Dem der ikke ved det

Carl Jørgen Carlsen: Jeg er bange for jeg skal løbe fra tiden
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2021

Der er mange måder, hvorpå man kan placere digtere i opposition til hinanden. Det er en yndet sport blandt både digterne selv og deres kritikere: Der er de såkaldt anerkendte digtere, "københavnerkleresiet", og der er de ukendte, poetiske martyrer, som lever en skyggetilværelse. Der er dem, der skriver knækprosa, og dem, der ikke gør det. Der er digtere, der er romantiske, metafysiske og fulde af patos, og der er digtere, som er helt kolde i røven. Der er digtere, hvis digtsamlinger bliver solgt i 100.000 eksemplarer, og der er digtere, som ikke kan forære deres værker væk. Og så videre.

Hvis jeg partout skulle drage et skel, og jeg gør det kun nødigt, ville det være dette: Der er digtere, der skriver på det, som de tror, de ved, og der er digtere, der skriver på deres uvidenhed, og som ikke giver svar, men stiller spørgsmål. Carl Jørgen Carlsen tilhører i Jeg er bange for jeg skal løbe fra tiden den sidste kategori. Digtere i al almindelighed er jo nøjagtig lige så snotforvirrede som alle os andre, og Carlsen giver sig ikke ud for at være noget, han ikke er. Som han et sted direkte skriver, "Jeg har et spørgsmål". "Der er to slags mennesker // Dem der ved det og / dem der ikke ved det // Jeg hører til dem / der ikke ved det". Der er mange spørgsmålstegn i samlingen: "Er det måske kuglepennens skyld / at digtet lækker?", "Tror du mig ikke?", "Troede du virkelig det?", "Er det onsdag eller torsdag?", "Tror du jeg er et menneske?", "Gør jeg ikke?", "Hvad siger du?". Digtene, som er uden titler, er humoristiske, legende og sprogligt besnærende. Carl Jørgen Carlsen har sin helt egen stemme, som han gennem alle digtene er tro imod: "Du kan da nok forstå / at hvis vandstanden i Middelhavet falder / så er der 80 kvinder i Nordsjælland / der bliver ufrivilligt gravide // Og hvis månen er en grøn ost / så er to og to fem". "Der burde være et komma et sted", skriver han i et digt, "men jeg har det så dårligt med kommaer / så jeg tror jeg sætter mig ned og græder lidt". Et andet sted mener han at vide, at "Alene i Asien dør der 500 milliarder /edderkopper i sekundet", men indrømmer, at "alt hvad jeg tænker er digte". 

Toglekture lyder måske som en nedsættende betegnelse, men Jeg er bange for jeg skal løbe fra tiden er en ideel bog at have med i inderlommen, når man skal på tur. Den passer i formatet, digtene er gode og fulde af rigtigt liv, og Carlsens stemme vil uden problemer blande sig ind i hele virkeligheden, mens man sidder i sit sæde og rejser som sig selv.