En syndefuld griserøv

Albert Hytteballe Petersen: Brev til menneskesønnen
Illustreret af Hans Krull
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2015

Albert Hytteballe Petersen: Laika - min hund
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2019

Allerede i de allerførste linjer i det allerførste digt i Albert Hytteballe Petersens digtsamling Laika - min hund gør han det klart, at han "Nægter fortsat at diskutere / mine kunstneriske forsøg. / Læser ikke mine anmeldelser." Det er jo sådan set befriende, for så kan jeg bagtale ham, uden at han opdager det, i hvert fald for så vidt mine bloglæsere også holder mund. Og der er meget at sige om ham, herunder at han er en fantastisk god digter, og at han (i hvert fald i en dansk kontekst) er helt unik. Der er mig bekendt ikke andre, der skriver som Albert Hytteballe Petersen. Han er sgu sin egen.

Hytteballe Petersen er en politisk digter, men også spirituel. Samlingen Brev til menneskesønnen er, som titlen lader forstå, et brev til Jesus "fra en syndefuld griserøv". Digteren er en slags surrealist, men fuldstændig tro mod det konkrete og historiske. Han er international (og har internationalt format), men digtene er aldrig frit i luften svævende. De er intimt bundet til faktiske steder: Rudkøbing Sygehus, Oure Kirkegård, en flaskeautomat i Bilka, Nørrebrogade 132, 5A-bussen, Netto, Færøerne, skibsværfter o.s.v. Han er humorist, men han er gravalvorlig. Han er det hele, bare aldrig kedelig. Som han skriver i digtet Fynsk snakkesalighed: "her på jorden / er det djævelen / der ikke vil diskutere", og Albert Hytteballe Petersen har taget Vorherres parti. Han vil diskutere alting, herunder også idiotien og uretfærdigheden, "verdens store røvhuller", grådigheden og den såkaldte danskhed. 

Brev til menneskesønnen, der i øvrigt er illustreret af Hans Krull, er inddelt i tre afsnit: Min menneskesøn, som er et selvbiografisk digt om Albert Hytteballe Petersen eget forhold til Jesus og kristendommen, Herrernes menneskesøn, et politisk digt om (mis-)brugen af Jesus-figuren, "Religiøse patentmonopoler" og teknokratiet, og Mennesønnen på Nørrebrogade, hvori Kristus identificeres med en "kakaofarvet" og "nummerløs" dreng ved navn Muhammed, som ender med at blive udvist og torteret til døde. Laika - min hund rummer ud over en række smukke og rørende digte om Laika blandt andet også en lille håndfuld Skibsværftspoesi, erindringsdigte fra tidligere jobs.  

Albert Hytteballe Petersens digte, får man fornemmelsen af, udspringer af en slags simpel tro, måske endog grænsende til hellig enfoldighed, som når han et sted lader Jesus sige, "Det er simpelt, kærlighed, / elsk dem alle, elsk for helvede", og som kritisk kan favne alt. Det operative ord er "kritisk", for selv om han står med åbne arme, er der i intellektuel henseende afgjort intet naivt over Hytteballe Petersen, tværtimod. Hans blik er skarpt og gennemtrængende, også når det gælder religionen. Som han skriver i digtet Rovdyrtid i Laika - min hund (digtets titel henviser vel nok til Mandelstam, som nævnes tidligere i samlingen): "Ved at gøre det spirituelle / til et organiseret religiøst anliggende / ved at begrænse poesien / til et finkulturelt erhverv [...] ved at overlade vores tvivl / til regnearks teologer / er vi borgere blevet forvandlet / til stumme tilskuere / i et cirkus / der ikke kan styre sine rovdyr".

Tag nu bare og læs ham.