Trukket ud som tråde af det der klæber

Jan Hatt-Olsen: Silkeprocessen
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2015

Jan Hatt-Olsens digte i Silkeprocessen er ikke hermetiske, det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg tror, de er det modsatte, pivåbne for det hele, og at det er derfor, de er svære at få hånd om. Digtene i samlingen handler ikke om ting, der er lukkede eller forseglede, men tværtimod om hvordan alting åbner sig i sproget. "Venter", står der i det allerførste digt, "Alt venter / Dig / Lyde trukket ud som tråde af det der klæber". Der er "Mørke, lyse / Linjer", et sted, "Hvor alt er / Som splintrer", "det sorte i det hvide", "nattens revner", "lyset / Der sprænges i skygger", "Trævler af døde / Træer", lys, der "trækkes som perlekæder / Gennem luften" og "løber som sort silke gennem byen". I det allersidste digt lyder det: "Se rummet er fyldt med tråde [...] Venter / Kaster med silke / Jeg tænker / På dig". Digtet er et spind, og poesien, silkeprocessen, venter på sine læsere, så de, som der står i digtet Mørkemanden, "kan se / Sig selv".

For så vidt, hvis jeg altså læser Jan Hatt-Olsen korrekt, er digtene i Silkeprocessen ikke kun digte, men også en slags meta-digte, der så at sige adresserer sig selv. Det er en bog, der i særdeleshed vil tale til andre digtere, men den kan værdsættes af alle, der er villige til give den dens stilhed, for det kræver den. Sluk for fjernsynet og computeren. Læg mobilen væk. Se ud gennem ruden. Det er blevet efterår. "Se / Før lyset forsvinder". Og så sæt dig tavst som det "dig", digtsamlingen har ventet på, og som "er dig / Der er til", og læs.