Nåden er

Simon Grotrian: Gennem min hånd
Borgen, 1987

Simon Grotrian, der desværre døde i 2019, var en af den nyere, danske litteraturhistories mest produktive digtere. I de cirka 32 år, der gik fra debutdigtsamlingen fra 1987, Gennem min hånd, til I morgen gælder alle hjerter, Damoklesdrive-in og Digte, der alle udkom i 2019, udgav han rundt regnet 70 værker. Det er lidt over to om året. Den officielle bibliografi på simongrotrian.dk indeholder de 53 titler, Grotrian selv betragtede som kanoniske, og posthumt er der udkommet flere. 

Diverse anmeldere synes at være enige om, at Simon Grotrians digte "til tider [er] frustrerende læsning", "vanvittige", "særprægede", "forunderlige" og "svært tilgængelige". At skrive om dem er "en nærmest umulig opgave", for Grotrian var ganske afgjort ikke som alle andre, men "en mellemting mellem profet og atom- eller kernefysiker". En Simon Mageren fra Lemming. Det er muligvis rigtigt, men jeg tror også, det er helt forkert. Faktisk vil jeg vove den groteske påstand, at Simon Grotrians digte på en måde er iblandt de lettest tilgængelige og let-læseligste, der nogensinde er skrevet på dansk. De er ikke vanvittige, de er enfoldige, som en helgen kan være det. Hvis man finder digtene svære at læse, er det, fordi man anstrenger sig for meget og ikke er ydmyg nok. Grotrians digte stiller ikke krav om viden eller analytiske evner, men om fromhed i ordets egentlige forstand. 

Simon Grotrian var ikke en intellektuel, og han var ikke akademiker. Han var kristen. Han var troende. Som opvokset i et luthersk land har de fleste af os en tendens til at opfatte kristentro som noget, der handler om meninger. En kristen er en person, der mener sådan og sådan. Der kan være variationer, alt afhængig af om den pågældende person eksempelvis er grundtvigianer eller missionsk, men fokus er under alle omstændigheder på, hvordan vi som mennesker forholder os til Gud og til den gudsgivne verden, som vi opfatter den, og som den hænger sammen for os. Men hvordan er verden for Gud? Hvordan hænger verden sammen for Gud? Det er dette barnlige spørgsmål, vil jeg hermed tillade mig at foreslå, der er digteren Grotrians udgangspunkt. Når man lytter til eller læser teologer, kan man undertiden få indtrykket af, at Vorherre er en slags holdnings-maskine, der bestandigt er beskæftiget med at producere holdninger til alt muligt (som teologerne eventuelt efterfølgende kan udbrede sig om i radioen eller i kronikker i Kristeligt Dagblad). Men sådan er det jo ikke, i hvert fald ikke for Grotrian. Gud er livsfylde, og Guds livsfylde er nåde. Det handler i fromhed ikke om vores sammenhæng, men om gudssammenhængen. For så vidt man ønsker bevidst at indgå i denne sammenhæng, er man nødt til at spørge igen: Hvordan hænger verden sammen for Gud? 

Et umiddelbart svar kunne lyde, at for Gud hænger verden sammen på alle måder, men det kan jo ikke være rigtigt. Gud er god, Gud er kærlighed, og Gud er skønhed, og verden kan for Gud ikke hænge sammen på dårlige eller (som min troende mormor ville have udtrykt det) "grimme" måder. Han har jo selv skabt den. Grotrians svar, som jeg læser ham, er det simple, at for Gud hænger verden sammen på alle de måder, som er poetiske. Summen af al poesi er gudssammenhængen. Det er nåden, som er. Det står på Simon Grotrians gravsten: "Nåden er". Det er ikke uden grund, at Grotrian i udpræget grad er blevet en digteres digter, for hans tiltro og tillid til poesien er nærmest ubegrænset. Som jeg sagde: Enfoldig som en helgen. 

Alt, hvad man kan sige eller skrive i et digt, som er poetisk, udtrykker, hvordan den gudsskabte verden hænger sammen, og hvordan den altså også hænger sammen for os, uanset om vi med vor intellektuelle og instrumentelle tilgang til sproget har svært ved at fatte det. Guds sammenhæng er så uendelig meget større end vores. Og det er dér, Grotrian sidder og skriver. Det er velsagtens en af grundene til, at han kunne være så produktiv: Hans ærinde var ikke andet end poesi, at klargøre nåden, for han havde ikke andre, mere eller mindre dybsindige ting at kommunikere. Han var ikke ude på at sælge nogen noget, hverken holdninger eller idéer, politiske overbevisninger eller dogmatiske påstande. Han er supernem at læse, for digtene betyder ikke andet, end hvad der står. Det er ikke andet end poesi, som er den store sammenhæng. Potentielt kunne han have fortsat i en evighed, for der er ingen ende på Guds nåde. For så vidt var Grotrians lyriske projekt utopisk, selvfølgelig, men det er bedre at prøve end ikke at prøve. Selv kirkefaderen Skt. Augustin måtte ifølge en middelalderlig fortælling sande, at han havde større chancer for at tømme havet med hænderne, end han havde for at forklaret treenighedens mysterier, men det forhindrede ham ikke i at skrive en bog om emnet. Og vi har altså mere end 70 værker fra Simon Grotrians hånd. Det er ikke bare imponerende, det er ærefrygtindgydende. Jeg kan ærligt sige, at få digtere har betydet så meget for mig personligt som Simon Grotrian, og jeg anbefaler ham på det varmeste.