Findselvpåenmådeatværetilpå

Henrik S. Holck: Ungdom - Digte 1976-82
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016

Det er måneder siden, jeg med posten modtog et eksemplar af denne bog, som jeg straks læste, og lige siden har den ligget øverst i bunken med de digtsamlinger, jeg godt kunne tænke mig at skrive omtaler af. Men jeg er alligevel blevet ved med at udsætte det. Jeg synes ganske enkelt, det er svært at skrive om Henrik S. Holck, og af mindst to grunde. For det første er han i nogen grad enigmatisk og selvmodvendt. For det andet har litteraturkritikere de sidste 30 år i en sådan grad insisteret på at knytte Holck til sen-70'ernes og 80'ernes såkaldt sorte poesi, at det nu om stunder er vanskeligt at komme til at forholde sig til hans digte uden straks at blive fedtet ind i alt det epokale, forholdet mellem diverse digtere, deres respektive selvforståelser, attituder og så videre. Problemet demonstreres på udmærket vis i bogen af Søren Kristoffersens efterskrift, som han benytter til at levere en bredside mod "æstetikeren" Søren Ulrik Thomsen og "parnazisterne". I sin poetik fra 1985, Mit lys brænder, havde Thomsen fremhævet Holck som "ubetinget en af landets bedste lyrikere", men også beklaget sig over hans anti-kunstneriske attitude: "den ihærdighed", skrev Thomsen, "hvormed Holck har hånet Kunsten, vidner unægtelig om, hvor meget den i virkeligheden betyder for ham". "Holck holdt op med at offentliggøre digte og slog sig i stedet på shows, anmelderi og radio-happenings, hvis pointe stort set har været, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt". Søren Kristoffersen kalder det i sit efterskrift både et "bedsteborgerligt standpunkt" og udtryk for en "bedsteborgerlig kunstopfattelse".

Henrik S. Holcks debutdigtsamling, Vi må være som alt, udkom i 1978, og den var fantastisk. Lars Bukdahl har udråbt den til et hovedværk i nyere, dansk litteratur. Derefter gav Holck sig til at lave alt muligt andet. Han gik på kunstakademiet og blev billedhugger. Efterfølgende fokuserede han på maleriet, og han har også lavet musik. Han er en stor fan af H.C. Andersen og af den danske esoteriker Martinus. Først i 1988, ti år efter debuten, kom den næste digtsamling, Kærlighed på tre uger, og siden da er der, hvis jeg regner rigtigt, kun udkommet fire mere, heraf de to på Det Poetiske Bureaus Forlag. Han har også udgivet nogle romaner. Den sidste digtsamling er fra 2017.  

Ungdom - Digte 1976-82 inkluderer hele seks ikke tidligere publicerede digtsamlinger, henholdsvis Livskokoner, Menneskesommer, Jeg vil lære hvordan jeg skal elske dig, Mod zenith, At og Og - En civilisatorisk digtkreds. Derudover byder bogen også på et lille udvalg af meget tidlige digte. De to første digtsamlinger er naturlyrik med en smag af Ole Sarvig: "Skyerne og disen er gået af træerne / Og nu græder de tunge sorte grene / Deres smeltevand til jorden" og "bundlivet med visne blade og agern / bundlivet med grøn nælde / og en træstubs ringe af gråd". I digtet Rum og tid fra Menneskesommer lyder det: "synet taler synet / synet er hørligt / og det hørlige et billede / på denne jord / der ser dagene og deres nætter / igennem". Det kunne jo for så vidt læses som en slags programerklæring for Sarvig, der som bekendt også var kunstkritiker. Jeg vil lære hvordan jeg skal elske dig indeholder to digte dedikeret til Poul Borum, et digt dedikeret til Strunge ("Idag besøgte jeg døden") og et digt til F.P Jac ("Jeg vil altid bevare værdigheden"), og samlingen består, som jeg læser den, af en slags meditationer over (og ind og ud ad) de sorte digteres verden, "Et sortnende dyb af blegnende tanker" og "Tilstande af blafrende hastighed". Michael Strunges debutsamling, Livets hastighed, udkom også i 1978. 

Fra og med Mod zenith bliver Henrik S. Holck mere eksperimenterende. Digteren er "gruset" af 80'er-digtningens "tunge livsbilleder og lette dødsprocesser", og "regnen gider ikke mere", "alt gider simpelthen / ikke mere, det / er i orden: intet - alt er helt død". Men han resignerer ikke, for "at frasige sig handling er at frasige sig ansvar / så findselvpåenmådeatværetilpå". At skrive lyrik, som den amerikanske digter Kenneth Koch sagde, er "making your own days". Et Holck-digt, når vi når frem til digtsamlingen Og, lyder sådan her: "A, K, O, S, X, Z står alene / sådan / der er 1 himmel, 1 sten, / 1 afstand, 1 jord, 1 vand (og regnen / der falder i vandet), 1 kerne af / vertikalt/horisontalt" ... og så videre. "Ydre omstændigheder starter / altid 1 sted, (du ikke kender) 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, / 15, 16 ringe løber 26 viskes ud her / historie som bestanddel i erfaringskernen. / (du ikke erkender)". Det er med Søren Kristoffersens sondring enten, bedsteborgerligt anskuet, det rene volapyk og/eller en vrængen på næsen af "Kunsten" (med stort K), eller det er et heroisk forsøg på at overskride den traditionelle lyrik for at nå frem til et ikke-patetisk sted, der ikke gruset til. Eller måske er det begge dele.          

Ungdom - Digte 1976-82, hvis vi tæller på knapperne, indeholder cirka halvdelen af de digtsamlinger, Henrik S. Holck i alt og dermed har udgivet, og det er en flot bog, flot designet og trykt på tykt papir. Jeg er ganske afgjort ikke Søren Ulrik Thomsen, heller ikke selv om jeg faktisk ejer et par seler, men jeg hælder til hans side, og jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke er voldsomt begejstret for de sidste to af de inkluderede samlinger. Hvad enten bestræbelsen i samlingerne skal tolkes som et udtryk for "anti-kunstens triste attude" (Thomsen) eller som "influeret af zen-bevidsthedens oprørske ånd" og "den allestedsnærværende bevidsthed om plausibel destruktion" (Kristoffersen) er for mig personligt ret ligegyldigt. Problemet er under alle omstændigheder, at der for mig at se ikke kommer poesi ud af det, i hvert fald ikke en form for poesi jeg umiddelbart forstår at værdsætte. Til gengæld er der både stor og vedkommende poesi i de øvrige samlinger i bogen. Læs dette fra digtet Sekunder: "Døden går sent forbi med alle vore drømme i hænderne / Luk billederne op og tal en nogethed / i de andres sekundintet". Jeg ville med glæde betale bogens pris bare for at have disse linjer stående i min bogreol. Det er jo fuldstændig fremragende. Det er en poetik lige dér. 

Henrik S. Holck, der som ovenfor antydet er et kunstnerisk multitalent, har en meget omfattende og spændende YouTube-kanal, som kan besøges her.