Jakob Brønnums Langsomheden 1.0 er imponerende. Det er en imponerende bog. Samlingen, der giver mindelser om Ted Hughes klassiske digtsamling Krage fra 1970 (udgivet på dansk i Steen Thorborgs oversættelse af Husets Forlag/S.O.L. i 1977), er en præsentation af langsomheden personificeret: "Da langsomheden slog øjnene op / var stenalderen ikke engang rigtig begyndt endnu [...] Langsomheden var en overgang / gift med den sidste mammut". Langsomheden, får vi i digtet Lad være at drille langsomheden at vide, "har hængerøv i bukserne", "har overbid, den er rødhåret". Den er sin egen utopi, den har fået tilkendt førtidspension, den "beder om ordet", så "rummet fyldes af langsomhed", den sover middagssøvn, er gode venner med humblebien, venter på toget, tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, holder ophørsudsalg, lytter til bjerget og meget, meget andet.
Gennem alle samlingens 70-75 digte holder Brønnum tungen lige i munden og er, som det hedder på nudansk, fuldstændig overskudsagtig. På intet tidspunkt får man fornemmelsen af, at han er ved at køre træt i materialet. De gode idéer bare hober sig op, og der er ingen gentagelser eller døde punkter. Hvert eneste digt er originalt og overbevisende, mange af dem morsomme. Undervejs kommer digteren både på Langsomhedens kunstmuseum og får citeret fra Langsomhedens bibliotek, der blandt andet inkluderer en alternativ version af den tidlige Wittgensteins syv teser: "Langsomheden er alt, hvad er er tilfældet", etc.
Man bliver glad af at læse Langsomheden 1.0, og man bliver glad på den rigtige måde, for digtsamlingen er ikke en plat vittighed eller bare fuld af vrøvlevers, men den er dybsindig. Den er også smuk og rørende. Efter endt læsning sidder man tilbage og ønsker sig ligesom humlebien af blive ven med langsomheden, der "går rundt og tænder / lys i hele huset". Det er en perfekt efterårs-bog. Køb og læs den til dit efterår og/eller giv den til en andens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar