Punktummets skygge

Tommy Heisz: Telegrammer fra bunden af Ørnsø
neon & nordlys, 2024

Tommy Heisz' nye digtsamling er en af de flotteste, jeg længe har set, og der skal lyde en stor ros til grafisk designer Tina Schembecker. Det er en på alle måder lækker udgivelse. Digtene i samlingen er erindringsdigte, måske afstedkommet af det dødsfald og den afdøde, flere af digtene adresserer: "Jeg er kommet for at fortælle / at der var superfuldmåne i aftes / hvorfor svarer du ikke?" Et meget kort, men for mig at se centralt digt lyder: "Ude på marken / ligger et kæmpestort punktum / og skygger for solen". Heisz, der er født i 1975, har nået den alder, hvor endelighedserfaringerne for alvor begynder at gøre sig gældende. Familiemedlemmer falder fra, men man opdager også, at barndomslandet og den verden, man beboede som teenager, nu pludselig ligger på den forkerte side af det store punktum. Der er ting, det nu for altid er for sent at gøre om, der ting og rum, der ikke længere er tilgængelige, og der er spøgelser, man ikke har andet valg end at forsøge at forlige sig med: "der er spøgelser overalt / på de her kanter". Alt det, der er forbi, henlægger verden i skumring. Som det lyder i et andet af de inkluderede digte: "der er for mange billeder / i mine øjne og dagene / er for slørede". Et tredje sted anvender Heisz udtrykket "lysets tøven". Der er "svage konturer", "svigtende gadelygter", "morgentåge", "søen i tusmørket", "Mørkerød aften", "støvregnen spiller med lyset", "sigtbarheden er tæt på nul", "det flimrende lys / står en anelse svagere nu", for "Så kom mørket / så blev sløret trukket for", og "vi er mørkekammermennesker". Det er det, vi er blevet.

Telegrammer fra bunden af Ørnsø er ikke blot en samling erindringsdigte, men en erindrings-collage, der også omfatter fotografier og citater, heraf enkelte på engelsk. Noget af det inkluderede forekommer vel nok lidt uforklaret og privat, men man accepterer det uden videre, for man er som læser slet ikke i tvivl om, at det hele hører med, i hvert fald oppe i digterens eget hoved, og det er godt nok, for han er seriøs. Det er i det hele taget en seriøs bog. Det nærmeste, digteren kommer på pjank er i en række måge-digte, der overfladisk læst og i passager kan virke let komiske: "Man siger om mågerne, at de i virkeligheden er gangstere", men de er uro, rastløshed og bekymring for stormen, der kommer, for "ingen måge, ikke / engang en død måge, lader en god storm gå forbi". Der er intet uskyldigt ved måger, ligesom der intet uskyldigt er ved at blive ældre. Vi er alle ligesom månen i et af Tommy Heisz' digte "på vej videre / med nogle centimeter om året / [...] væk fra jorden" til mågernes "hæse bundgarnslatter". 

Jeg vil tillade mig at citere samlingens smukkeste digt, som handler om lyset og solen bag punktummet i det, der nu er tabt. Specifikt er digtet henvendt til den afdøde:

"Der er en flænge i himlen
vinterbærrene blusser
hidsigt rødt i de nøgne buske
dybt nede i jorden ligger du
ikke langt fra hovedgaden
lige over for solcenteret
du kan selv være en sol"

Det er elementært gribende, poetisk og meget overbevisende.  

Man kan se nogle af digtene fra samlingen omsat til videodigte af Jacob Nielsen og Asta Vendelbo Heisz her.