Jeg har købt en bog i alle mine drømme

Marie Ladefoged: Mod jorden
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023

Inden for erkendelseslæren eller epistemologien findes et udtryk, tabula rasa, som er latinsk for "ubeskrevet tavle". Udtrykket kan spores tilbage til Platon og Aristoteles som betegnelse for den forestilling, at vi som mennesker individuelt fødes med en helt blank bevidsthed, og at der ikke findes noget i bevidstheden, som ikke oprindeligt er kommet derind udefra. Det er ret beset vistnok forkert, men for en digter er det en særdeles anvendelig antagelse. Som digter er det en god idé at lade som om, det er rigtigt. 

Det lyder måske filosofisk eller abstrakt, men i virkeligheden er det helt konkret. Man kan selvsagt ikke sætte sig ned og beslutte sig for at skrive et digt uden at have en forestilling om, hvad et digt er. Og hvad er et digt? Hvis man aldrig har læst andre digte end Benny Andersens eller Tove Ditlevsens, så er det dét, der er et digt. Så er det sådan, digte er. Når man selv begynder at skrive, vil ens egne digte uvægerligt komme til at lyde som Benny Andersen- eller Tove Ditlevsen-digte, for det er jo sådan, digte skal være. Jo flere forskellige slags digte, man opsøger og får ind i hovedet udefra, des mere udvider digtbegrebet sig, og des mere øger man sine egne udtryksmuligheder. Man vokser som digter ved også at være en læser. Digtere, der tror, at de allerede i udgangspunktet er så originale og autentiske, at de ikke behøver beskæftige sig med anden litteratur eller at få andres værker ind på hjernetavlen, er idioter. Det er muligt, at Rimbaud var et slags naturgeni, jeg ved det ikke, men han var i så fald cirka den eneste. Alle vi andre dødelige er henvist til traditionen, til at tage den på os og til at lære af den.         

Marie Ladefoged ved det. Hendes digtsamling Mod jorden er inddelt i tre hovedafsnit. Det første består af en række digte, hvori hun på forskellig vis relaterer sig til en række nordiske, kulturelle koryfæer og figurer, fra Blicher, Aarestrup og Ewald til Gunnar Ekelöf, Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen: "På en banegård står Søren Ulrik Thomsen [...] Den morgen er et tog der braser ind i sengen / Jeg har købt en bog i alle mine drømme". Andet afsnit består af blandede, korte, lyriske digte og af det historiske digt 1864, og tredje afsnit af en håndfuld længere digte, heraf fire rimede og af religiøst tilsnit: "I troens stærke fundament / er tvivlen på din side her / og cementeret i cement / på klippen ren og skær". I afslutningsdigtet, Den lange rejse, lyder det: "jeg ler igennem mine triste tanker / så højt mod Gud mit eget hjerte banker". Især det første afsnit er i sammenhængen interessant. I "grøntsagsafdelingen" møder Ladefoged Edith Södergran. Tomas Tranströmer står "ovre ved kødet", og Knud Rasmussen er "på polarekspedition / på vej mod skorstenen og den yderste kant". "Marianne Larsens logik", skriver hun, "gav mening / lige den dag hvor vi følte os som fremmede". Det er godt set og præcist formuleret, og det er nøjagtigt, som det skal være. 

Digtsamlingen er med fotos af Mette Lucca Jensen.