Meningen er en torsk du har på krogen

René Rasmussen: Lettet
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2009

René Rasmussen: Sprogets knogle
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2010

René Rasmussen: Lysord
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2014

Jeg har i løbet af de seneste dage læst tre ældre digtsamlinger af litterat, psykoanalytiker og Lacan-ekspert René Rasmussen. Han er imponerende produktiv og har i årene løb udgivet adskillige bøger, vistnok senest Judith Butlers nye klæder fra 2024. Digtet Virkelighedens revne fra Lysord lyder sådan: 

"Meningen er en torsk
du har på krogen
hvis du ikke er noget uden
er det
fordi du ikke har lært at gå på vandet
man kan ellers meget i sproget
en dildo i virkelighedens revne"

Der er et lystfisker-udtryk, der lyder "a jerk on one end", i.e. "en torsk i den ene ende [der venter på, at en torsk skal bide på i den anden]". Jeg vælger ikke kun at slå ned på netop dette digt, fordi jeg selv er lystfisker, men også fordi det forekommer mig på udmærket vis at opsummere eller optegne René Rasmussens felt som digter. Han er interesseret i mening, i konstruktionen af mening og af meningens status ("nøgne i livets sand / og bader i tungetale"), han er interesseret i forholdet mellem krop og sprog, i sprog, i seksualitet og i fravær, herunder også Vorherres ("Guds tavse svar") og det, der er "mellem ordene". Måske netop derfor fokuserer han i sine digte ofte på det kreaturlige ("Kroppen er et dyr / der skal dø") og profane ("En pen har lagt lorte / på disse kanter / i dette oversorte digt"), der uundgåeligt for os dialektisk henviser os til forestillinger om det evige og det hellige. Linjerne "fordi du ikke har lært at gå på vandet / man kan ellers meget i sproget" associerer ikke kun til Bamses Venner ("Jeg kan ikke gå på vandet / men jeg kan så meget andet"), men selvsagt også til Kristus. 

Det seksuelle er et gennemgående tema, de "lystbetonede berøringer", ligesom lys og mørke er det ("mørket i orgasmens lys") og smerte. I Gud svarer skriver digteren: "Pascal råber på Gud / der svarer med smerteimplantation", og "Jeg elsker Ånden / kun den har set lyset / som vi alle venter på / mens sproget skærer i os". René Rasmussens digte er smertedigte, "sorte nåle", der metaforisk og ensomt masturberes frem ("Onanerer gloser / ud over blækkets rand") som en mund, der "sutter på sig selv" og fortabes i "sprogets tale". "Ordene er", skriver han, "jeg er / vi er ikke sammen". Det er årsagen til desperationen: At vi aldrig er, hvad vi siger eller skriver, men snarere den tavshed, der følger. At vi så at sige alle altid på forhånd er ofre for sprogets kastration. At vi altid allerede er kastrerede, fordi sproget altid allerede er det, lige meget hvor meget vi kødeligt og erotisk forsøger at kompensere for det. Sex, i hvert fald hos René Rasmussen, som jeg læser ham, er derfor melankolsk. Den seksuelle akt ender bestandigt med blot at bekræfte os i vores fundamentale uformåenhed.

René Rasmussen er så udpræget en akademiker, og der er for mig at se et klart link mellem hans akademiske forskning og hans digte. Men digtene er ikke svære at læse, og de burde tale til enhver. De handler lidt upræcist og plat formuleret [sic] om, hvor vanskeligt det er at kommunikere, at tale om de vigtigste ting og at bruge sproget med henblik på samhørighed, fordi vi hele tiden i stedet ender med at sidde tavse hver for sig. Det er en erfaring, vi alle kan nikke genkendende til, vil jeg tro. Det gælder i hvert fald, hvis man er digter, og René Rasmussen er en digteres digter. Læs ham endelig.