Tag Dem i agt for døden fra vand

T.S. Eliot: Ødemarken og andre digte
Oversat af Kai Friis Møller og Tom Kristensen
Lindhardt og Ringhof, 1998

Det er muligvis dårlig smag at citere sig selv, men jeg vil alligevel gøre det. Her er en kort, selvbiografisk tekst fra en erindringsbog, jeg netop har udgivet, Kowaldijunglens dyb: 

- - -

En dag, da jeg var teenager, sad jeg på gulvet hjemme i stuen og så en dokumentarudsendelse på TV. Udsendelsen var en del af serien The Modern World: Ten Great Writers, produceret af BBC i 1988, og den handlede om T.S. Eliot. Skuespilleren Michael Gough læste op af Eliots digt The Love Song of J. Alfred Prufrock, og jeg var rystet. Jeg overdriver ikke. Det ændrede mit liv. Jeg syntes, det var det smukkeste, jeg nogensinde havde hørt, og jeg vidste øjeblikkeligt, at det var dét, jeg ville: Jeg ville skrive digte ligesom Eliot. Det er omkring 35 år siden, og The Love Song of J. Alfred Prufrock er stadig mit yndlingsdigt. Jeg plejede at kunne huske det udenad, men det kan jeg ikke mere, kun dele af det. Jeg har skrevet en del digte, men jeg kom aldrig i nærheden af at skrive som Eliot. Jeg havde intet kendskab til den danske Heretica-digtning eller til alle Eliots mere eller mindre talentfulde epigoner, og jeg havde heller intet kendskab til revolten imod dem, 1960'ernes eksperimenterende poesi, den konkrete poesi eller andet. I det hele taget: Jeg vidste ingenting om digte, bortset fra at jeg ville skrive dem. Så vidt jeg husker, har Dan Turèll engang forfattet et essay om det vidunderlige, men også det forfærdelige i at blive introduceret til poesien via Eliot. Det tog mig lang tid at fatte, at man faktisk godt kan være digter uden at skrive nøjagtig som ham.

- - - 

Jeg blev interesseret i digte på grund af  T.S. Eliot, og hvis det ikke havde været for T.S. Eliot, ville jeg næppe have oprettet denne blog. Jeg ville formodentlig heller aldrig selv have fundet på at skrive digte. At det netop blev Eliot, der gjorde udslaget, er kun rimeligt, for han var uden sammenligning det 20. århundredes mest indflydelsesrige digter. Jeg læste engang, og det er formodentligt sandt, at Eliots berømte digt, Ødemarken, er den mest analyserede, engelske tekst nogensinde, når man ser bort fra oversættelserne af de bibelske skrifter. Den danske, såkaldte Heretica-digtning var voldsomt påvirket af Eliot. Selv Per Højholt, der efter mødet med Hugo Friedrichs Strukturen i moderne lyrik aggressivt vendte sig mod al form for metafysisk (og helt bogstavelig) tågesnak, startede som en slags Eliot-epigon. I Højholt-digtet De nøgne, der blev trykt i Heretica nr. 5 i 1948, lyder det således: "Og hestene, hvis gule hove nylig sparked / i de vaade græstørv, stejler tavse mod / en flygtig maane, der lokker dem til havet, / hvor døden fra vandet rammer deres struber". "Tag Dem i agt for døden fra vand", havde Eliot skrevet i Ødemarken. For Højholts vedkommende kom Eliot blandt andet via Paul la Cour, datidens prominente, danske lyrik-koryfæ, som nu om stunder er stort set glemt, men som i sit hovedværk, Fragmenter af en Dagbog, også fra 1948, patetisk belærte læserne om, at de var digterens "Brødre", ligesom "Stenene er det, Træerne, Ødemarkerne og Sædekornet".  

Eliot fik en enorm indflydelse, fordi han var fantastisk. T.S. Eliot er en af de største digtere nogensinde, og man kan som antydet hulmurs-isolere med bøger og afhandlinger om ham. Enhver detalje af hans liv og digtning er blevet endevendt, og man kunne uden problemer bruge hele sit liv på at gøre sig til en T.S. Eliot-ekspert. Men man kan jo også bare nøjes med at læse nogle af hans digte, og Ødemarken og andre digte ville være et udmærket sted at starte. Selve oversættelserne er gamle og stammer ligesom Højholts digt og Paul la Cours dagbog også fra 1948, men udgivelsen er derudover forsynet med et fint efterskrift af Bo Tao Michaëlis. Og altså ... Som jeg tidligere har sagt: Jeg skal afgjort ikke bestemme, hvad folk skal læse, for det må det jo selv om, men hvis man kalder sig digter eller digtlæser og ikke har læst T.S. Eliot, vil jeg personligt og i mit stille sind tillade mig at ansé det for useriøst. Eliot står øverst på listen over dem, digtere og digtlæsere bør kende. Næst efter Davids salmer.