Årets bedste digtsamling

Irene Sidenius: Jeg spejler en krig
Brændpunkt, 2024

Poesi er ikke en konkurrence. Det er en fælles bestræbelse. Som Peter Laugesen engang skrev, "det her er jo ikke noget, en enkelt person kan klare", og der er plads til alle, der vil være med. Når en eller anden digter formår at skrive noget exceptionelt godt, er det en sejr for alle, der vil poesien, og det bør fejres. Den pågældende digter bør hyldes for sin indsats. Og lad mig sige det ligeud og uden omsvøb: Irene Sidenius' nye bog, Jeg spejler en krig, er den bedste digtsamling, jeg har læst meget længe. Jeg er meget, meget imponeret. 

Der skete noget pudsigt, da jeg satte mig ned for at læse bogen: Efter cirka tre digte blev jeg pludselig bevidst om, at jeg inde i mit hoved hørte Inger Christensens stemme recitere dem højt: "en længsel bryder det ukendte mørke / som en klinkbygget båd pløjer sig dybt / i stjernehimlen hvor hver og en er / et stik i dit hjerte". Jeg vil tillade mig at formode, at Sidenius er inspireret af Christensen, men hun er ikke en epigon. Hun efterligner ikke, men har sin helt egen stemme, og jeg tror ganske enkelt, Inger Christensen ville have elsket at læse disse digte: "en skælven i hjertet din verden kan vælte / de mønstre og koder man bruger på andre / men også er os der tror de er ting".  

Digtsamlingens tema, som man kan læse på bogens bagside, er "krig og kærlighed", men hermed er ikke meget sagt. En bedre beskrivelse kan læses i et af samlingens digte: "i formler at udgøre verden at spille / med egne formler kun dem om / det usigelige / den altomfattende vidunderlige natur / at spejle / tingenes indbyrdes / sælsomhed". Irene Sidenius skriver stilsikkert og dybt, og hvis hun ikke vinder en eller anden lyrikpris for bogen, er der ingen retfærdighed til. Hvis du kun har tænkt dig at ønske dig én digtsamling i julegave i år, så bør det være denne. Den er fantastisk.