En varm hånd over en andens hud

Orhan Dogru: En stikling af min kærlighed
TSDK Forlag, 2024

Orhan Dogru, som han selv udtrykker det i sin korte introduktion til sin digtsamling, er en "søn af en gæstearbejder fra 1969", der "drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk" og håber "en dag at kunne drømme på alle disse fire sprog i den samme drøm". Han er født og opvokset i Tyrkiet og kom til Danmark i 1987. Dogru er en produktiv oversætter, herunder af lyrik, men En stikling af min kærlighed er hans første, egen digtsamling. Den udkom i 2024.

Orhan Dogrus digte er fulde af længsel og af patos. Der er mange tillægsord: "denne korte, / svale nordlige sommernat", "min ånds dybe hemmelighed", "mit svulmende hjerte", "horisontens uendelige udsigt", "mine skamfulde øjne", "den stakkels sjæl", "hadske blikke og kolde øjne" og så videre i dén retning. Det er som udgangspunkt (sådan vil jeg vælge at udtrykke det) en lidt problematisk måde at skrive på, og det siger noget godt om Dogrus evner som digter, at han i det store og hele slipper afsted med det, først og fremmest fordi man tror på ham. Hans digte bæres oppe af en følelse af autenticitet. Efterhånden som man læser sig igennem samlingen (og måske især netop nu, hvor det både sner og fryser udenfor), begynder man tillige i nogen grad at værdsætte det mere varmblodige og følelsesfavnende hos en digter, der ikke er bange for metaforer som "mine øjne græder tårer og blod" eller "min melankolis saddeltaske". Det er tusindvis af kilometer fra sædvanlig, stramrøvet, dansk puritanisme, og faktisk fandt jeg det rørende. Som det lyder i et digt: "Lad mig kysse og omfavne dig med varmen fra de anatolske stepper". Ja tak, meget gerne. 

En stikling af min kærlighed består af erindingsdigte, kærlighedsdigte og politiske digte, hvori Dogru adresserer såvel aktuelle, politiske situationer såvel som forholdet mellem gammel-danskere og indvandrere generelt. I et digt med opfordring til dialogkaffe, Ræk din hånd ud mod mig, skriver han: "Fortæl mig Molbohistorierne. / Lad mig fortælle dig røverhistorier af skarpsindige og humørfyldte / Nasreddin Hodja". Igen ja tak. Digtsamlingen er i sig selv en slags udstrakt hånd til læserne, og den er venlig og prisværdig. Der er udfald mod en fremmedhadsk, dansk politiker, som jeg end ikke gider nævne navnet på, men aldeles tilsvarende mod den religiøse, islamiske fundamentalisme. Den fælles grund, som Orhan Dogru i digtene hylder, er kærligheden og poesien. Det kan i disse brutale tider være svært at tro på, at poesien betyder ret meget. Dogru omtaler selv i Ukendt poets historie sine egne digte som "en pakke havnet på et hittegodskontor /  ingen ejer har efterlyst". Så meget desto mere er der grund til at minde om, at et digt kan være som "en varm hånd over en andens hud", og at sådanne berøringer kan være livsforvandlende. "Ordene der flyder fra pennen bør vække følelser", skriver Dogru, "skrive digte, der forvandler livet".