Gyldendal, 1946
I Shubiduas Midsommersangen er der et vers, som begynder: "Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd / Ska' hver udenvælts fjende beredte os kende / Men mod ufredens ånd, over mark, under strand / Vil vi bålet på fædrenes gravhunde tænde". Den oprindelige Midsommervise er skrevet af Holger Drachmann, og i Drachmanns udgave er der ingen "gravhunde", men "gravhøje". Shubidua ændrede ordet til "gravhunde" som en vittighed. Det er meningen, det skal være sjovt, men det er jo altså kun sjovt, hvis man på forhånd kender Drachmanns tekst og derfor ved, at der egentlig burde stå "gravhøje". Hvis man ikke kender originalen, er linjen "Vil vi bålet på fædrenes gravhunde tænde" bare mærkelig og i en vis forstand ulæselig, fordi man ikke besidder den nødvendige viden for at kunne fatte joken.
Mange digte kræver en sådan form for forudviden eller forforståelse for at kunne læses. Nogle digte er så propfulde af kulturelle referencer til alt muligt, at det på det nærmeste kræver et leksikon at stamme sig igennem dem. Andre digte handler om specifikke problemstillinger, for eksempel politiske konflikter, eller de er skrevet på baggrund af private, traumatiske oplevelser og for at kaste skyld og/eller for at gøre opmærksom på, at en uretfærdighed er blevet begået. Den slags digte kan være vanskelige som læser at forholde sig til. Selv om man måske kan værdsætte poesien (for så vidt som der er nogen) og relatere sig på et mellemmenneskeligt, følelsesmæssigt plan, forudsætter sådanne digte en viden om ofte særdeles komplicerede ting og sager, som man formodentlig ikke på forhånd besidder. Hvad handler den omtalte politiske konflikt om? Hvem er aktørerne? Blev der faktisk begået en uretfærdighed, eller har digteren bare ondt i røven, fordi han eller hun ikke fik sin vilje? Skal man virkelig til at google for at finde ud af, hvad digteren snakker om? Nogle digtsamlinger har endda et noteapparat, man kan konsultere, hvis man som almindelig dødelig er interesseret i at få en fornemmelse af, hvad den bog, man lige har købt, overhovedet handler om.
Er det ok? Naturligvis. Man må som digter skrive og udgive, hvad man vil. Er man som digtlæser forpligtet til at gøre en indsats for at skaffe sig den nødvendige viden, så man kan læse og forstå digtene? Selvfølgelig ikke, nej. Livet er ikke uendeligt langt, og hvis man gerne vil læse digte, er der mange andre, man kan vælge at læse i stedet. Der er meget godt at sige om fordybelse, og man spilder ikke sin tid på at nærstudere Hölderlins eller Celans digte, det er klart. Der er folk, der bruger hele deres liv på den slags, og som bliver gevaldigt kloge og dygtige af det. Men man skal ikke, og der er ikke nogen naturlov, der siger, at digte, der er svære at læse, fordi de forudsætter vidende læsere, automatisk er bedre end digte, der er nemme at læse, og som alle og enhver umiddelbart kan forstå. Sådan, som man siger, spiller klaveret ikke. Iblandt Leonard Cohens yndlingsdigte var Fats Dominos Blueberry Hill med linjerne "The moon stood still / On Blueberry Hill". Jeg har personligt en særlig forkærlighed for den danske digter Ove Abildgaard, og der er for mig at se ikke meget i dansk lyrik, der i poetisk henseende kommer på højde med det første vers i Morgenmaane fra hans samling Uglegylp: "Imorges bankede Maanen / paa mine Ruders Spejl / som en nylig renset / Tommelfingernegl". Dér kan vi alle være med, og man behøver ikke være en studeret røver for at kunne fatte, at det er smukt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar