Vi skal vaske os i tid

Steffen Baunbæk: Kvarts
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016

Steffen Baunbæk: Masselinjer
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2017

I løbet af de seneste dage har jeg læst to ældre digtsamlinger af Steffen Baunbæk, henholdsvis Kvarts fra 2016 og Masselinjer fra 2017. De to samlinger ligner umiddelbart hinanden. Baunbæk skriver i staccato-form og med mange linjebrud, som i digtet Floodland fra Kvarts: "hvor havet / var bundløst / og stammerne / hårde / og klitterne / fulde / af fostre", eller i Spritz fra Masselinjer: "han var lige / til Stephanie / oppe / i Struer, / var han, Hitler". Indholdsmæssigt er samlingerne imidlertid ret forskellige. Kvarts er en meditation over døden: "vi skal vokse os ihjel [...] vibrere ligesom kvarts", "X dør", "Helle er død", "Ian, / der hængte sig", "På fødeafdelingen / bærer de / selvdøde nyfødte / ud i containeren", "haha, du / jeg tror / sgu, / jeg dør", men ender med digtet Her må ikke mere døes, hvori det lyder, at " Vi skal drive gennem åbne døre, / blinde, nøgne, ude af os selv [...] vi skal vaske os i tid". 

Masselinjer, som indlysende refererer til Klichés album Supertanker og til nummeret Masselinjen, består derimod fortrinsvis af politiske digte. Jeg indrømmer ærligt, at jeg normalt ikke er fan af den slags. Jeg er for så vidt enig med Per Højholt, der engang sagde, at alle gode digte er politiske, fordi de skaber bevidsthed, og at det er nok. Heldigvis er Steffen Baunbæk da også så meget digter, at han ikke kan nære sig, og poesien tager gennem hele samlingen førertrøjen og lader politikken hænge lidt bagud. Digtet Jobparat er nærmest celansk: "hvis du vil / noget andet / end det, / som du vil, / vil hun / ville / for dig, / vi vil ikke, / i hvert fald, / så vil, / hvad du vil, / og så vil / vi dig". Falske flag bliver i digtet til et tegn på, at "du har fødselsdag / når som helst", og i digtet Unionen drukner Wagners rhindøtre "én efter én", mens folk inde på bredderne danser "foxtrot / til Kraftwerk / og drikker / merlot til / sin flæskesteg". Unionen er "stendød", skriver han. Det er den afgjort ikke, nej, og digtet lever også, ikke fordi Steffen Baunbæk havde ret, da han skrev det, men fordi han er en fin lyriker, der skriver levende, herunder om døden.