Skriv, skriv, skriv

Emilie Nørgaard Madsen: Reflekterende
Wadskjær Forlag, 2024

Emilie Nørgaard Madsens Reflekterende er på hele 129 sider, og bogen byder på 69 digte skrevet i knækprosa-form. Madsen er nordjyde, og ifølge forlagets præsentationstekst er der tale om "en hudløs ærlig digtsamling, der skildrer de rå og ufiltrerede øjeblikke fra digterens 26-årige liv". Det er bekendelseslitteratur med hilsen til Vita Andersen: "Jeg lærte ordet i folkeskolen / Tryghedsnarkoman / Og det er / Et af mine yndlings". Disse første linjer fra digtet Elleve giver for så vidt et udmærket indtryk af stilen: "Som barn er jeg / En smilende pige / Glad og umiddelbar / Men forkert / For besværlig / Store følelser fanget / I en alt for lille krop / Og jeg har altid skulle / Fikses". Digteren skriver om sin barndom, familie, venner, skolegang, sin tid på en efterskole, sit job i en dagligvarebutik, om parforhold og i et enkelt digt om sit forhold til Gud ("Jeg er for ung / Til at love noget").     

Jeg havde i første omgang og af to grunde besluttet mig for ikke at skrive en omtale af Reflekterende. For det første er jeg cirka dobbelt så gammel som Emilie Nørgaard Madsen, og jeg er bedsteborgerlig og kedelig. Digtsamlingen er ikke skrevet for folk som mig, men for Madsens jævnaldrende, som potentielt kan spejle sig i den og relatere sig til de problemstillinger, hun behandler. Det er muligvis blot en undskyldning for dovenskab fra min side, for jeg kunne jo strenge mig an og forsøge at sætte mig i hendes sted og så videre, men jeg var også forbeholden af en anden grund: Jeg har det svært med det dér 'hudløst ærlige' og med bekendelsesgenren i det hele taget, for den sætter mig som kritisk læser i en prekær og lidt ubehagelig situation. Den gør det vanskeligt at tale om digtene som digte uden samtidig at tale om digterens selvforståelse eller mangel på samme. Det traditionelt gode digt er interessant, blandt andet fordi det altid er klogere end digteren, der har skrevet det. Det ved mere. Bekendelsesdigtet er anderledes. Ikke forkert, selvfølgelig ikke, men anderledes, fordi det i bekendelsesdigtet ofte er forfatteren, der tror sig klogest. Sproget er blot et middel til at udtrykke en sandhed, forfatteren på forhånd mener at kende. Helt eksemplarisk er i denne henseende Madsens digt Syvogtredive, hvori hun beretter om, hvordan hun en aften går i skoven "Og finder så vej / Tilbage / Til mig selv". Hvordan skal jeg som et midaldrende knottenhoved forholde mig til det? Jeg forstår naturligvis, hvad hun mener, men min umiddelbare reaktion er ikke desto mindre, "Nej, du fandt ganske afgjort ikke tilbage til dig selv. Du finder aldrig tilbage til dig selv. Det er derfor, du skriver digte." Hvilket, hvis jeg sagde det, indlysende ville få mig til at lyde som lidt af et røvhul, også selv om det ville være sandt.         

Men jeg ombestemte mig altså, for mens jeg sad og tænkte det ovenstående, blev jeg også klar over, at det jo reelt var helt lige meget. Det er bare mig, der er for meget ... mig. Emilie Nørgaard Madsen har skrevet en digtsamling, hvori hun offentligt og ærligt forsøger, som titlen siger, at reflektere over nogle af de indtryk og oplevelser, der har været med til at forme hende som person. Samlingen er en italesættelse i hendes helt eget sprog og uden nykker, og den slags er prisværdigt og bør støttes. I digtet Sytten lyder det rørende: "Vi er til forældresamtale / Og du siger / At jeg er / Reflekterende / Mit livs største kompliment [...] Og du opfordrer mig til at skrive / Skriv, skriv, skriv / En forfatter gemt i maven / Forhåbentlig bliver hun endelig / En realitet". Det gjorde det. Madsen har beundringsværdigt realiseret sig selv som forfatter, og hun er ankommet. Jeg vil gerne byde hende velkommen. I tilfælde af at hun en dag skulle komme til at læse dette, vil jeg tillade mig at gentage, hvad jeg tidligere og i en anden sammenhæng har skrevet her på bloggen: Såkaldte almindelige mennesker, hvad angår poesien, har aldrig har bidraget med noget som helst af betydning. Det er (med Emilie Nørgaard Madsens eget ord) 'forkerte' mennesker, der digter. De digter på deres forkerthed. Det er dér, digtene kommer fra. Skriv, skriv, skriv nogle flere.