Terminal

Claus Grymer: Lyden af Gud

Brændpunkt, 2025

Claus Grymer, født 1946, er journalistuddannet, har tidligere været tilknyttet Kristeligt Dagblad, og han har et omfattende forfatterskab bag sig. For ret præcist et år siden skrev jeg en omtale af hans foregående digtsamling, Fryser mig til klarhed, også udgivet på forlaget Brændpunkt, og Lyden af Gud er for så vidt en slags fortsættelse af denne. Grymer er blevet omkring 80, han er blevet ramt af kræft, og digtene handler om at være terminal: At leve med den konstante bevidsthed om døden, som gør alting jordisk til ingenting, selv det ingenting, man nu selv er blevet: "Jeg har brugt et langt liv på ikke at være her / snart er ingenting forbi". I digtet For kold til at findes lyder det: "Sommeren er for kold / til at findes // hvor jeg dog kender det".

Ligesom i Fryser mig til klarhed forholder Claus Grymer sig i Lyden af Gud til det konkrete og undlader at forsøge at filosofere eller gøre sig klog på noget: "Den kolde fiskefrikadelle overdænget / med to måneder for gammel remoulade [...] fra mit såkaldte måltid i opvaskemaskinen / slæber jeg tungt på fødderne / det er heller ikke i aften / til at holde ud at høre på". Remouladen dukker op igen i et senere digt kaldet Stokken vil mig alligevel noget ("Da en Netto-pige havde fundet remoulade til mig"), og det er alt sammen så prosaisk, så autentisk og så deprimerende, at man næsten ikke kan rumme det. 

Midt i grimheden og den livs-ædende tomhed er der imidlertid også noget andet, der presser sig på, en det værendes fundamentale skønhed. I samlingens måske centrale digt, Det vigtigste, skriver Grymer, at "Når jeg skriver triste digte / er det som om jeg holder noget tilbage / er det Gud / men Gud kan ikke holdes tilbage / og derfor er det jeg føler / jeg tier om det vigtigste". Et andet sted lyder det, at "Gud kommer med skønheden / og gør den dybere / alt andet forsvinder". Skønheden er i digtene konkret eksemplificeret ved Bachs musik, "foråret [der] / strømmer ind i stuen med en kraft / som giver det stadig mening at tro på det / jeg kan ikke andet", nyfalden sne og gule krokus. I Så meget blomst skriver digteren rørende, at "aldrig har jeg set en blomst / der er så meget blomst / som den jeg lige nu / stille går hen imod".

Claus Grymers gud er i Lyden af Gud ikke en teologisk eller dogmatisk gud, men en tilværelsesgrund og en rækken-os det skabte i skønhed. Grymers digte er i ordets egentlige forstand gribende, fordi de griber det konkrete og henviser os til det som både en dom og en årsag til håb. Vi er alle terminale fra den dag, vi blev født ("min død har varet lige så længe som mit liv") - men der er troen. Som digteren skriver som et slags credo: Når han ikke er her mere, "skal mine slukkede drømme vågne / og vække også mig". 

Digtsamlingen anbefales alle, der er pårørende til døende, det vil sige alle. Den er virkelig god.