Poesiens hastighed

Reza Farmand: Poesiens fine klinik
Forlaget Ravnerock, 2025

Det har for så vidt ikke noget med den litterære kvalitet at gøre, men Reza Farmand er en sympatisk digter. Jeg har tidligere her på bloggen omtalt hans digtsamling fra 2023, Det er blodet der elsker, som handlede om kærlighed, og som man blev helt varm indeni af at læse. Den nye samling, Poesiens fine klinik, handler også om kærlighed, men mere specifikt, som titlen lader ane, om kærlighed til poesien, ikke kun intellektuelt, men også sensuelt. Som det lyder allerede i samlingens første digt, Mig og min poesi: "I nat følte jeg dens ånde / Mod min hals / Og dens ben mellem mine gloser". Faktisk taler Farmand i digtet nærmest om sin kærlighed til poesien som en slags erotisk utroskab, for selv "Da min elskede kyssede min hånd kærligt før søvn / Og gled den over sit køn / Lagde jeg diskret / Min anden hånd på poesiens køn". "Poesien," lyder titlen på digt nummer to, "er den vildeste af alle kærester". 

Digtene i bogen er ifølge en note oversat af forfatteren fra persisk, og ligesom det var tilfældet med den forrige samling er der noget østligt, eventyrligt og magisk over sproget: "Jeg har taget min poesikappe på", skriver Farmand et sted. "Det er gennem ordene, guderne passerer / Og omringer menneskene". I et digt, der i særdeleshed interesserer mig, Spørgsmålene stråler på min poesi, taler han om vanskeligheden ved være digter eller ved være påvirket af sprogets 'magnetisme', nemlig at det gør ham "langt mere ubehændig end du tror": "Jeg må holde mine ord / Væk fra poesiens magnetiske felter / For at kunne gennemføre / En ukompliceret samtale". At forsøge at føre en fornuftig samtale med en digter kan undertiden være lidt af en udfordring, netop fordi sproget for digtere er magnetisk: Ethvert ord associerer straks til andre ord, metaforer bryder straks sammen og/eller leder til andre metaforer, som presser sig på og forlanger at komme til udtryk. Alting hænger sammen med noget andet, ikke nødvendigvis logisk, men altså magnetisk, hvilket måske også bare er et andet ord for erotisk. 

Sproget, som Højholt plejede at sige, er liderligt, og det er liderligt med en hastighed. Der er et gennemgående tema i Reza Farmands digtsamling, hastighed: "[Poesien] Griber pludselig min hånd", "Den er frygtløs over for hastigheder [...] Og får mig til at løbe", "En poesi der har fælles fjer med hastighed", "Poesi som går et andet skridt i mig", "opløses hastigt i mig", "I hastighederne lader jeg min poesi flyve", "Jeg fornyer min poesi med hast [...] For at kunne iagttage tidens ansigt godt / Rider min poesi på enhver hastighed", "Min poesis tid er altid knap". I digtet Poesi er verdens andet sprog lyder det ganske enkelt, at "Poesi er den rene hastighed". Jeg er opfostret på en blanding af frikadeller med brun sovs og Charles Olson, og mens jeg sad og læste Poesiens fine klinik kunne jeg ikke lade være med at tænke på Charles Olsons berømte essay fra 1950, Projective Verse, hvori han taler om et digt som "a high-energy construct and, at all points, an energy-discharge", hvor "ONE PERCEPTION MUST IMMEDIATELY AND DIRECTLY LEAD TO A FURTHER PERCEPTION". Det er godt, når skal digtes, måske, men ikke nødvendigvis, der der skal tales om poesi. Eller fornuftigt om andre ting. I sin nye samling formår Reza Farmand at skrive langsomt, fattet og smukt om det hurtige, og det er beundringsværdigt.