Claus Grymer: Fryser mig til klarhed
Brændpunkt, 2024
Forsiden på digtsamlingen Fryser mig til klarhed er et foto af en gravsten i sne. Billedet refererer til det inkluderede digt Sneen på graven, hvori det lyder, at "den sne der falder over verden / lægger sig som på en grav". Journalisten og forfatteren Claus Grymer er blevet ramt af kræft, og i samlingen, der ikke består af mere end cirka 30 korte digte, mediterer han over livet som døende, hvor "intet er godt / heller ikke nu", men hvor alt omvendt er "i orden / for det er snart forbi".
Grymer skriver uden illusioner eller selvbedrag, og han forsøger ikke at undslippe sin situation eller besnakke sin skæbne ved at kaste sig ud i filosofiske eller religiøse betragtninger. Det nærmeste, han kommer, er i digtet Tro, der kun er på 3 linjer: "Tror jeg ikke på Gud / har jeg kun mig selv / og mig tror jeg ikke på". Jeg kunne, da jeg læste det, ikke lade være med at tænke på G.K. Chesterton, der i Fritænkeri og rettroenhed skriver, at man som ikke-troende balancerer på sit eget hoved, og at hoveder i al almindelighed er et for blødt materiale at stå på. Claus Grymer, fordi han er en rigtig digter, finder i stedet det store i det små: Hånden, der ryster, idet han rækker en kontrollør en billet, tanken om måske ikke at kunne fejre flere fødselsdage, krydsord og toiletruller. I det meget rørende digt Døden og kaffemaskinen beretter Grymer, hvordan en eller anden "fortæller mig at hans kaffemaskine er gået i stykker / og spørger hvad en ny kan tænkes at koste". Grymer nævner en pris, og spørgeren "vender ansigtet bort / for at jeg ikke skal se / at han er sammen med en mand / der snart skal dø" og alligevel stadig er optaget af prisen på en kaffemaskine. Det er imponerende godt og virkeligt.
Grymer skriver uden illusioner eller selvbedrag, og han forsøger ikke at undslippe sin situation eller besnakke sin skæbne ved at kaste sig ud i filosofiske eller religiøse betragtninger. Det nærmeste, han kommer, er i digtet Tro, der kun er på 3 linjer: "Tror jeg ikke på Gud / har jeg kun mig selv / og mig tror jeg ikke på". Jeg kunne, da jeg læste det, ikke lade være med at tænke på G.K. Chesterton, der i Fritænkeri og rettroenhed skriver, at man som ikke-troende balancerer på sit eget hoved, og at hoveder i al almindelighed er et for blødt materiale at stå på. Claus Grymer, fordi han er en rigtig digter, finder i stedet det store i det små: Hånden, der ryster, idet han rækker en kontrollør en billet, tanken om måske ikke at kunne fejre flere fødselsdage, krydsord og toiletruller. I det meget rørende digt Døden og kaffemaskinen beretter Grymer, hvordan en eller anden "fortæller mig at hans kaffemaskine er gået i stykker / og spørger hvad en ny kan tænkes at koste". Grymer nævner en pris, og spørgeren "vender ansigtet bort / for at jeg ikke skal se / at han er sammen med en mand / der snart skal dø" og alligevel stadig er optaget af prisen på en kaffemaskine. Det er imponerende godt og virkeligt.
Man skal ikke lade sig narre af, at Fryser mig til klarhed er en kort bog på kun 37 sider. Digtene er få og korte, fordi Claus Grymer ikke snakker udenom. Han skriver klart og præcist, også om sin kristentro. Sandheden om os alle, omend vi normalt ikke bryder os om at kendes ved den, er, at vi hele tiden er døende, og Grymers bøn i digtet Den fortabtes bøn, "skænk mig livet når jeg dør", er alle troendes bøn. Fryser mig til klarhed er ikke kun en digtsamling for kræftramte eller pårørende til kræftramte. Det er en digtsamling for alle endnu levende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar