Tishani Doshis digtsamling Piger kommer ud af skovene, oversat til dansk af Claus Ankersen, er fantastisk. Det er en fantastisk god digtsamling. Jeg kan huske, at jeg for efterhånden mange år siden læste en artikel om den nu afdøde, amerikanske digter John Ashbery, hvori Ashberys digte blev omtalt som "a blue rinse for the language". Doshis digte er nøjagtig ligesådan: De er som en blå regn, man kan stå i med sit sprog, og bagefter, når man lægger bogen fra sig, dufter alle ens ord helt friske, og "Kærligheden vælter frem / fra jorden som gulerødder".
Tishani Doshi er walisisk-indisk og en meget international person. Hun er født i Madras, har studeret på Johns Hopkins i USA, har arbejdet i reklamebranchen i London og har foretaget mange rejser rundt omkring i verden. Ud over at være en fremragende digter er hun blandt andet også danser. Det er voldsomt. Andre digtere kæmper med overhovedet at komme ud af sengen om morgenen. I digtet Regn klokken tre lyder det afsluttende og konkluderende: "Det er sådan begær fungerer: / først splintrende, så forbindende". Det er ikke bare sandt, men opsummerer for så vidt også Piger kommer ud af skovene. Doshi skriver med en glubende appetit på virkeligheden, selv døden ("Hvis du ikke finder lykke i døden / kommer du ikke til at bestå kurset"). Hun har, som hun skriver i digtet Til mine første hvide hår, "travlt / med at få vejret på trapperne", for "hver eneste lyse nat bringer / helt sin egen sidelæns kvast / af byrder og fortryllelser". "Lidenskab er / det", skriver Doshi i Kærlighedens læder, "digtet trækker vejret igennem", og der er uendeligt meget at forholde sige lidenskabeligt til, hvis man altså kan.
Tishani Doshi kan. Døden og ødelæggelsen er et gennemgående tema i samlingen: "De kommer alene til fester fordi de er døde", "De døde efterlader ingen spor", "Det var november, / dødens årstid", "piger som hænger i et mangotræ". Det uhyggelige og gribende titeldigt, Piger kommer ud af skovene, handler om alle de piger, der gennem tiden er blevet misbrugt, "med trusser bundet om læberne", "fundet nøgne i grøfter og brønde". Det er ikke nogen lys og let digtsamling, og der er absolut intet overfladisk over Tishani Doshi, tværtimod. Som hun et sted skriver: "Jeg er dig, ingen af os er umærkede". Men det er en positiv digtsamling, hvori "åndedrættet løber fra / alle tungens / sorger", og hvori livet vinder, og kroppen som "en spiralform / af ånd som bliver ved og ved". Det er helt utroligt godt. Digtsamlingen er nogle år gammel, men den kan stadig købes, og det synes jeg, du skulle gøre. Den anbefales varmt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar