Gyldendal, 1959
Lars Busk Sørensen, født 1930, kom fra et husmandssted på heden nordvest for Ikast, og han blev uddannet lærer på det indremissionske Nørre Nissum Seminarium, hvor der også nu om stunder på gavlen hænger et skilt med ordene "Bed og arbejd". Efter i 1953 at have fået sin eksamen (og efter et par svinkeærinder til Skagen og Lemvig) flyttede han med sin hustru til Langerhuse ved Harboøre. Her boede parret frem til 1990, nær det voldsomme Vesterhav og med den enorme stjernehimmel over sig.
Lars Busk Sørensen døde i 2023, 93 år gammel. Han var salmedigter, men han startede som en verdslig digter af sarvigsk observans, og samlingen Digte fra 1959 var hans debut. Verdslig skal i sammenhængen (som det også gælder om Sarvig) udelukkende forstås som en genrebetegnelse, for allerede i digt nummer tre, Det stærke, dukker "Jesusbarnet i krybben" op. Lars Busk Sørensen tilbragte hele sit liv i bøn, jeg tror det, og troen løber gennem hele digtsamlingen: "Det er sent. / Jeg hører Gud i haven. / Kald, mine hænder! før kulden tager jer." I Jakobs morgen lyder det smukt: "Jeg er et menneske, / ramt af Guds hånd. / Hans velsignelse smerter / på min krop. // Gennem jordens våde græs / halter jeg hans sol i møde". Ligesom hos Sarvig modstilles troen teknikken og "Tomhedens hårde hænder": "Den kolde krig har ikke visnet / det mindste blad på en nælde". Det kan godt være, vi har formået at bygge en rumraket, "En afreven fuglevinge / og spidsen af et lukket næb", men "ingen af os har endnu mod / til at vende sig om og græde".
Lars Busk Sørensen og jeg kommer omtrent fra det samme sted, geografisk som religiøst. Som ung overvejede jeg også at tage på Nørre Nissum Seminarium, og de første 20 år af mit liv boede jeg cirka 30-35 minutters kørsel fra Langerhuse. Det er mig slet ikke muligt at have nogen distance til Busk Sørensens digte, og jeg har heller ikke lyst til at bevæge mig på afstand af dem. Jeg ærgrer mig bare over, at jeg aldrig lærte ham at kende. Mit eget eksemplar af Digte har en personlig dedikation fra forfatteren: "Til Grete og Ejgil med venlig hilsen og tak for kaffe". Det er så meget Vestjylland, som det overhovedet kan blive, og på den bedste måde.
Digtsamlingen kan lånes via bibliotek.dk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar