En lille lort med en diagnose

 

Anne Rye Andersson: Sexy Baby

Forlaget ANARKI, 2023

Som kunstkritiker og forfatter Lars Morell holder af at påpege, har såkaldte 'almindelige' mennesker i kunstnerisk og kulturel henseende aldrig bidraget med noget som helst af værdi. Almindelige mennesker er gode til at administrere ting og føre regnskaber og den slags, men de er ikke skæve nok på verden til at kunne bemærke alle sprækkerne. De skriver reklametekster og gruk, men ikke digte. Det poetiske og egentlige er de utilpassedes område, alle neurotikernes, de ængsteliges, de melankolskes, de hyperseksuelles, de skizofrenes og så videre. Det er dem, vi skylder al den skønhed, som ikke er naturens eller Vorherres. Det er, som digteren skriver i Sexy Baby, "de nedtrykte der bærer / deres knogler som træet / sin skygge ... " 

Det er ikke mig, der kalder Anne Rye Andersson "en lille lort / med en / diagnose", men hende selv i andenperson i et digt. Efter at have læst Sexy Baby tror jeg nu, at jeg ved om hende, for så vidt som hun ikke lyver, at hun har en stram røv og ingen gagreflekser, og at hun i en periode onanerede konstant. Der er, som titlen antyder, meget sex i samlingens digte, men de er ikke erotiske. Det er ikke dét, der handler om, og det siger en del om Anne Rye Anderssons betydelige evner som digter, at hun bramfrit kan tale om den slags, uden at digtene løber ud som sjofle, så man som læser ikke kan fokusere på andet. Digtene i Sexy Baby handler ikke om sex, men om identitet. Hermed er ikke meget sagt, for det gør de fleste digte, men spørgsmålet om identitet er vel nok mere end almindeligt påtrængende for Andersson, for hvem "stormen stormer / for at holde vanviddet fra døren".

På forlagets hjemmeside kan man i præsentationen af digtsamlingen læse, at der er "paralleller til Vita Andersens Tryghedsnarkomaner". Det er sandt, men Anne Rye Andersson er på én gang både mere rå og mere lyrisk, som når hun eksempelvis taler om "en kærlighed skabt / på en bund af sure kastanjer" eller om "at lægge / alle sine bevidstheder / ned i en lomme / af krudt". Hendes digte er påtrængende, nogle ville sige grænseoverskridende, og personlige i ordets bedste forstand. En eller anden kendt, amerikansk digter, som jeg i øjeblikket har glemt navnet på, opfandt engang udtrykket fuck-me-I'm-poetical-junk som betegnelse for den slags faux digte, nogle skriver for at demonstrere, hvor følsomme de er (og dermed potentielt komme i bukserne på en eller anden). Det er ikke Anne Rye Andersson. Hun er ikke ude på andet end sin egen virkelighed. Sexy Baby er ikke en forførende digtsamling, men et heftigt reality check.