Jeg lever i næsten alt hvad der er

Natalia Sordi: Dette mulige udenfor
Illustreret af Laura Varangot
Oversat af Malene Boeck Thorborg
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2021

Natalia Sordi er født i 1976, hun er argentiner, og ud over at være digter er hun også psykoanalytiker, pianist og komponist. Man kan lytte til nogle af hendes kompositioner her. Digterens psykoanalytiske (måske lacanianske) tilgang røber sig i flere af de i samlingen inkluderede digte, der har spændingen mellem det nærværende og fraværende som tema: "Dette bankende værn om fraværet", "nærved / graver teksten", "indtage dit fravær", "lange fravær", "jo længere væk, hver gang desto nærmere", "denne lange fraværsremse". Andre centrale ord er henholdsvis "hemmelighed" ("mens skønheden folder sig ud / i al hemmelighed"), "drøm" ("Jeg vågner / elsket ved rødderne / af en drøm") og "skygge" ("i dine hænder / skærmer jeg tidens / skygge / mit hverv / som drømmerske"). Man behøver ikke en universitetsgrad i psykologi for at kunne identificere disse begreber som psykologisk prægnante.

Samlingens digte, der er trykt både på originalsproget og i dansk oversættelse, er en slags intime meditationer "i et rum kun i selskab med ordet", hvor "Jeg er nøgen i min tale" med henblik på at nå til en følelse af nærhed, som i digtene (vistnok) også identificeres med kærlighed, med det oceaniske og med poesien som sådan. For så vidt, hvis min læsning overhovedet er korrekt, er digtsamlingens centrale digt dette korte med titlen Bøn: "min bøn? / en eneste ting: / poetisér mig", i.e. gør mig nærværende som poesien. Eller bare: Gør mig til poesi. 

For år tilbage talte man en del om såkaldt nærhedsmetafysik, herunder også i lyrikken. For nærhedsmetafysiske digtere handler det med et metaforisk udtryk om at få ting ind under huden, at identificere sig med diverse og at nå frem til en form for enhed, en forbundethed, måske ultimativt med altet. Det handler om selv at blive en del af den poetiske verden. For at parafrasere Søren Ulrik Thomsen: Det handler om at blive blå i det blå rum. I kontrast til denne form for digtning står eksempelvis Language Poetry, som er karakteriseret ved det modsatte, nemlig ved ønsket om at sætte fokus på forskelligheden og på bevidsthedens frihed fra det til enhver tid givne. 

Personligt er jeg nok tilbøjelig til at mene, at den mest fordelagtige position, også som digter, at befinde sig i er et sted midt i mellem. Eller måske rettere: At pendulere frem og tilbage. Jeg er ikke tosset med Sordis bøn om at blive 'poetiseret', i hvert fald ikke hvis hun mener permanent, for det lyder i mine ører både klægt og ret klaustrofobisk. Og måske er det da også udmærket, at hun faktisk ikke er det, for hvorfor skulle et 'poetiseret' menneske skrive digte? Et digt er jo, som hun selv skriver i digtet Fejltagelse, et "gab mod livet", og folk, der er allerede er propfulde af poesi hele tiden, fordi de er 'poetiserede', har vel ikke brug for at gabe efter mere? 

Man skriver som digter, påstår jeg, ikke nær så meget på det, man er, eller som man har, som på det, man mangler. Man skriver på fraværet og på begæret, og det gør Natalia Sordi også. I digtet Jeg lytter lyder det, at "jeg lever i næsten alt hvad der er", og det operative ord er "næsten". "Næsten" er poesiens område. Det er dér, det afgørende sker.