Søren Ulrik Thomsen: Ukendt under den samme måne
Vindrose, 1982
For et par uger siden var jeg til en hyggelig familiesammenkomst, og på et tidspunkt midt mellem bollerne og lagkagen nævnte jeg for et familiemedlem, at jeg for nylig havde været til et interessant foredrag med Søren Ulrik Thomsen. Hvortil det pågældende familiemedlem nysgerrigt svarede: "Hvem er det lige, han er?"
Jeg nævner episoden, fordi den var et slags reality check, og fordi den nok illustrerer eller udsiger noget om den endog meget begrænsede rolle, poesien spiller i dagens Danmark. Inden for lyrikkens såkaldt "smalle" verden har Søren Ulrik Thomsen de sidste 30-40 år været det store dyr i åbenbaringen. Der er ingen digtere eller digtlæsere, der ikke ved, hvem han er, dels fordi han via sin poesi og sine poetikker seriøst har beriget både den danske lyrik og diskussionen herom, men også fordi han ganske enkelt er den mest populære. Rystet spejl, som udkom i 2011, og som (selv om den nu snart er 14 år gammel) er hans seneste digtsamling, blev solgt i næsten 28.000 eksemplarer med et førsteoplag på 6000. Det er et voldsomt højt salgstal for en digtsamling. Andre digtere skal prise sig lykkelige, hvis de kan sælge 28 eksemplarer af deres digtsamlinger, respektivt, det vil sige en tusindedel. Men det betyder ikke, at Søren Ulrik Thomsen er kendt. Han er kun kendt af dem, der kender ham. Han er ikke som Jussi Adler-Olsen, der ifølge Finans globalt har solgt over 27 millioner eksemplarer af sine krimier, og som man slet ikke kan undgå at vide, hvem er, heller ikke selv om man eventuelt måtte ønske det. Og når Søren Ulrik Thomsen ikke er kendt, er der ingen nulevende, danske digtere, der er kendte. Det er dét, der er min pointe.
At Søren Ulrik Thomsen kan sælge tusinde gange flere digtsamlinger end andre digtere, betyder selvsagt ikke, at han er tusinde gange bedre. Der er ikke nogen indlysende sammenhæng mellem kvalitet og efterspørgsel, og det ville under alle omstændigheder være noget vrøvl at tale sådan. Poesi, som jeg aldrig bliver træt af at gentage, er ikke en konkurrence, men en bestræbelse. Nogle gange lykkes det, og andre gange lykkes det ikke, og det gælder for Søren Ulrik Thomsen, som det gælder for alle andre digtere. Prøv og prøv igen. Det, der for alvor gør Søren Ulrik Thomsen anderledes end flertallet af digtere, er hans store begavelse og hans evne til meningsfuldt at reflektere over diverse, herunder ikke mindst over sin egen praksis som lyriker. Han er helt uden tvivl den største poetiker, vi har haft siden Per Højholt. Søren Ulrik Thomsen er klog på digte, og man kan blive klogere på digte af at læse hans poetikker, Mit lys brænder fra 1985 og En dans på gloser fra 1991. Han er god til at tale for sig. Digte skrives imidlertid ikke på begavelse, de skrives på følsomhed, og hvad følsomhed angår, er vi alle jyder for Vorherre. Også storbydigteren SUT.
Den bedst sælgende, danske digtsamling nogensinde er formodentlig Benny Andersens Samlede digte. Yahya Hassans debutsamling blev solgt i over 100.000 eksemplarer, og det samme gjorde i øvrigt Jeppe Aakjærs digtsamling Rugens sange og andre Digte, som første gang udkom i 1906. Vita Andersens Tryghedsnarkomaner fra 1977 blev solgt i 95.000 eksemplarer, og Lola Baidels En sagte raslen, der udkom året efter, blev solgt i over 50.000. Det er undtagelserne, og efter Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl falder tallene på listen over bestsellere dramatisk. Katarina Lewkovitch, som er en af vores betydeligste digtere, kan ikke sælges i mere end 150 eksemplarer, og det ved jeg med sikkerhed, for Tilbage til Sirius (der er trykt i netop 150 eksemplarer) kan stadig købes, og det er snart 8 år siden, bogen udkom. Selvudgivere, jeg kender, får typisk trykt 25-50 eksemplarer af deres digtsamlinger, og de er måske i stand til at afsætte halvdelen. Personligt har jeg i det store og hele opgivet at forsøge at promovere eller sælge mine egne udgivelser. Nogle gange, hvis jeg har en ven på besøg, lykkes det mig at liste en digtsamling ned i vedkommendes taske, uden at han eller hun opdager det, og det ansér jeg i så fald for en succes. Det er ok.
At være digter er at være ukendt. Ukendt under den samme måne sammen med alle de andre, ukendte digtere. De få undtagelser er undtagelserne. Man skal ikke blive digter for at blive berømt og da slet ikke for at kunne leve af det. Man skal blive digter, fordi man gerne vil skrive digte. Og dét kan jeg sådan set godt lide. Det handler ikke om alt muligt andet, men om digtene. Desuden skal man jo altså heller ikke underkende glæden ved som ukendt at kunne ånde frit og gøre præcist, som man lyster, uden hele tiden at blive stillet til ansvar. Det er faktisk et udmærket udgangspunkt for at skrive. Under den dér måne og under radaren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar