En dag var butikken omringet af væsler

Simon Zorde: Jeg - Hvem?
Wadskjær Forlag, 2024

Simon Zordes Jeg - Hvem? er en af de mest kuriøse digtsamlinger, jeg længe har læst. Ifølge forlagsteksten på bagsiden af bogen er der på én og samme tid tale om "en verden af surrealistiske øjeblikke og følelser" og "digte, der balancerer på kanten af det surrealistiske". Det operative ord synes at være surrealistisk, men jeg synes ærligt talt ikke, det passer ret godt, i hvert fald ikke for så vidt surrealisme associerer til mere eller mindre sorthumoristisk snurrighed og fantasifuldhed. Den følelse, der under læsningen indgydes i læseren, er ikke forbavselse eller forundring, men derimod den, der på engelsk benævnes dread, og som på dansk lidt fattigt oversættes til frygt. Dread er noget andet og mere.  

Der er et berømt digt af Hughes Mearns, Antigonish, der starter med disse linjer: "Yesterday, upon the stair, / I met a man who wasn't there / He wasn't there again today / I wish, I wish he'd go away ... ". Frygt er at være bange for, at der måske helt konkret ude på trappen står en mand, der ønsker at gøre en ondt. Dread er en ængstelighed eller nervøsitet med hensyn til virkelighedens fundamentale struktur eller mangel på samme, herunder eksempelvis som i Mearns' digt "a man who wasn't there". Det er en sådan nervøs sitren, der løber gennem Jeg - Hvem?, og Simon Zorde er for så vidt langt mere i familie med eksempelvis Thomas Ligotti, end han er med andre surrealistiske digtere. Faktisk giver allerede digt nummer to i samlingen, Krystalvaserne, mindelser om Ligotti: En butiksindehaver beretter kort om sit liv, om sin butik, sine kunder og om reolen, hvori krystalvaser står side om side: "Når jeg pudser vaserne om aftenen, kan jeg se mit eget / spejlbillede. [...] Om natten, når mareridtene kommer, sveder jeg. / Men så pudser jeg vaserne, og alt bliver godt igen. / En dag var butikken omringet af væsler, men jeg lukkede / dem ikke ind, jeg holdt skansen. / Nu pudser jeg bare, det holder dem væk, indtil næste / gang." 

Forfatterjeg'ets identitet er i samlingen flaksende og usikker. I ét digt er forfatteren transvestit, i andre er han henholdsvis en klovn, en gynækolog og en forbrændt eks-model i en kørestol. Fælles for flere af digtene er, at de har fornedrelsen som tema, ikke negativt, men som noget George Bataille'sk og nærmest ekstatisk. Således eksempelvis i digtet Spyt: "Den dag jeg blev spyttet i hovedet, blev jeg glad. / For mig var fornedrelsen en vidunderlig ting." Senere i et andet digt, Himlen, beretter forfatterjeg'et om sit første kys ("Det var en af de større piger i min skole"), men han er ved nærmere eftertanke "ikke sikker på, om hun spyttede / Eller kyssede". I digtet Gebis får forfatterjeg'et, der nu muligvis er et andet, et blowjob af den tandløse Åse, der netop har spist en ostemad, alt imens han tænker, at "Det er de bedste 35 kroner, jeg nogensinde har givet ud." Efterfølgende viser det sig at være et mareridt, der imidlertid ikke var en drøm. Andre gennemgående temaer er fysikaliteten og den fysiske vold. Den ovennævnte transvestit får sin "makeup erstattet af blod", og i digtet Beskyttet lyder det direkte: "Vold og lemlæstelse / Det var det eneste, der interesserede mig". "Mit kød flås fra hinanden", "Det drypper rødt fra min hånd", "Mine indvolde glimter klistret i solen", "Jeg bider tænderne sammen / Og bider et stykke af min tunge af", "Drengen løfter sin sko langsomt op / og tværer mig ud som det cigaretskod, jeg er." Der er flere eksempler i samlingen.   

Jeg faldt på Bogforums hjemmeside over en præsentation af Simon Zorde, hvoraf det fremgår, at han er uddannet method actor. Det giver mening. I digtene ikke bare påtager han sig, men bliver forskellige personer, og blandt andet som et resultatet heraf føler man sig som læser bestandigt på usikker grund. Alle disse personer er påtrængende i deres voldsomhed, men de er også i en vis forstand som manden på trappen i Mearns' digt, not there. Man kan ikke undlade efter endt læsning at spekulere på, hvor mange mennesker man selv er, som heller ikke er der, men som venter. Som Hughes Mearns fortsætter i andet vers af Antigonish: "When I came home last night at three / The man was waiting there for me". Der er en hel afgrund lige dér, som Zorde i Jeg - Hvem? udforsker. Det er nok ikke en digtsamling for hvem som helst, men den er i hvert fald ret unik, og den er modig.