Helt brokadet var jorden

Tine Schrøder Lunøe: Søvn
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2011

Tine Schrøder Lunøes Søvn har på titelbladet undertitlen "55 digte", og som det fremgår af billedet herover står der også "DIGTE" på forsiden. På bagsiden præsenteres bogen mere sandfærdigt som "en samling af 55 historier". Søvn er ret beset et prosaværk, og jeg skriver normalt ikke omtaler af prosa, men hvad enten Lunøes bog teknisk set er det ene eller det andet: Den er i hvert fald lyrisk, og den er derudover både betagende og fin, så jeg ser i denne sammenhæng ingen egentlig grund til at være smålig.   

Det er ikke længe siden, jeg en aften genså Sergej Paradjanovs klassiske og fantastiske film The Color of Pomegranates fra 1968. Hvis man aldrig selv har set den, betyder det ingenting (men man kan eventuelt se den her). Hvis man faktisk har set den: Det er sådan-et-slags-sted, vi befinder os på i Søvn: "En ballerina er på vej over tøjsnoren. Man kan se hendes ribben gennem den tynde, forvaskede dragt. I vinduerne stikker de snottede unger deres små næser ud. De har set hende før, men ikke her. De holder vejret med hende. Kom tilbage Elisa, bønfalder en kvindestemme. Hendes gråd bliver afbrudt af et brag. Kastanjerne falder." Næste tekst i bogen begynder sådan: "Kubistiske kvinder nærmer sig, mens firkantede mænd strammer slipset. Psykedeliske sommerfugle flagrer omkring mig. Deres trekantede vinger river sig løs som beviser uden årsag. Deres sorte støv lægger sig som skygger under mine øjne." Farverne, formerne og skønheden er påtrængende, men "Kun tågen er fast mellem vores hænder", og det "uskyldigt" usagte er "helt igennem ubarmhjertigt". Alting er smukt, men også grusomt, fordi det er sandt, undtagen måske kærligheden: "Da jeg hører dig sige, at du elsker mig, overvejer jeg, om det hele er en drøm." Et andet sted lyder det: "Hvor er kærligheden kejtet og klam." 

Bogen indeholder som anført 55 tekster, og alle har præcis 55 ord, i alt 3025 ord. Der er mange farver, og der er mange tekstiler i samlingen, og måske er det blandt andet derfor, jeg ikke kan lade være med at associere til Paradjanovs film: "det månefarvede miniskørt", "hvidklædte mænd", "Din kjole ligner blod", "en lang, sort silkekjole", "Den hvide dragt", "En sørgekåbe", "Slangeskindskjolen", "Jeg tager skørterne på", "den chokoladebrune dragt", "snørret ind i tørklæder", "Egtvedpigens pragtfulde snoreskørt", "Mændene i hvide gevandter", "den sølvfarvede dynejakke" og "din satinkjole". "Helt brokadet var jorden med aftryk, som hendes gyldne mønstre lavede", lyder det i et af Sayat-Novas digte, den armenske poet, som The Color of Pomegranates handler om. Noget tilsvarende kan siges om Tine Schrøder Lunøes skrift. 

Hver ny tekst i bogen (ligesom hver ny scene i filmen) er et tableau, en art drømmebillede: "Hun sætter rispapirslamper i træernes kroner", "Den hollandske danser uden hæmninger knækker ryggen i et vovet trin", "Jeg er nøgen, fanget i et fiskenet". Billederne står skarpt, for sproget er økonomisk og præcist, og det er ganske enkelt super. Søvn er perfekt egnet til natbordet: Læs en enkelt tekst hver aften, inden du lukker øjnene for at sove, og når du er igennem hele samlingen, kan du bare starte forfra, for teksterne, hvad enten de er digte eller historier, er slidstærke som sirligt vævede tæpper.   

Så vidt jeg ved, er dette indtil videre Tine Schrøder Lunøes eneste skønlitterære udgivelse, og det er 14 år siden, den udkom. Jeg har tilladt mig at google hende, så jeg ved, at hun stadig er ung, kun midt i 40'erne, og jeg håber, hun på et tidspunkt vil beslutte sig for at genoptage forfatterskabet. Hun er indlysende meget talentfuld, og Søvn er en imponerede bog. Jeg anbefaler den varmt.