Som bums på planetens ansigt

Poul G. Exner: Jeg er ikke interesseret i at vide, hvorfor du skriger ...
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2020

At skrive digte, hvis det er alvor, er en meget personlig ting. Alle digtere har forskellige personligheder, og der findes mange forskellige slags digte. Det er helt plat og banalt. Der findes digtere som Merete Torp, der bruger årevis på at finpudse hver eneste sætning, og som siden debuten i 1982 kun har udgivet en enkelt digtsamling, og der findes digtere som Poul G. Exner, som er en slags ordmaskine. Exners lyriske projekt handler om kontinuerlig italesættelse af egne oplevelser, erfaringer og sansninger uden indlysende kriterier for, hvad der hører med i den bestandigt vildtvoksende totaltekst, og hvad der ikke gør. Exner er åben over for det hele, for det hele hører med, alle former, det intime, det voldsomme og det patetiske. Digtsamlingens forside giver mindelser om nogle af Peter Laugesens tidligste, ikke mindst Man kan ikke sige at alting hører sammen fra 1969. Der er da også et indlysende slægtskab med Laugesen, der på tilsvarende måde lader alting hvirvle ind i skriften, og som i øvrigt også er tilsvarende produktiv. 

Jeg vil ikke forsøge at opsummere Jeg er ikke interesseret i at vide, primært fordi Exners individuelle digte skal læses som uddrag af den store tekst, han arbejder på, og fordi de som sådan ikke kan være andet end tilfældige punktnedslag. At highlighte enkeltdigte og forsøge at få dem til at sige noget om Exners værk som sådan ville for mig at se være en misforståelse. Det er en fortløbende tekst uden midte og uden faste holdepunkter. Det er dét, der er pointen. Der er dog gennemgående temaer i digtsamlingen, herunder rollen som far og forholdet til familien, livet som single og ensomheden: "Jeg er blevet gift og skilt / Jeg kan ikke elskes", "Jeg bor alene / i kroppen", "det kan være umuligt / at skelne mellem døden / og dét at vågne alene". I et digt lyder det, at "Jeg står som en bums / på planetens ansigt / indtil tiden trykker mig ud". "Nu er det angstfuld sensitivitet", skriver han et andet sted, "og en meget tavs bøn / bedt med ryggen til så meget / som overhovedet muligt". Digteren er reduceret til "en vågelampe af hud", men han er digter. Han kan registrere, og han kan skrive.

Jeg er ikke nogen stor fan af symptomallæsninger, og jeg skal ikke have klinket noget. Det forekommer mig imidlertid indlysende, at eksempelvis angst kan være en god katalysator for digtning, ligesom libido kan være det. Hvad der end driver Poul G. Exner, så fungerer det for ham. Jeg er ikke interesseret i at vide er på 150 sider, og jeg føler mig overbevist om, at han ret hurtigt kunne samle materiale nok en samling, der var tre gange så stor. Jeg håber, den en dag kommer. 

Digtsamlingen er med illustrationer af Martine Lilith Camille Dupont.