Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024
Det nyeste nummer af tidsskriftet Det Poetiske Bureau er et temanummer om slavisk poesi, og det er fremragende. I alt 53 digtere er inkluderet, heraf 33 mænd og 20 kvinder, og vi kommer vidt omkring, fra Aleksandr Pushkins og Mikhail Lermontovs romantik ("Sig mig, kan nogen, åh mørke hav, / lodde din dybdes gåde?") til Majakovskijs futurisme (Vågn op, kammerater / giv os en ny kunst"), geografisk fra Bosnien-Hercegovina til Serbien, Kroatien, Slovenien, Makedonien, Bulgarien, Polen, Slovakiet, Ukraine, Hviderusland og Rusland m.m., og tidsmæssigt fra begyndelsen af 1900-tallet til helt moderne digte, herunder eksempelvis af Karola Zielińska (f. 1988) og Jana Orlová (f. 1986). Iblandt de i Danmark vel nok umiddelbart mest kendte, nulevende digtere er Milena Rudež og Grzegorz Wróblewski.
"De slaviske folkeslag", indledes introduktionen, "er historisk set som få andre forbundet med vores". Efter at have læst temanummeret til ende fristes jeg til at tilføje: "Men desværre ikke nok". Med frygt for at blive beskyldt for således at falde mine landsmænd og -kvinder i ryggen: De slaviske digtere er bedre. De er mere groundede i historien, mindre selvsmagende og mere verdens-vendte, mere intellektuelle, men også mere alvorligt fokuserede på (med et udtryk fra Wróblewskis digt Vi ventede på dem i 200 millioner år) "den iboende nødvendighed / af nattergalen som forstyrrelse af den uretfærdige / retshåndhævelse", i.e. poesien. Det etiske og det æstetiske synes at hænge mere naturligt sammen for de slaviske digtere, hvorimod danske digtere ofte har en tendens til at ofre det ene til fordel for det andet, således for eksempel i meget af 1970'ernes politiske lyrik, hvor æstetikken blev glemt, eller i 1980'erne krop- og navlebeskuende digtning, hvor etikken aldeles blev overset.Det er selvfølgelig en grotesk generaliserende påstand, for der er masser af undtagelser og eksempler på det modsatte, men det er ok. Jeg har i denne sammenhæng ikke noget imod at være urimelig, i hvert fald ikke hvis det kan få folk til at læse (og tage ved lære af) flere slaviske digte med "døde ord", der "vågner / med knuste led" (Mustafa Cico Arnautović), og hvori "undren bliver den eneste menneskelige tale (Željko Ivanković) i modsætning til alle dem, der eksempelvis mod betaling "opfinder metaforer / til mordere" (Tomislav Čale). Digtene, man kan læse i temanummeret, forekommer mig for en stor dels vedkommende at være digte skrevet med torne i hænderne, jvf. polske Anna Dwojnychs digt Vi forsvinder i gråt eller farver er ikke noget for os: "Jeg er lige så bange, jeg har kun én kuffert og / hverken fem minutter eller jord under fødderne. eventyrene vokser / i vores hænder, trækker tornene ud". Ikke rene, ikke ny-manicurerede eller sexede hænder, men forrevne. Det er lyrik med jord under neglene, og det kunne vi seriøst godt bruge noget mere af.
Temanummeret er som nævnt omfattende og udmærker sig blandt andet ved at byde på en del digtere, som jeg i hvert fald personligt ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med. Omvendt er nogle af de mere kendte, slaviske digtere udeladt, f.eks. Adam Mickiewicz, Anna Akhmatovaa, Osip Mandelsjtam, Jevgenij Jevtusjenko og andre, men de er heller ikke svære at komme til at læse andetsteds. Det er en flot og særdeles velkommen udgivelse, og jeg anbefaler den varmt. Den er, som ukrainske Iya Kiva skriver i digtet Derhjemme er der en krig, som "et beskidt frihedsbroderi / på den lange tur fra hjerte til hjerte".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar