og Rudež' ord gjorde mig for en stund bevidst om, at jeg i stedet for at sidde og læse faktisk burde gå ud og rense tagrenderne. De trænger alvorligt til det.

Jeg gjorde det imidlertid ikke, men læste i stedet Rudež' digtsamling til ende. Den er rørende og fin. Milena Rudež er født i Bosnien-Hercegovina, men har i mere end 30 år været bosat i Danmark. Hun debuterede som lyriker i 1987 og er oversat til en lang række sprog, herunder engelsk, tysk og spansk. Hun har også oversat danske lyrikere, blandt andet Erik Stinus, til hvem et af digtene i Skyggedigte / Soldigte, Hvor er Euterpe?, er tilegnet. Et andet digt, Et andet ægteskab, er tilegnet digteren Niels Hav og super-pianisten Christina Bjørkøe. Jeg går ud fra, at det er dem, der er "Christina og Niels", og at digtets linjer om "Jeg elsker dig" henviser til Havs digt Kærlighed, hvori det lyder, at "Jeg elsker dig. Og du kyler min bog // i nakken på mig." 

Kærligheden kan ofte være en kompliceret affære. Skyggedigte / Soldigte er, som titlen udsiger, i to dele: En første del med diskret melankolske digte ("Jeg har ændret på rækkefølgen / af de små glasfigurer på fjernsynet [...] Vi græder indvendig") og en anden del med diskret forhåbningsfulde ("vi og Månen sitrende / af forventning om / mirakler"). Kærligheden og tabet af kærlighed er gennemgående temaer i samlingen, ligesom tavsheden også er det: "Begravet / i tusinde små blomster / syet ind / i tavshed". "Kvinderne klædt i sort står tavse", "Vi er kløvet i to dele, / adskilt af tavshedens hav", og "Jeg tav - jeg har dræbt min drøm". Jeg anvender bevidst ordet diskret, for Milena Rudež er en diskret digter, følsom og opmærksom. Hun er en slags krakeleringernes digter, der har øje for alle de steder, hvor tingene slår bittesmå revner og måske derfor viser deres sande natur: "som skæve billeder / med refleksioner / om det ideelle liv / aldrig set / i spejlet". I et andet digt, Angst, lyder det: "men jeg findes ikke // heller ikke i spejlet / med røde øjne". 

Rudež er tillige en imponerende økonomisk digter. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg i løbet af de seneste par dage mindst ti gange har læst og genlæst disse tre linjer fra digtet Tavshed, og hver gang har jeg grimt misundeligt ønsket, at jeg selv havde skrevet dem: "en gennemtævet hund / blander sig med flokken / der venter på et forsinket tog". Der er mere eksistentiel drama i de tre linjer, end nogle forfattere formår at få klemt ind i en hel roman. Det er fremragende. 

           

Slavisk poesi

Det Poetiske Bureau #31. Temanummer: Slavisk poesi
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Det nyeste nummer af tidsskriftet Det Poetiske Bureau er et temanummer om slavisk poesi, og det er fremragende. I alt 53 digtere er inkluderet, heraf 33 mænd og 20 kvinder, og vi kommer vidt omkring, fra Aleksandr Pushkins og Mikhail Lermontovs romantik ("Sig mig, kan nogen, åh mørke hav, / lodde din dybdes gåde?") til Majakovskijs futurisme (Vågn op, kammerater / giv os en ny kunst"), geografisk fra Bosnien-Hercegovina til Serbien, Kroatien, Slovenien, Makedonien, Bulgarien, Polen, Slovakiet, Ukraine, Hviderusland og Rusland m.m., og tidsmæssigt fra begyndelsen af 1900-tallet til helt moderne digte, herunder eksempelvis af Karola Zielińska (f. 1988) og Jana Orlová (f. 1986). Iblandt de i Danmark vel nok umiddelbart mest kendte, nulevende digtere er Milena Rudež og Grzegorz Wróblewski.     

 "De slaviske folkeslag", indledes introduktionen, "er historisk set som få andre forbundet med vores". Efter at have læst temanummeret til ende fristes jeg til at tilføje: "Men desværre ikke nok". Med frygt for at blive beskyldt for således at falde mine landsmænd og -kvinder i ryggen: De slaviske digtere er bedre. De er mere groundede i historien, mindre selvsmagende og mere verdens-vendte, mere intellektuelle, men også mere alvorligt fokuserede på (med et udtryk fra Wróblewskis digt Vi ventede på dem i 200 millioner år) "den iboende nødvendighed / af nattergalen som forstyrrelse af den uretfærdige / retshåndhævelse", i.e. poesien. Det etiske og det æstetiske synes at hænge mere naturligt sammen for de slaviske digtere, hvorimod danske digtere ofte har en tendens til at ofre det ene til fordel for det andet, således for eksempel i meget af 1970'ernes politiske lyrik, hvor æstetikken blev glemt, eller i 1980'erne krop- og navlebeskuende digtning, hvor etikken aldeles blev overset.

Det er selvfølgelig en grotesk generaliserende påstand, for der er masser af undtagelser og eksempler på det modsatte, men det er ok. Jeg har i denne sammenhæng ikke noget imod at være urimelig, i hvert fald ikke hvis det kan få folk til at læse (og tage ved lære af) flere slaviske digte med "døde ord", der "vågner / med knuste led" (Mustafa Cico Arnautović), og hvori "undren bliver den eneste menneskelige tale (Željko Ivanković) i modsætning til alle dem, der eksempelvis mod betaling "opfinder metaforer / til mordere" (Tomislav Čale). Digtene, man kan læse i temanummeret, forekommer mig for en stor dels vedkommende at være digte skrevet med torne i hænderne, jvf. polske Anna Dwojnychs digt Vi forsvinder i gråt eller farver er ikke noget for os: "Jeg er lige så bange, jeg har kun én kuffert og / hverken fem minutter eller jord under fødderne. eventyrene vokser / i vores hænder, trækker tornene ud". Ikke rene, ikke ny-manicurerede eller sexede hænder, men forrevne. Det er lyrik med jord under neglene, og det kunne vi seriøst godt bruge noget mere af. 

Temanummeret er som nævnt omfattende og udmærker sig blandt andet ved at byde på en del digtere, som jeg i hvert fald personligt ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med. Omvendt er nogle af de mere kendte, slaviske digtere udeladt, f.eks. Adam Mickiewicz, Anna Akhmatovaa, Osip Mandelsjtam, Jevgenij Jevtusjenko og andre, men de er heller ikke svære at komme til at læse andetsteds. Det er en flot og særdeles velkommen udgivelse, og jeg anbefaler den varmt. Den er, som ukrainske Iya Kiva skriver i digtet Derhjemme er der en krig, som "et beskidt frihedsbroderi / på den lange tur fra hjerte til hjerte".