Da jeg i sin tid gik på universitetet i Aarhus, var udenadslære for længst afskaffet, men der var dog én ting, én eneste sætning, som vi studerende på det kraftigste blev opfordret til at læse og genlæse, til den permanent havde lagret sig i vores unge hjerner. Det var den allerførste linje i den tyske filosof Immanuel Kants bog Hvad er oplysning?, som lyder sådan her: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed". Jeg har aldrig glemt det. Det afgørende ord er "selvforskyldte". Oplysning, mente Kant, gør os myndige. Lærdom og viden og fornuft. Og når vi som mennesker ikke er myndige, er det vores egen skyld, for vi har både evnerne og mulighederne for at gøre os fri af af dét, der holder os tilbage, herunder ikke mindst vores uvidenhed.
Det lyder måske lidt højpandet eller abstrakt, men det er helt konkret. Vores skolesystem er baseret på Kants idéer og på det, der normalt kaldes oplysningstænkningen, forestillingen om at det kræver viden og indsigt at kunne mestre sit eget liv, at kunne agere som borger i et samfund og at kunne deltage i demokratiet. Hvis man ikke selv besidder viden om, hvordan ting og sager fungerer, og hvis man aldrig selv har lært at tænke kritisk, er man som et umyndigt barn, der er henvist til at stole på andre. Man kan i så fald kun håbe på, at de ikke lyver eller forsøger at tage røven på en. Det kan være slemt nok, hvis det handler om politiske spørgsmål eller om pengesager. I eksistentiel henseende er det endnu værre, når det handler om ens selvforståelse som menneske. Hvad vil det overhovedet sige at være et menneske? Hvad vil det sige at være dig? Det er jo også spørgsmål, endog meget komplicerede spørgsmål, som det kræver indsigt og viden at kunne besvare. Hvis man ikke selv gør en indsats for at skaffe sig den nødvendige indsigt og viden og for at få et myndigt sprog om sig selv, må man nøjes med at spejle sig i andres idéer og begreber, hvad enten det er brevkasseredaktørens, den lokale engelhealers eller psykiaterens. Så tillader man, at andre mennesker får lov til at definere en som menneske, og ens umyndighed er, som Kant skrev, helt og aldeles selvforskyldt.
Har alt dette noget med digte at gøre? Måske. Georg Ujváris At være hin enkelte, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2022, er i udgangspunktet blot en antologi med digte af en lang række berømte forfattere og med digtene trykt både på originalsproget og i Ujváris danske oversættelse. Det er fornemt. Men samlingen er også ment som mere end det: Den er ment som "En pilgrimsfærd mod erkendelse og ro, hengivelse og tro". Som Ujváris skriver i sit forord: "Bogen angår det frie, voksne nutidsmenneske, der har lagt sin intellektuelle og sjælelige pubertet bag sig, idet han selvbevidst og modigt har overtaget myndigheden over og ansvaret for sit suveræne selv. [...] Er vi modne nok, kloge nok, stærke nok til at klare frihedens hårde krav bestandigt? Kan vi undvære en ledende hånd, en indiskutabel fælles tro, noget at klamre os til efter modløsheden, nødens og dødens stund? [...] Og måske allervigtigst: kan man forlige sig med universets tavse og barske, amoralske udfoldelse, de evige vilkår - forudsætningen for alt eksisterende! - uden gudstro?". Det er ikke småting.
Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har mødt en person, der tilhørte gruppen af "frie, voksne nutidsmenneske, der har lagt sin intellektuelle og sjælelige pubertet bag sig". Selv-myndighed er en bestræbelse og et fortsat, personligt projekt, men der er næppe mange af os, der nogensinde formår fuldstændigt at hæve os op over den "sjælelige pubertet". Faktisk var ganske mange af de digtere, Georg Ujváris har valgt at inkludere i samlingen, ude i virkeligheden ret hysteriske og umulige at have med at gøre. Jeg fristes til at citere sangeren og sangskriveren Tom Waits, der engang lakonisk bemærkede, at han med sikkerhed vidste, at ingen nogensinde havde fået et knald, bare fordi de ejede et Tom Waits-album, for han ejede personligt dem alle, og han havde aldrig fået noget. Man bliver med 100 procents garanti ikke mindre pubertær af at skrive digte. Det er helt klart. Men bliver man mere myndig som person af at læse dem? Måske, ja. Man kan i hvert fald blive det.
Bogen inkluderer digte af blandt andet Gottfried Benn, Prévert, Rimbaud, Trakl, Goethe, Schiller og Hölderlin, Swinburne, Keats, Mallarmé og Verlaine. Der er også enkelte danske bidrag, heriblandt af Thøger Larsen og Paul la Cour. Det er en imponerende forsamling af fine folk, og digtene er førsteklasses, men det er, som Ujváris da også medgiver i forordet, ikke nem læsning. Man sætter sig ikke bare ned og læser og forstår eksempelvis Hölderlin eller Mallarmé. Jeg kan huske, jeg engang hørte Per Højholt tale om, hvordan han havde brugt et liv på at kæmpe med nogle af Mallarmés digte, som han var meget begejstret for, men stadig ikke fuldt ud forstod. Det gør ingenting. Digte, der er svære at læse, er nøjagtig ligesom digte, der er nemme at læse, for alle.
At læse gode digte, hvis man gør sig umage, er bevidsthedsudvidende. Verden er fuld af folk, der ønsker og forsøger via sproget at definere os som forbrugere, som tilhørende en bestemt kultur, en tro, et parti, et segment, en økonomisk klasse, en psykologisk type og så videre. Gode digte åbner og fornyr sproget, så vi individuelt og myndigt kan bruge det om os selv på andre og egne måder. At være hin enkelte er en bog på 244 sider med digte af nogle af de allerbedste digtere, der nogensinde har levet, og man får ovenikøbet digtene på både dansk og på originalsproget. Det er en bog til selv-dannelse, og den anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar