Bøv i livet

Mikael Josephsen: Mit sted
forlaget melodika, 2024

Forfatteren Mikael Josephsen har fået konstateret hudkræft, og det har forståeligt nok, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, givet ham bøv i livet. I den forløbne sommer satte han sig midt i sin ængstelighed ned i sin campingvogn og automat-skrifts-skrev en række digte, som han offentliggjorde på sin Facebook-side. Nu er de også udkommet som en digtsamling, Mit sted, en på alle måder elegant og lækker udgivelse fra forlaget melodika. 

Digtene er fremragende. Der er sådan set ikke nogen grund til at fedtspille med det. Mikael Josephsen skriver fantastisk godt. Digtene i samlingen er skrevet som en umiddelbar reaktion på lægens diagnose ("Hun lagde hudkikkerten / og sagde / det er kræft") og udtrykker en akut opstået bevidsthed om egen endelighed: "Jeg kørte hjem med døden efter mig / som en politibil". Det kunne man vel nok spinde en lang og abstrakt, filosofisk eller religiøs ende på, men Josephsens store styrke som digter er, at han altid og til det yderste er tro mod det konkrete. Det store er ikke andre steder end i det små, og at digte er at fløjte "dig speciel / i al almindelighed". Som han et sted skriver: "jeg skriver som vinden blæser / som hjertet banker / som fingrene vil", nb ikke som hjernen vil, men fingrene, der alt andet lige sædvanligvis også er tættere på tastaturet, og som er gjort af et mindre klægt materiale. I den sammenhæng er Mikael Josephsen nært beslægtet med Peter Laugesen. 

Der er intet fortænkt over Josephsens digte, og de er nemme at læse. De er også lyriske, meget rørende og fulde af billeder: "en roterende måne / sliber på den sidste melodi", "jeg finder selskab i fuglene / putter en mønt i deres jukeboks", "en myre der slæber digte hjem / og stabler dem som / guldmønter". Bogen er smuk (med omslag af Peter H. Olesen) og egner sig fortrinligt som mandelgave. Det er jo snart jul. Og køb også et eksemplar til dig selv. Seriøst.