Truende transmissioner

 

Erik Trigger Olesen: Rovmåne
Brøndum, 2021

Der findes en subgenre af ambient musik, der kaldes glacial. Som lytter til glacial ambient skal man forestille sig, at man for eksempel er en polarforsker udstationeret på en fjern og måske hemmelig, arktisk station, hvorfra man helt alene er ansvarlig for at monitorere et eller andet fænomen. Man hører den bidende vind og fornemmer sneen og isen udenfor, og typisk er der også et teknisk aspekt. Producenter af glacial ambient tilføjer ofte skrattende lyde og svage stemmer, som om der konstant, mens man lytter, bliver givet live-opdateringer via et gammelt radiosystem. Det er nat, og det er mørkt. 

Erik Trigger Olesens digtsamling Rovmåne har aldeles intet med glacial ambient at gøre, men det har den måske alligevel, for mens jeg sad og læste den, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig digtene i samlingen som radio-transmissioner, opfanget af en sådan station placeret, hvor "permafrosten skyllede ind over os". Det er ikke helt tosset. Som Erik Trigger Olesen selv skriver i et et digt, "JEG ER IKKE ENGANG GAL". Samlingens blå omslag giver mindelser om en ishimmel, Peter Langwithz Smiths fotomontage i bogen kunne godt ligne radiotårne, og allerede i linje 6 og 7 i det allerførste digt taler digteren om "de truende transmissioner / der flettede sig ind i virvarret af ledninger". Senere får vi en henvisning til Fridtjof Nansen, "med Nansens genfærd over indlandsisen", der er "nødstedtes radiosignaler", "Mørkets radar", "Aftenens tastatur" - og ikke mindst: "spøgelser der befolker elnettet / hvisker ud af stikdåser". De hvisker om tab og om død. 

Den allersidste linje i Rovmåne lyder "imod døden". Digtene i samlingen, som er imponerende gode, cirkler om døden, om alder, tab og grusomhed. Digtet Dreifach er dedikeret til Gottfried Benn, og der er i det hele taget en benn'sk pessimisme og undergangsstemning over de fleste af de inkluderede digte. Tiden er, som Erik Trigger Olesen et sted skriver, "den kollapsende tid", men poesien, formkraften, er "de beroligende lyde / af Tua Tomas og Werner / af Joànes Tomas og Einar". Det er ren Benn. 

Der er håndgranater i digtene, pigtråd, blodsøjler, skrig, skræmte børn, en kannibal og endda Josef Mengele. Det mærkelige er, når jeg skriver det sådan, at det lyder voldsomt og ekspressivt støjende, men det er det ikke. Digtene larmer ikke. De er en rusten radios hvisken, som man er den eneste, der hører. Sådan føles det. Det er et gammeldags udtryk, men jeg bruger det alligevel: Man føler sig som læser begunstiget.