Lena la Cour Pind: Brombærår
Forlaget mellemgaard, 2025
Forlaget mellemgaard, 2025
Lena la Cour Pind var den første digter, jeg omtalte her i bloggen. Siden hendes debut med Glimmer drysser skråt fra 2023 har hun udgivet hele tre digtsamlinger, ikke småtterier, men omfangsrige værker. En hurtig sammentælling viser, at hun i løbet af de seneste to år har udgivet intet mindre end 641 sider lyrik. Det er voldsomt, og det er voldsomt imponerende.
Hendes nyeste samling, Brombærår, er hendes hidtil længste og udgør 198 af de i alt 641 sider. Allerede i Glimmer drysser skråt havde la Cour Pind både fundet sin helt egen stemme og en form, der passede til den. Hun skriver spurveagtigt som i "tvit-tvit-tvit" og med mange linjebrud: "måske er jeg et barn / i et heksehus / måske plukker jeg / de blå lupiner / med min mormor / måske vokser himlen / i sandet af melstøv / hvor vi alle spejler os / i jordbærmælken / vi ved det er havet / der fortæller sandheden / hvor dybt alting er". Som hun selv formulerer det i digtet Ballerupvej: "jeg trækker vejret som en fugl". Der er i det hele taget mange fugle i hendes digte, ikke mindst krager ("så ser jeg kragen / hoppe ved siden af / min krop"), og der er megen natur, ikke blot brombær, og der er vejr. I Lena la Cour Pinds poesi fremstår naturen med alle dens skabninger bestandigt som noget foranderligt, som man kan skrive digte på, og som det velkendte, der giver en form for tryghed midt i alt det sociale hekseri, der altid synes at true med at inficere os.
Hendes nyeste samling, Brombærår, er hendes hidtil længste og udgør 198 af de i alt 641 sider. Allerede i Glimmer drysser skråt havde la Cour Pind både fundet sin helt egen stemme og en form, der passede til den. Hun skriver spurveagtigt som i "tvit-tvit-tvit" og med mange linjebrud: "måske er jeg et barn / i et heksehus / måske plukker jeg / de blå lupiner / med min mormor / måske vokser himlen / i sandet af melstøv / hvor vi alle spejler os / i jordbærmælken / vi ved det er havet / der fortæller sandheden / hvor dybt alting er". Som hun selv formulerer det i digtet Ballerupvej: "jeg trækker vejret som en fugl". Der er i det hele taget mange fugle i hendes digte, ikke mindst krager ("så ser jeg kragen / hoppe ved siden af / min krop"), og der er megen natur, ikke blot brombær, og der er vejr. I Lena la Cour Pinds poesi fremstår naturen med alle dens skabninger bestandigt som noget foranderligt, som man kan skrive digte på, og som det velkendte, der giver en form for tryghed midt i alt det sociale hekseri, der altid synes at true med at inficere os.
Lena la Cour Pind skriver digte om det, der rager hende, som er det nære: Rollen som mor, naboerne og genboerne, præstens prædiken og den slags. Hendes digterjeg er undseeligt og følsomt registrerende. Også i den henseende er hun lidt som en spurv. Efter at have læst samtlige 641 sider af hendes udgivne lyrik, blev jeg, mens jeg sad og skrev dette, pludselig bevidst om en af dens væsentlige og bemærkelsesværdige karakteristika: Fraværet af enhver form for aggression. Der er masser af følelser i la Cour Pinds digte, men ingen udadvendt vrede, ingen oprørthed, ingen hævdelse. Lena la Cour Pinds ærinde i sine digte, forekommer det mig, handler slet ikke om at få sagt nogen noget, men nænsomt og langt mere ambitiøst om, som hun skriver i Håb, "at samle det hele op / og gribe efter lyden / af dag". Sådan som poesien kan gøre det.
Brombærår kan bestilles hos boghandleren, og den ville være en fin advents-, mandel- eller julegave at få. Det er en smuk digtsamling.
Se også mine omtaler af Lena la Cour Pinds tidligere udgivelser her.
