Jeg var 13 år gammel, da Lars von Trier films Forbrydelsens element i 1984 fik premiere, og jeg havde dengang aldrig set noget lignende. Jeg er mildest talt ikke nogen stor fan af von Triers efterfølgende film, men Forbrydelsens element gjorde et stort og uudslettelig indtryk på mig. 15-20 sider inde i Yorgos Alisanoglous digtsamling Legestue kom jeg pludselig i tanker om åbningsscenen fra filmen: "You're going to see Europe again [...] I'm going to see Europe again but Europe is not the same". Jeg har en mistanke om, at der var kombinationen af linjerne "Soldaten kaster mig ind i hestens øje" fra digtet Splinterne, og "problemet var at vi ikke vidste / om vi var i Europas nat" fra Proportionernes stier, der fik min hjerne til at associere. I titeldigtet Legestue lyser projektorerne på "sammensyede kroppe", og det efterfølgende digt, Krig / Nürnberg, indledes ligefrem med ordene "Denne krig foregik / i din hjernes mørke // En gammel tysk historie". (Hvis man aldrig har set filmen og derfor ikke aner, hvad jeg snakker om, kan man se traileren her.)
Der er ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem Yorgos Alisanoglous digtsamling og Lars von Triers film, men det er der alligevel, i hvert fald oppe i mit hoved. Det rum, hvori digteren i samlingens første del, Krig, taler fra, er et slags forbrydelsens sted, et gerningssted, en andens drøm (om Europa), "som mindede sådan om dit traume". Der er "kvinden med de overskårne pulsårer", "en blodplet under dørsprækken", "på det beskidte græs / en død krop", "følelsen af at nogen bliver dræbt", "krig / og ulovlighed". Samlingen består af i alt fire del: Krig, Minde, Krigsbytte og Forårsgrænser samt et efterskrift af Savvas Mikhail. Allersidst i bogen er også en oversigt over den musik, der ifølge den introducerende tekst udgør bogens soundtrack. Volden og det voldsomme er et gennemgående tema i hele samlingen ("Et nyt digt er ofte et voldeligt digt"), men de to midterste dele er mere kontemplative og meditative end det første, og i den sidste, korte del tager Alisanoglou livtag med den græske, klassiske litteratur, han som moderne, græsk digter med nogen nødvendighed må forholde sig til. Yorgos Alisanoglou fremstår i det hele taget så udpræget som en litterat, og digtene er fulde af henvisninger til mytologi og til kulturpersonligheder: Bruce Nauman, W.G. Sebald, Miles Davis, Yeats, François Boucher, Chopin og andre.
Jeg har ingen forudsætninger for at vurdere kvaliteten af oversættelsen, men digtsamlingen, som den foreligger, er imponerende. Hvor afskrækkende det end måtte lyde: Yorgos Alisanoglou er en alvorlig digter, der skriver dybt om alvorlige ting. Der er ikke antydningen af pjank eller ironi i hans digte, og der er intet personligt fnidder om, hvordan han mere eller mindre tilfældigt render og har det. Digtene handler kun om digteren, for så vidt som han er "en del af epoken". Han forsøger ikke at skrive sig selv frem i front, men tiden, som også er vores, og som er "som en fyrstelig / by der slukker lysene / og som ikke kan rumme os". I min egen bogreol står Alisanoglou næst efter Aischylos, to forfattere, der uden sammenligning i øvrigt begge hører erinyernes skrig, og som man kan læse igen og igen. Hvis man har mod på noget lidt tungere og at go to back to Europe, er Legestue en virkelig god bog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar