Smykket med tab

 

Lena la Cour Pind: Glimmer drysser skråt
Forlaget mellemgaard, 2023

Glimmer drysser skråt er Lena la Cour Pinds debutdigtsamling, og det er svært at tro på. Umiddelbart inden jeg gav mig i kast med at læse den, havde jeg netop siddet og læst Søren Ulrik Thomsens forord til Ole Sarvigs udvalgte digte, hvori Thomsen skriver, at "Hans [Sarvigs] verden er [...] et univers, en konstellation af en vis mængde mindre billedelementer, man hurtigt lærer at genkende, og som tilsammen udgør et kosmos ... " Fuldstændig det samme gør sig gældende med hensyn til det la Cour Pind'ske univers i Glimmer drysser skråt. Lena la Cour Pind har fra det første til det sidste digt i samlingen sin helt egen stemme, som hun er tro imod, og igen og igen dukker de samme "mindre billedelementer" op: Ordet "smykke", der i forskellige varianter optræder adskillige gange, ordet "kys", ordet "duft" og farven gul. Det er ikke uopfindsomt eller repetitivt, det er en alvor. Det er digteren, der kontinuerligt gennem hele samlingen vender tilbage til det samme udgangspunkt for på ny at forsøge at bearbejde det, som er sagens kerne, og som for så vidt er samlingens omdrejningspunkt, nemlig en reel tabserfaring, som også er erotisk.

Glimmer drysser skråt er en samling digte om kærlighed og om tab. Det lyder måske plat eller som en kliché, men der er intet plat eller klichéfyldt over Lena la Cour Pinds sprog. Det er sprællevende og originalt, som når hun om "sol i øjnene" skriver, at det "smager så citronchokerende", eller når hun i digtet Uden for rækkevidde taler om at vugge "i velour under soluret". Det er sanseligt, poetisk og stærkt. Paradoksalt (og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske har forskrækket digteren, mens hun sad og skrev det) er det i tre tilsyneladende helt enkle, konstaterende sætninger, hun kommer smerten over tabet allernærmest, nemlig i digtet Smeltedage, hvori det lyder: "min krop ligger på kanten / af din grund / til mig". Digtene i Glimmer drysser skråt er kropslige, men med kroppene på afstand. De mødtes i kys, men nu befinder de sig andre steder hver for sig: "deromme på den anden side / forsvinder det vi kysser i gang", skriver Lena la Cour Pind i Glaskys, "og så faldt den gule rude imellem os". 

Glimmer drysser skråt er på alle måder en imponerende debut. Digtene er lange, og der er mange af dem, for samlingen er på hele 128 sider, og på intet tidspunkt fornemmer man en tøven eller en træghed i sproget. Lena la Cour Pind skriver som sig selv på sin egen måde om egne erfaringer, og det er både smukt, rørende og vedkommende. Det er præcist, som det skal være, når det skal være poesi, og bogen anbefales varmt.