Den mand der kalder sig Arne

Arne Herløv Petersen: Form
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016

Arne Herløv Petersen: Fugle kan ikke flyve
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2018

Arne Herløv Petersen: Udvalgte digte
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2018

Arne Herløv Petersen: Dryp
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

Arne Herløv Petersen: Cityringen
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023

Der er noget paradoksalt over Arne Herløv Petersens digte. Det har jeg altid tænkt. Der er en naturlighed og et flow over alt, hvad han skriver, der, mens man sidder og læser, aldeles får en til at glemme alt om talent og den slags. Digterisk kunnen. Og sagen er, at Herløv Petersen er gevaldig talentfuld. Han er seriøst talentfuld, og jeg tror faktisk ikke, der er en lyrisk form, han ikke behersker. Samlingen Form består eksempelvis af rimede vers og sonetter. I de fleste andres hænder ville det være en komplet dødssejler, og det ville være røvsygt at læse, men Arne Herløv Petersen kan ikke bare gøre det, han kan få stor og vedkommende poesi ud af det. I digtet Nat lyder det således: "Benspændt stod månen over paddehatten / der gnaves tyst af evigt sultne snegle. / Nu brister mørket dybt i alle spejle", og "Jeg dunker øjnene mod tigernatten / og ildfluer slår ud fra alle negle. / For blæstens store sejl kan rugen sejle". Det er jo helt oppe hos Thøger Larsen og Frank Jæger og dem dér, de guldrandede. 

Måske er det dét, jeg mener. Arne Herløv Petersen er guldrandet uden at lade sig mærke med det. At læse en af hans digtsamlinger er som at hænge ud med en særdeles velformuleret bekendt, som har øje for både det største og det mindste i naturen, og for sammenhængen. Herløv Petersen, har jeg besluttet mig for, er først og fremmest naturdigter. Der er masser af natur i hans digte, og der er mange dyr, katte, hunde, skildpadder, pindsvin, bogfinker, vinbjergsnegle og alt muligt andet. Et i særdeleshed rørende digt fra hans nyeste samling, Cityringen, handler om elsdyr og ender med linjerne: "Kære elsdyr, kære bæltedyr og myrepindsvin. / Alle I underlige væsener. / Se på os med jeres store smukke øjne / og sig vi er gode nok inde bag alt tøjet". Arne Herløv Petersen er efterhånden blevet en moden herre, og digtene i Cityringen er for en stor dels vedkommende endelighedsdigte: "Når mine tanker / flakser mod døden, / går de ned i flammer", skriver han i Lyssværmer. I  Nulspil lyder det, at "Livet er et nulsumsspil / Man får et liv / og betaler med sin død". 

Digtsamlingen Dryp fra 2022 består af en lang række korte og haiku-agtige naturdigte: "Nymånens skøjtejern / skærer en ridse / i natten", og "Spættens båndsav / Et træ falder". Herløv Petersen er også en politisk digter, der tror på, som han skriver i Politisk digt i samlingen Fugle kan ikke flyve, at "Grænserne for det mulige / er umulige at finde", og at "En anden verden er mulig / og efter den en tredje / og en fjerde". Jeg deler ærligt talt ikke hans politiske optimisme, men det skal ikke forhindre mig i at værdsætte, at der findes mere håbefulde mennesker end mig selv. Han bliver aldrig simpel eller påståelig, således som eksempelvis (og uden sammenligning i øvrigt) Ivan Malinovski nogle gange tillod sig selv at blive, og hele tiden finder han tilbage til sin elskede natur, hvori han, som det engang hed, vederkvæges. I digtet I læskuret går der eksempelvis ikke mange linjer fra "Så kolde og kantede er menneske" til "en sky af fugle" flakser "op fra kastanjetræet".

Arne Herløv Petersen skriver ikke dårlige digte, det er ikke noget, han gør, og hvis man ikke allerede er bekendt med hans forfatterskab, kan man for så vidt starte hvor som helst. Mit bedste bud ville være Udvalgte digte fra 2018. Det er en omfangsrig bog på hele 521 sider, og den kan holde hele livet. Det er lidt vildt, at samlingen kan købes for kun kr. 200,-.