Erna i bikini

Iben Holk (red.): Natur retur - En bog om Per Højholts forfatterskab
Centrum, 1984

Hvis man er fast læser af min blog, vil man måske have bemærket, at jeg relativt ofte henviser til Per Højholt. Det har en forklaring. Da jeg var et ungt menneske og gik på Struer Gymnasium & HF, var jeg på det nærmeste besat af ham. Jeg overdriver ikke. Jeg kan huske, at jeg til min afsluttende, skriftlige dansk-eksamen var i stand til at citere passager fra Intethedens grimasser udenad. Iben Holks antologi om forfatterskabet, Natur retur, var en slags bibel for mig, og jeg læste den igen og igen. Jeg måtte binde den ind i bogplast, så den kunne holde. Sidenhen er der udkommet adskillige værker om Højholt, men dengang havde jeg kun den ene, og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Det er cirka 35 år siden, men jeg er aldrig rigtig kommet mig over det. Mens jeg sidder og skriver dette, har jeg et signeret foto af Højholt, som han meget venligt sendte mig, stående på bordet foran mig.

Jeg er så at sige opflasket med Højholt. Min introduktion til poesien gik via Eliot, men det var Højholt, der lærte mig, hvordan moderne lyrik skulle være. Det tog mig meget lang tid at nå frem til en erkendelse af, at jeg faktisk slet ikke var enig med ham. Det skyldte, da det endelig skete, ikke mindst Simon Grotrian, men på en måde var det allerede for sent. Alt det højholtske havde lagret sig dybt i min vestjyske hjerne, og jeg undslipper det aldrig. Men det er selvfølgelig også ok. Jeg er taknemmelig for det. Per Højholt var en fantastisk digter og en højt begavet poetiker, og han var morsom og flink og jyde. Han skrev ikke om "biografens dybrøde foyer" eller andet af den slags københavneri, men om ting, man kunne forholde sig til: Postens Morris, der "kommer til syne under 390 lærker", det inderste af fjorden, hvorfra "Der udgår snart et stort brev", "Erna i bikini" og "Et fantastisk bingo i luften over Tørring". Det er da noget, almindelige mennesker kan forstå. Et eller andet sted i min samling har jeg en pjece, Højholt engang skrev for Thor-bryggeriet, og som hedder Jysk til rejsebrug.

Det er for plat at lire på forskellen mellem jyder og københavnere, og jeg ved det. Og jeg undskylder, men jeg har en pointe. Af Højholt lærte jeg, at man skal skrive på det, man kender. Det, man kender, er rigeligt nok, og der er ingen som helst grund til at farte rundt for at søge inspiration andre steder. Man kan sagtens sidde i Hørbylunde og skrive digte, nøjagtig ligesom man kan sidde i Ikast, i Nørresundby, i Assens eller i Næstved. Og dertil og meget vigtigt: Per Højholts metode handlede og handler om at punktere, om at punktere metaforer og ansatser til metafysik, men også om via humor at punktere det prætentiøse. At man som digter selvfølgelig skal tage poesien alvorligt er emfatisk ikke det samme, som at man skal tage sig selv alvorligt. Det er poesien, der er noget særligt, ikke digteren, og det er ret afgørende ikke at få tingene forvekslet, for ellers ender det hele i pjank. 

Per Højholt blev en slags faderfigur og en nestor for mange andre digtere, herunder blandt andet Dan Turèll, som ligefrem afslutter sit bidrag til Natur retur, Mit navn for stumhed, med ordene "Fader, din søn". Antologien byder også på tekster af Søren Ulrik Thomsen, Poul Borum, Finn Stein Larsen, Jørgen Sonne, Niels Egebak, Steffen Hejlskov Larsen, Erik Skyum-Nielsen og flere andre. Bogen er nem at finde antikvarisk, og jeg anbefaler den varmt.