Det Poetiske Bureaus Forlag, 2017
Mennesket er et sprogligt væsen. Det kan lyde som en selvfølgelighed eller måske ligefrem en plathed, men det er vigtigt at forstå, hvad det betyder, og hvor dybt det faktisk stikker. Alt, hvad vi sanser, føler og fornemmer, hvis vi ønsker at tænke over det, må omsættes til sprog, for at tænke er at tale med sig selv, og at tale med sig selv kræver sprog. Vi kan godt sanse og føle verden, herunder os selv som del af verden, uden sprog, men vi kan ikke forstå noget af det uden først at sprogliggøre det. Det er bare, sådan det er. At kunne forstå eller indsé noget kræver blandt andet, at man kan skelne mellem sandt og falsk. Man skal kunne skelne mellem, hvad der faktisk er tilfældet, og hvad der er løgn eller fantasi, og denne skelnen er i sig selv sproglig. Kun et sprogligt udsagn kan være sandt eller falsk. En sansning eller følelse er bare en sansning eller følelse, men et udsagn kan have en sandhedsværdi. Vores begreb om, hvad der er virkeligt, virkeligt sandt, er intimt bundet til sproget, og for så vidt er det korrekt, som en filosof engang sagde, at vort sprogs grænse er vores virkeligheds grænse.
Og hér er det afgørende at forstå: At sproget altid findes på forhånd, før vi gør, og at sproget har regler. Det er ikke os, der opfinder sproget, nær så meget som det er sproget, der opfinder os, og sproget opfinder os på bestemte måder i overensstemmelse med dets logik. Man kan ikke lave sit helt eget sprog, det kan ikke lade sig gøre, og vi er i vores selvforståelse og undersøgelse af os selv nødt til at bruge det sprog, vi har fået. Efterhånden som vi vokser op og lærer at tale og skrive, internaliserer vi et sprog, der allerede på forhånd fandtes, og som er "forurenet" med alle mulige mér-betydninger, metaforer og diverse. I entréen til sit hus i Hørbylunde plejede Per Højholt at have et skilt hængende med sætningen "Sprogets forurening har allerede fundet sted". Vores opfattelse af os selv, af verden og af sammenhænge i verden er farvet af denne "forurening". Det lyder måske meget filosofisk og abstrakt, men det er det ikke. Vort sprog er fyldt med udtryk, som ikke henviser til reelle sammenhænge, men som vi alligevel anvender i tiltro til, at de har en sandhedsværdi, og at de udsiger noget faktisk om forhold i verden: At træde i spinaten, at være hundesulten, at træde vande, at være frisk som en havørn, en død sild, at sove som en sten og så videre. Ingen voksne danskere kan høre eller læse sætningen, "Det er dig, der er syg i hovedet", uden at straks at komme til at tænke på Matador, eller "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet" uden at komme til at tænke på Poul Schlüter. Sproget er ikke uskyldigt eller rent, for det bærer den slags med sig, og det havner inde i os. Inde i vores selv-samtale om det hele. Det er med til at definere vores opfattelse af os selv og af verden og til at sætte vores verdens grænser, respektivt.
Man kan ikke undslippe alt dette, men man kan forholde sig kritisk til det. Man kan bruge sproget til at undersøge og kritisere sproget, og det er dét, gode digtere gør. De dekonstruerer sprogets mér-betydninger og leger med sprogets normale logik for at se, om man på den måde kan fravriste sproget helt nye betydninger og dermed udvide grænserne. Knud Steffen Nielsen er en sådan digter, og han er en stædig én af slagsen, der på intet tidspunkt gennem sit forfatterskab har givet fortabt og/eller blot har overgivet sig til dagligsprogets normale dræven. Fra det allerførste digt i Udvalgte digte er han på: "Dyret findes. Det dyr findes ikke. / Fordi noget er uden form eller ikke har / nogen af de mønstre der står i / opslagsbøgerne." I et af de sidste digte i samlingen lyder det: Hvis jeg forveksler det hele med det hele, så vil jeg / på institution". Det er jo dét, der er pointen: Den verden-i-vores-forståelse, som det umiddelbare, forurenede normalsprog giver os, er ikke det hele, og vi må skrive os frem til det mere.
Udvalgte digte inkluderer digte fra perioden 1980-2016 og fra hele 12 forskellige digtsamlinger plus en prolog og et appendix. Det er meget, og det er en imponerende udgivelse. Bogen byder blandt andet på digte fra samlingen Ser sit snit, som oprindeligt udkom i 1997, som jeg dengang købte og læste, og som gjorde et gevaldigt stort indtyk på mig: "Et overbærende hvis hver dag. / Hvis vore stemmer bringer / begyndelsen tilbage, / siger jeg, som om det / får dig til at stå tydeligere. / Nærmere og nærmere. / Sådan bliver jeg ved at oversætte / alt". Jeg har altid fundet det en lille smule uforskammet at sammenligne digtere med andre digtere, så lad mig i stedet nøjes med at sige, at det for mig giver rigtig god mening, at Knud Steffen Nielsen i min egen bogreol står lige ved siden af Peter Nielsen. Den ene Nielsen, Peter, er en slags naturdigter, og det er den anden Nielsen, Knud Steffen, ikke, for han er mere optaget af sociale situationer og interaktioner. Men bøgerne er i hinandens gode selskab, synes jeg.
Det er meget vanskeligt, i hvert fald for mig, at opsummere, hvad Knud Steffen Nielsens digte faktisk "handler" om, afgjort ikke fordi de er mudrede eller uklare, for de står helt skarpt, men fordi de på en måde er et slags mod-sprog eller en sætten-hælene-i i en konstant bestræbelse på at komme til at stå i dét, jeg heideggersk vil kalde en lysning. Der er en linje i et af de inkluderede digte, der lyder: "At være genfødt i den stivnakkede form", og måske er det dét, jeg mener. Digtene, som jeg læser dem, er et forsøg på i lyrikkens "stivnakkede form" at skrive sig frem til et sted, hvor digteren kan stå om ikke ligefrem genfødt, så dog i frihed, utynget af alle sprogets mér-betydninger, for alvor i første person nutid. Præsent. Det er sådan noget, man kun kan gøre i digte, og Knud Steffen Nielsen er ikke bare en fin og betydelig digter, men også en digteres digter. Man kan som digter blive både klogere og bedre af at læse ham, og det er ikke nogen ringe ros. Læs ham endelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar